Det danske magasin i Spanien
Hajer i Middelhavet – myter og fakta

Hajer i Middelhavet – myter og fakta

Til stor skræk og overraskelse, og måske skulle man tilføje; til mediernes store glæde, dukker der hajer op på strandene i Spanien hvert eneste år – også her langs Costa del Sol. Enkelte episoder er blevet bevist, mens andre typisk bærer præg af mediernes ønske om at skabe sensation.

Det er ikke længe siden, at stranden i Fuengirola blev evakueret, men til trods for den store mængde af mennesker, som oplevede episoden, var der alligevel ingen, som hverken formåede at tage billeder af hajen, eller som så den – undtagen ham som slog alarm, selvsagt… Myndighederne var hurtigt ude at kommentere til pressen, at der ikke findes hajer i Middelhavet – så ingen grund til panik. Da jeg prøvede at få fat i myndighedernes biolog, som stod for udsagnet, viste det sig, at han ikke eksisterer. Så vi har altså regelmæssige og årlige rapporter om hajer ved vores strande, samt myndigheder som prøver at fortælle os, at der ikke findes hajer i Middelhavet. Hvad er sandheden? Det skal vi se lidt nærmere på i denne artikel.

En sag, som vi kan slå fast med det samme, er at der findes der hajer i Middelhavet. Ganske mange hajer endda, og antallet af registrerede arter i Middelhavet ligger på 46-48, lidt afhængigt af hvilken autoritet eller forsker man følger. Cirka 15 af disse arter kan blive op til 2,5 meter eller mere, og kan muligvis være farlige for mennesker. Og jeg siger muligvis, da det er vigtigt at bemærke, at risikoen for at blive angrebet af hajer i Middelhavet og langs Costa del Sol er forsvindende lille. Så lille at man nærmest kan kalde risikoen for ikkeeksisterende. Antallet af haj-angreb, som er registreret fra 1899 og frem til i dag, ligger på ca. 60 tilfælde. De allerfleste er med ingen eller små skader som resultat og kun en håndfuld dødsfald.

Ser man lidt nærmere på hvilke arter af hajer, som har stået bag angrebene i Middelhavet, er det den pelagiske blåhaj og den store og hurtige makrelhaj. Den frygtede haj fra filmene Dødens Gab; hvidhajen har også været involveret i nogle få tilfælde. De få angreb, som har fundet sted i Middelhavet, er i stor grad sket langs med Italiens kyst og det var også her, det sidste registrerede dødsfald som følge af haj-angreb fandt sted, da en dykker i 1989 blev angrebet og dræbt af en hvidhaj. Langs Costa del Sol skal vi helt tilbage til 1986, da en surfer blev angrebet og skadet af en hvidhaj i Tarifa. Angrebet fandt sted på den atlantiske side, så det bliver ikke regnet med i statistikken over haj-angreb i Middelhavet.

Som årtier er gået, forekommer der færre og færre rapporter om observering af hajer i Middelhavet og det skyldes, at bestanden af mange hajarter de sidste årtier er blevet overfisket – mest pga. den eksplosive efterspørgsel efter hajfinner fra Kina, hvor hajfinnesuppe er blevet mere populær end nogensinde. Det er sket i takt med en voksende middelklasse i Kina, som tidligere ikke havde råd til at købe hajfinnesuppe. Dette er synd, for hajen har sin vigtige plads i naturen, og mange arter er nu i fare for at blive udryddet.

Et af de få steder i Middelhavet, hvor man kan se hajer i lavt vand, er i en bugt uden for Marmaris i Tyrkiet, hvor der i maj måned kommer store hunner af arten Sandbar Shark for at føde. Resten af året befinder de sig på dybt vand, så muligheden for at snorkle med disse store, tunge hajer har kun et lille, åbent vindue i kalenderen i maj hvert år. Jeg har med jævne mellemrum besøgt denne bugt de sidste 20 år og fra at svømme med hele 50-60 store hajer for 20 år siden, så jeg kun 12 hajer sidste gang, jeg var der for nogle år siden. En af hunhajerne havde en krog og en stykke line hængende fra munden – et bevis på årsagen for det reducerede antal. Hajer fiskes desværre også i Middelhavet, hvor de får skåret finnerne af og bliver dumpet tilbage i havet. En trist og hel ufattelig tragedie. En hajfinne består af brusk – og man får altså ikke en større tissemand af at spise dem, de kurerer ikke kræft eller andre sygdomme og der er næsten ingen næring i hajfinnesuppe. Kinesere: Stop nu med at spise den forbandede suppe!

Vi kan altså konkludere, at man ikke behøver at bekymre sig mere om hajer, når man svømmer i havet på Costa del Sol, end når man bader i havet hjemme i Skandinavien, hvor der også er mange forskellige hajarter. Faren for at blive angrebet i Spanien er statistisk set uhyrlig lille, og mange dykkefirmaer opererer dagligt langs kysten med mange dyk, uden at de nogensinde har set hajer under vandet langs Costa del Sol.

Jeg ville ønske, at vi kunne se flere hajer her, da de er utrolige, fascinerende skabninger, men vi må nok længere væk. Jeg har selv dykket og svømmet med hajer mange steder i verden, inklusiv med hvidhajer i Sydafrika. Men man må nok bare glemme at komme til at opleve noget lignende i Spanien!

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.