Er vi klar til at kæmpe for vores vand?

Det er blevet et af sommerens helt store samtaleemner – og bekymringer. Alle ved, vi mangler vand. Alle ved, der skal handles. Men det er langtfra alle, der ved, hvem der skal gøre hvad og hvorfor.

Årets høst har været forfærdelig, der er ikke længere vand i bruserne på flere strande og tusindvis af boliger har ikke vand i nattetimerne. Vandrestriktionerne tager om sig. De rammer flere og flere og bliver hårdere og hårdere – særligt hvis der ikke falder regn i de kommende måneder.

Der peges på afsaltningsanlæg som løsningen på tidens vandmangel. Det er det sikkert også, men det er lettere sagt end gjort. Lad os gå lidt i dybden med det store maskineri.

De enorme anlæg

Der findes to udbredte teknikker, når der skal produceres ferskvand gennem afsaltning af havvand. Den mest udbredte, og bedst egnede, til et land i Middelhavsområdet hedder omvendt osmose (Reverse Osmosis). Her presser man med stor kraft saltvandet gennem en membran, der kun tillader vandmolekylerne at passere. Metoden kræver kraftige pumper og er energikrævende, da vandet skal tvinges gennem membranen mod det osmotiske tryk. Da energiforbruget afhænger af saliniteten, er denne metode meget strømkrævende – særligt når man afsalter vand fra Middelhavet, som indeholder masser af salt. De nyeste afsaltningsanlæg er dog delvist drevet af solenergi der reducerer driftsomkostningerne.

Det fælles ansvar

Det er den enkelte kommune, der er ansvarlig for tilførslen af vand til byens husstande og alle offentlige anlæg. Det sker næsten altid via et helt eller delvist kommunalt ejet selskab. I Málaga hedder det f.eks. Emasa. Fuengirola har Gestagua, i Marbella hedder det Hidralia og i Nerja hedder selskabet Aguas de Narixa. Hver kommune har sin administration og tager sine beslutninger. Det er derfor, der over sommeren på Solkysten har været vidt forskellige restriktioner byerne imellem.

Det er dog ikke kommunernes ansvar at sikre vandtilførslen til den enkelte kommune. Det er Junta de Andalucía i Sevilla, der skal sikre infrastrukturen og logistikken, så vandet kommer frem til kommunerne. Det er også derfor, det er Junta de Andalucías ansvar at få bygget og finansieret afsaltningsanlæggene. Det tager tid og er en stor mundfuld – særligt økonomisk.

De ømme punkter

Tidens moderne afsaltningsanlæg koster på den forkerte side af de 100 millioner euro – plus vedligeholdelse og driftsomkostninger. Det er hér, skoen klemmer. Alle spanske regioner, herunder Junta de Andalucía, kan bede regeringen i Madrid om hjælp, hvis opgaven er særligt vigtig, og man ikke føler, man selv magter at løse den. Her har Juan Moreno & Co. ikke været for stolte til at bede om hjælp. Juntaen har talt med Madrid, og hjælpen kommer – på et eller andet tidspunkt. I Madrid klemmer skoene nemlig også. Alle ved dog, at man ikke længere har råd til at vente. Der skal investeres i nye, store og moderne afsaltningsanlæg. Nok så opsigtsvækkende har man allerede 700 (!) anlæg monteret jævnt fordelt over hele landet. De er desværre næsten alle utidige, meget små og kan kun forsyne samlet otte millioner borgere. Vi er i dag 48 millioner i Spanien plus en masse turister, et landbrug og en industri, der også har hårdt brug for vand. Så der er lang vej igen – også for miljøet. Flere eksperter – ikke miljøaktivister – udtrykker nemlig bekymring for de store mængder salt, som hældes tilbage i havet fra afsaltningsanlæggene. Det skader havfloraen og kan skade dyrelivet. Endnu et ømt punkt.

Tid til omstilling

Alle er enige om, det hele unægtelig ville være lettere, hvis det bare kunne regne noget mere. Men (næsten) alle er også enige om, at det ikke længere nytter blot at krydse fingrene og vente. De kommende måneder bliver skæbnesvangre for fremtiden.

Grundpillerne for fremtidens afsaltningsanlæg skal sættes, og ressourcerne skal anvendes med omhu. Samtidig skal vi andre vise evne til omstilling. De kommende måneder kan stå på lynbad, daglige timer uden vand i hanerne og pulterkamre, der omdannes til private reservelagre af kildevand.

Vi har brug for masser af regn og nye afsaltningsanlæg. Nu.