El caminito del Rey set fra oven – en spektakulær vandretur

Landskabet på vestsiden af El Caminito del Rey er helt forrygende flot, og det er fascinerede at stå og kigge ned på alle menneskene på caminitoen oppe fra de højder, hvor gribbene flyver rundt. Turen er på 9 km. ud og hjem med 450 højdemeter, og der er to måder at gå den på: den nemme og den svære. Man bestemmer naturligvis selv. Men faktum er, at turen får 7 stjerner ud af 5 mulige for naturskønhed og vertikale gys. Tag med ud og oplev den spanske natur når den er allermest storslået.

Ruten hedder ”Las Buitreras” (sted hvor man fanger gribbe) og vi så rigtigt nok en masse gribbe svæve rundt i luften. De er majestætiske fugle med kæmpestore vingefang og jeg vil antage at de tilhører arten El buitre leonado (den løvefarvede grib). De er brune med et hvidt hoved og ser pæne ud.

For at komme frem til ruten kører man mod Ardales og når man har passeret byen, kommer der et skilt på højre hånd, hvor der står: Caminito del Rey, acesso norte. Vores rute starter samme sted som Caminito del Rey, så man parkerer bare som om man skal gå caminitoen. Vi parkerede på P2, som er den, der ligger tættest på. P afgift er 2 euro.

Vi fatter nu vores vandrestave som er helt uundværlige på de stejle stier, vores madpakker, og masser af vand. Turen endte med at tage 6 timer inkl. pauser, så tag godt med proviant og vand med. Husk også noget let overtøj, for det kan være koldt oppe i højderne.

Vi starter med at gå hen til den tunnel, som alle der skal gå caminitoen skal igennem og det skal vi også. Tunnellen er fint oplyst, men den er smålang så den er ikke noget for folk med tendens til klaustrofobi. For enden af tunnellen går vi til højre ligesom alle de andre, men efter et par hundrede meter går der en bred sti opad til højre, og det er den, vi skal tage. Vi stiger nu langsomt men sikkert opad og lægger mere og mere afstand til stien dernede. Det mest imponerende landskab åbner sig for os jo højere op vi kommer. Det ligner lidt landskabet i El Torcal, men uden de pudsige klippeformationer. Men her er det som om landskabet begynder at omfavne en, ja, man føler sig mere og mere opslugt og indlemmet i naturen.

Foran os tårner en klippeformation op og den rager højt op over landskabet. Fra vores nuværende vinkel ligner den et får, der ligger og blunder. Vi kalder den Lola, for det skal får jo hedde. I virkeligheden hedder Lola Pico del Convento (Klosterklippen), men da der er langt herfra til et kloster, er det jo helt misvisende.  

Inden længe kommer vi til et lille plateau, og her fortsætter vores sti til højre og nu bliver den helt smal. Men inden vi træder ud på den, skal vi gå lige ud ca. 100 meter for at komme hen til et udsigtspunkt, hvorfra vi har et superfint vue ned over caminitoen dernede. Vi kan både se jernbanen, floden, selve stien og broen der går over slugten. En stor grib svæver tæt forbi og vil sikkert checke, om den har udsigt til et fedtholdigt måltid.

Heroppe fra beundrer vi det 7-stjernede landskab og er bare megaglade for, at vi tog ud på denne uforglemmelige tur. Vi lister tilbage til plateauet og fortsætter ad den smalle sti, som går opad mod en pas højere oppe. Men nu er Lola forsvundet og er forvandlet til et rumvæsen, ja med lidt god vilje ligner det Darth Vader. Men det lader vi os ikke afskrække af, og lidt senere er han forsvundet, for klippen ændrer hele tiden udseende afhængigt af vinklen.

Lidt længere fremme har klippen en stor åben hulning og til vores skræk ser vi, at en person kravler rundt oppe i hulningen, hvor det går vildt stejlt ned. Men han kommer dog i sikkerhed kan vi se, og gyser lidt over disse vovehalses færden.

Når vi kommer op til passet, åbner et helt nyt landskab sig for os, og vi tager det hele ind med stor beundring, for uendeligt flot er det. Efter et lille stykke ligeud-sti kommer vi frem til en rampelignende formation på venstre side, og vi ser at skrænter går stejlt ned på begge sider af rampen. Den er pænt bred, så der en ingen gys på færde, men småstejl er den jo og op skal vi. Stien tager os op til toppen af Pico de Almorchón som ligger i 663 moh. Vi tager det hele i stiv arm og når vi vender os om, har vi et flot kig udover de mange embalses (vandreservoirer), der forsyner Malaga by med brugsvand.

For enden af stien står vi på Pico de Almorchón, og vi beundrer den flotteste udsigt man kan tænke sig. Vi kigger ned imod El Chorro, hvor el caminito ender, og med lidt god vilje kan vi skimte den gamle melfabrik, som nu er hotel La Garganta, hvor jeg har spist flere gange og tilmed overnattet. Efter denne stjernestund tager vi stien henad til højre og kan nu nyde et langt stykke der går lige ud. Vi går oppe på en bjergryg med stejle skrænter på begge sider, men ryggen er bred og vi finder snart en stor flad sten, hvor det er passende at indtage vores frokost. Mens jeg gumler tænker jeg med gru på nedturen, for når man er gået 450 højdemeter op, skal man jo også 450 højdemeter ned igen, og min erfaring med nedstigninger er ikke den bedste: de er ofte meget stejle of fyldt med småsten som gør, at man let kommer i skred. Og selv med stave kan det være en udfordring at klare nedstigningen uden at glide, skvatte eller falde.

Men efter vores frokost fortsætter vi ufortrødent, og kun ca. 100 m. længere fremme starter nedstigningen. I starten er stien så stejl, at vi overvejer om det er lettere at gå udenfor stien, men det er det ikke. Det bliver nok bedre længere fremme, tænker vi, men det gør det ikke. For inden længe er vi ude på en umanerligt stor klippe, som med et utal af forskellige former udgør vores ned- sti.  Eller rettere: der ER ikke nogen sti, men et utal af varder viser vej. Når det ser allermest stejlt ud, plejer jeg at sætte mig ned og rutsje på bagen, for så kan man ikke falde, kun få slidt sin buksebag. Vi forsøger at zigzagge ned over megaklippen, men det er ikke altid let at finde fodfæste, så vi sveder pænt og må hjælpe hinanden med udstrakte hænder. Heldigvis er mine to ledsagere 10 år yngre end mig, så det bliver mest dem, der hjælper med at få mig ned. Efter en lang og sej kamp er vi heldigvis nede alle tre uden skrammer, men den nedstigning er nok det næstværste jeg har prøvet i mit liv. Hvad det værste er, taler vi ikke om.

Vi er gået efter ruten ”Las Buitreras” som Bent fandt på Wikiloc og den kan ses og downloades her: https://www.wikiloc.com/hiking-trails/circular-mirador-de-las-buitreras-pico-convento-sierra-de-almorchon-ardales-malaga-04-02-2023-125057697

Vi kom altså til at gå den svære rute så, dem der har deres liv kært, gør bare det, at de, når de har spist frokost på klippen, så vender de snuden rundt og går tilbage den vej, de kom op. Denne sti var nemlig nem at følge og ikke alt for stejl. Den går gennem den smukkeste del af landskabet og er en del bedre for nerverne end turen ned over megaklippen. Men her er valget jo frit, så man gør bare, hvad der passer til ens temperament.

Lad det være sagt her til sidst, at denne rute er en af de smukkeste jeg har bevandret i Spanien. Så afsted med jer.