Det danske magasin i Spanien
De livsvigtige vitaminer og mineraler

De livsvigtige vitaminer og mineraler

I disse måneder holdes der sommerferie i store dele af verden. Her i Spanien mødes folk fra nær og fjern, og luften svirrer med mange charmerende tungemål. Der kysses og krammes med ekstra stor glæde, fordi det nu igen er muligt at se sine kære. Ofte glemmes alle forsigtighedsregler i overstrømmende kærlig overstadighed.
Derfor vil denne artikel handle om vigtigheden af at tage vitaminer, – også- og måske særligt i disse sommermåneder for at dit immunsystem forbliver stærkt.

Vitaminer og mineraler er livsvigtige, men fra sundhedsmyndighederne drejer udtalelserne sig næsten altid om sygdomme i stedet for sundhed.
Det er sjældent at høre tale om vigtigheden af vitaminer og mineraler for vores velbefindende og ikke mindst til styrkelse af vores  immunsystem. Ofte siges det som forsvar, at selve  betydningen af diverse kosttilskud ikke er dokumenteret, men den holder ikke i dag. I dag foregår der megen seriøs forskning og beviser for vigtigheden af de rette nutrienter.

Det var et kosttilskud ved navn Bio-Strath der nu hedder Strath, der var den indirekte årsag til, at jeg skiftede branche fra syge- og sundhedsplejerske til at arbejde med komplementær medicin, som jeg kalder mit nuværende arbejdsfelt.
Hvordan ovnstående skete var, at jeg sent startede min uddannelse som sygeplejerske, samtidig med, at jeg havde 3 små børn og en meget travl mand i lederstilling. Jeg var ved at køre træt i min uddannelse, hvilket blev bemærket af en venlig og fremsynet sygeplejerske, der en dag trak mig hen i et hjørne, og hviskede, at hun kunne se, hvor træt jeg var. Hun anbefalede mig derfor at købe en flaske Bio-Strath. Normalt havde jeg kun overbærende skuldertræk overfor al såkaldt alternativ behandling, men jeg var så udkørt, at jeg var parat til alt, hvad der blev forslået mig.
Jeg suste ned i byen og købte en flaske Bio-Strath og ila. 4 dage vente bøtten. Jeg blev glad, latter og koncentration fik igen indpas hos mig sammen med en masse energi og livsglæde.

Således blev min nysgerrighed vakt, og det bragte mig til det, jeg stadig fuld af entusiasme arbejder med i dag.

Selvfølgelig er det vigtigste, at spise sundt og godt, men desværre er de fleste madvarer, vi køber, konventionelt dyrkede og forarbejdede, hvilket logisk påvirker madens indhold af vitaminer, mineraler og diverse sporstoffer. Jeg oplever til daglig, at mange mennesker er totalt forvirrede om, hvordan de skal forholde sig til indtagelse og nødvendigheden af vitaminer og mineraler.
De offentlige ”sundhedsmyndigheder” negligerer behovet for de rette tilskud af vitaminer. Folk fortæller ofte, at når de har bedt om vejledning fra deres læge omkring vitaminer og mineraler, lyder svaret ofte: ” Når du bare spiser sundt, får du nok i din daglige kost”….hvor de så har den oplysning fra? Så vidt jeg er orienteret, uddannes kommende læger stadig ikke særlig meget i den vigtige betydning, vores mad og kosttilskud har.
Personligt føler jeg, at vi i høj grad burde orienteres om, hvordan vi med de rette nutrienter har mulighed for tage vare på os selv, så vores krop, livsglæde og immunsystem holdes i bedst mulige form.
Min personlige mening er, at hvis vi blev oplyst om vigtigheden af de rette tilskud, kunne megen sygdom undgås eller formindskes.

Kosten

Det er vigtigt, at du selv tager ansvaret for at spise ordentligt. Med det mener jeg, at du så vidt muligt spiser økologisk med overvejende uforarbejdet mad suppleret med vitaminer og mineraler, så har du det bedste mulige forsvarssystem. Selvom du evt. har en travl hverdag, kan det sagtens lade sig gøre at spise sundt. Jeg selv er med årene blevet mere og mere opmærksom på vigtigheden af min kost med tilskud af de rette vitaminer mineraler og andre kosttilskud. Selvom jeg har en travl hverdag, lægger jeg en overordnet madplan, og gør indkøb én gang ugentlig. Således har jeg altid de produkter hjemme, jeg har brug for.

Undgå alle sukkerholdige fødemidler. Det nedsætter dit immunsystem. Jeg elsker til gengæld en god uopvarmet honning. Jeg tror på honningens helbredende egenskaber. Da jeg har en sød tand, findes der som regel en honningmad i min daglige kost. Jeg har mange forskellige slags honning i mit skab. Manuka honning af høj koncentration har en specielplads i skabet, og bliver som oftest brugt, hvis en halsbetændelse eller anden infektion truer. Har jeg fået et genstridigt sår, bliver Manuka honning lagt på med et stykke gaze over. Det har udvirket mirakler for mig, der er født rødhåret og hele livet haft en sart hud.

Jeg er nærmest afhængig af min foodprocessor. På den laver jeg alle mine yndlings rå salater ila. ingen tid. En råkost, der hører til mine favoritter, er en kombination af rødbeder, æbler, gulerødder, løg samt, hvis der er flere blade på min grønkål, der står i en urtepotte udenfor døren blandes der også et par blade af den i.  Vupti  så jeg har en fantastisk velsmagende råkost, der bliver smagt til med en dressing af god olivenolie og en masse frisk presset hvidløg.
Resten af råkosten bruges i æggekagen dagen efter. Det giver både god smag, og gør den ekstra appetitlig med de skønne farver fra råkosten.

Mange krydderurter indeholder også en masse vitaminer og mineraler. Selvfølgelig er det allerbedst, hvis du dyrker dine egne krydderurter. Er det ikke muligt så sørg for at få dem økologiske. Mange gode grønsager er også rige på vitaminer og mineraler f.eks. mange kåltyper så som grønkål, men også kartofler, auberginer, agurker, tomater, ærter og rødbeder er gode.
Du kan evt. lave din egen vitamindrik. Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Mangler du inspiration, findes der mange opskrifter på nettet, ligesom der findes flere bøger med opskrifter på vitaminholdig drikke.

Vitamin og mineraltilskud

Jeg er meget opmærksom på at holde mit immunsystem så godt og stærkt som muligt.  Hver dag tager jeg selv et bredt spektrum af vitaminer mineraler og andre kosttilskud.

  • Jeg anbefaler alle at tage et godt multivitamin/mineralprodukt dagligt. Sørg for at få et produkt af høj kvalitet. Markedet for vitaminer/mineraler er broget, men følg din mavefornemmelse og få evt. en snak med din helsekostforretning. Sørg for at få et produkt med let optagelighed.
  • Suppler gerne med ekstra C-vitamin. Vi ved alle sammen fra vores skolelærdom, at mangel på C-vitamin kan føre til skørbug, men forskere har gennem årene opdaget, at C-vitamin har utallige og beskyttende funktioner. Bl.a. beskytter C-vitamin mod åreforkalkning og således også på hjerte/karlidelser.
  • B- vitaminer, der også er vandopløselige ligesom C-vitaminerne, består af en række B vitaminer med forskellige funktioner. Mange mentale eller psykologiske problemer kan være, fordi der er specielle behov for et eller flere af B-vitaminerne. Imidlertid må du være opmærksom på, at doseres et enkelt B-vitamin, kan det føre til mangel på de andre B-vitaminer. B-vitaminerne bør derfor altid tages i en kombination, Du kan evt. tilføje et bestemt B-vitamin i en periode.
  • Mangel på D-vitaminer kan være fatal for vores immunforsvars evne til at beskytte os, idet det styrker immunsystemet markant. Vi ved, at især mange ældre er i underskud af D-vitaminer, hvilket giver dem øget risiko for at sygdom kan udvikle sig. D-vitaminet kaldes også for solskinsvitaminet, idet vi selv kan danne D-vitamin gennem huden ved hjælp af sollys, men som oftest ikke nok.
  • Selen er især vigtig for forebyggelse og udvikling af hjertekar sygdom og åreforkalkning. Undersøgelser har bevist at Selen taget sammen med Q10 har bedret hjertefunktionen hos forsøgspersoner, og graden af dødsfald blev reduceret. Selenindholdet i vores jord er her i de vestlige lande meget lave.
  • Magnesiumunderskud er et af de mest udbredte mangler i vores vestlige verden. Der ses især en mangel hos ældre, hvilket kan medvirke til at vise sig som knarvornhed. At mangle magnesium kan også føre til dårlig hukommelse. Andre mangelsymptomerne kan vise sig som kramper, overfølsomhed overfor lyde, muskelsmerter, søvnløshed, svimmelhed, migræne.
  • Listen over de vigtige vitaminer og mineraler er næsten uendelig. Jeg er begrænset af pladsen, og ovenstående er bare ment som en appetitvækker og inspiration til at tage dine kosttilskud også i denne sommertid, hvor du måske er lidt lemfældig med din kost og drikkevaner.

Tips

Du kan styrke dit immunforsvar på mange måder. I øjeblikket tales og skrives om, at mange af de gammelkendte urteteer har en beskyttende effekt  på immunsystemet. Nogle af de kendte er mælkebøtte, fennikel, stjerne anis, m.fl. En ny gammelkendt urt er kommet i søgelyset. Det er Pine needles der indtages som en urtete. De nævnte urter indeholder den lige nu så omtalte Shikimic syre der hjælper til at maksimere dit immunsystem. Der er refereret til at Pine needles virker som en antioxidant, styrker hjertet og cirkulation, forbedrer synet og lindrer luftvejslidelser. 
Hvidløg bør også være en del af dit husapotek. Hvis du bruger rå hvidløg, så sørg for at få dem økologiske. Du kan også købe dem som kapsler af god kvalitet.
Sørg også for at tage tilskud af Omega 3. Omega 3 er et godt hjælpemiddel både til hjerne, hjerte og hele din almentilstand. Du skal helst sørge for at få omega 3 hver dag.
En god nattesøvn er vigtig for, at vi fungerer godt i hverdagen. Der findes flere velsmagende urteteer, der kan hjælpe dig til at sove godt.

Du ønskes en rigtig dejlig sommer med masser af glæde, sjov, sol og dejlige oplevelser.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.