Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg tror, vi alle sammen ved, at C-vitaminer er livsnødvendige. Alligevel synes jeg, det er som om betydningen og vigtigheden af C-vitamin er sat lidt i skyggen af alle de andre spændende kosttilskud, der er fremme lige nu. Derfor har jeg denne måned valgt at sætte fokus på dette mirakuløse vitamin.

Lidt historie

For 200-300 år siden vidste søfolk, at når de havde været på havet mere end en måned, viste de første tegn på den frygtede sygdom skørbug sig ofte. Symptomerne var blødninger i huden, sår der ikke helede, opsvulmede blødende gummer, løse tænder der faldt ud, blodkar der bristede, hævede ben og fødder sammen med træthed, muskel- og knoglesmerter samt manglende appetit. Det anslås, at mellem år 1500 og frem til år 1900 døde 1 million søfolk af skørbug.

I 1773 opdagede den skotske flådelæge James Lind, at skørbug hos mandskabet kunne forhindres med citronsaft.

C-vitamin er bl.a. nødvendig for at vi kan danne carnitin og noradrenalin. Carnitin er nødvendig for musklerne, så det var måske derfor, at søfolkene blev så trætte. Noradrenalin har betydning for humøret, hvilket måske også forklarer det triste humør ved skørbug.  

Linus Pauling

Nobelpristager, kemiker Linus Pauling regnes for at have været en af de største videnskabsmænd nogensinde. Han foreslog, at C-vitamin kunne kurere en forkølelse. Han understregede, at det var vigtigt at begynde ved de første symptomer.

Han anbefalede helt op til 18 gram dagligt, som han selv tog i sine sidste leveår. Linus Pauling døde af kræft i 1994 i en alder af 93 år. Han mente selv, at han havde udsat sin død med mindst 20 år ved at tage vitamintilskud, især store doser C-vitamin, som han hævdede kunne overvinde enhver sygdom og forlænge livet.

Nyresten

Visse eksperter fraråder dog, at man tager mere end 1 gram C-vitamin dagligt. De påstår, at der ikke kan udelukkes en lille øget risiko ved store doser.

C-vitamin er askorbinsyre, og spiser du meget askorbinsyre bliver urinen sur. En forsker Irwin Stone har sagt, at det er godt, fordi det hæmmer dannelsen af det opløselige calciumphosfat, der kan føre til nyresten.

Men en modstander Michael Briggs siger, at der også findes nyresten af det uopløselige calciumoxlat, og hos nogle mennesker stiger calciumoxalat ved indtagelse af 4 gram askorbinsyre eller mere dagligt. Hos sådanne mennesker fremmes dannelsen af nyresten. Det regnes med, at de udgør ca. 5%.

De to former for sten er de to almindeligste former for nyresten.

Hvis du har haft nyresten, og gerne vil vide hvilken slags nyresten, du danner, kan du få lavet en analyse, når du har kvittet den første sten, så ved du, hvor du står og kan måske nøjes med 500 mg C-vitamin dagligt. Er du nervøs for at få nyresten kan det antageligt undgås ved samtidig at spise magnesium og B6.

Individuelle behov for C-vitaminer

Den officielle anbefaling af C-vitamin er 75 mg dagligt, til kvinder og ammende anbefales 85 til 100 mg dagligt.

Jeg tror, at denne officielle anbefaling er alt for lav i vores daglige liv. Jeg tror mindst, vi må have mellem 200-300 mg dagligt. Jeg tror sagtens, man kan gå højere op. Jeg tager selv 2 gram dagligt.

Det er selvfølgelig individuelt, hvor meget C- vitamin du skal tage. Der kan være mange situationer, hvor der kan være et øget behov, f.eks. er du ryger bruger du 25 mg C-vitamin for hver cigaret. Du har også et øget behov, hvis du drikker meget alkohol, er stresset, eller ved større klima belastninger både ved kulde og hede, eller hvis du spiser p-piller eller er en stor slikmund. Også hvis du arbejder med skadelige stoffer, må du være opmærksom på et øget C-vitaminbehov. Det samme gælder, hvis du er en stor sportsudøver.

Hvorfor det er vigtigt med C-vitamin

Nogle forskere mener, at mange af os lider af uopdaget og usynlig C- vitaminmangel, der berøver os noget af vores ungdommelighed og mindsker folkesundheden. Amerikanske undersøgelser har vist, at en fjerdedel af den amerikanske befolkning ikke får den daglige minimale dosis C-vitamin, der er nødvendig for de basale biologiske funktioner.

Jeg tror, at også på vores breddegrader får mange for lidt C- vitamin især i de sidste vinter- og første forårsmåneder, indtil de nye kartofler og frisk frugt begynder at komme frem.

Kroppen kan lagre 1500 mg i ca. 3 måneder. Hvis der ikke i mellemtiden tilføres C-vitamin, begynder mangelsymptomerne, idet vi mennesker ikke selv kan danne C-vitamin i modsætning til dyrene. Derfor bør du sørge for at få daglig tilførsel af C-vitaminer. Vær opmærksom på at C-vitamin tabes ved opvarmning og lys samt dybfrysning og konservering.

C-vitamin er en stærk antioxidant, der beskytter cellemembranerne og medvirker til forebyggelse af aldring og kræft samt virker livsforlængende. Linus Pauling mente, at ved at spise mellem 3-12 gram C-vitamin dagligt, kan livet forlænges med 2-18 år.

En undtagelse er dog en sjælden sygdom nemlig hemokromatose (Genetisk jernforgiftning). Her bør man tale med en læge, inden du begynder med C-vitamintilskud.

Fakta

  • C-vitamin indgår i ca. 300 kemiske processer i kroppen.
  • C-vitamin er nødvendig for at lave bindevævskollagen, der holder kroppens celler sammen. Det er især vigtigt for knogler, tænder og brusk.
  • Du må have C-vitamin for at have et godt immunsystem, idet det beskytter mod virus, bakterier og andre skadelige mikroorganismer.
  • 5 gram C-vitamin fordobler antallet af lymfocytter. C-vitamin regnes for et naturligt antihistamin, og kan med fordel bruges både forebyggende og behandlende ved allergianfald.
  • C-vitamin er nødvendig for optagelse og udnyttelse af A-vitamin, E-vitamin, kalk, jern, zink kobber, folsyre og flere aminosyrer.
  • C-vitamin er nødvendig ved sårheling, og høje doser menes a have en smertestillende og beroligende effekt.
  • C-vitaminer er en afgifter af mange skadelige stoffer, bl.a. tungmetaller, medicin, heroin mm.
  • C-vitaminer har også en stor betydning for sædkvaliteten. Det har vist sig, at mænd der tager 200 mg C-vitamin dagligt opnår en bedre beskyttelse af sædcellerne. En undersøgelse blandt ufrugtbare mænd viste, at de genvandt deres frugtbarhed bare ved at tage 200 mg C-vitamin daglig.
  • C-vitamin har også en gavnlig indflydelse på hjertet. Det kan medvirke til at sænke blodets indhold af LDL-kolesterol (det dårlige) og øge HDL-kolesterol (det gode). C-vitamin er samtidig med til at gøre blodet mere letflydende og sænke blodtrykket.
  • Det er bedst at tage dine C-vitaminer 3-4 gange i løbet af dagen i stedet for en stor dosis om morgenen. Så snyder du cellerne, fordi det meste så udskilles gennem urinen.

Forskellige former for C-vitamin

Hvis du anvender store doser C-vitaminer, kan det give mavekneb især hos mennesker med en følsom mave eller en tendens til mavekatar eller mavesår.

Du kan undgå mavebesværet ved at bruge C-vitamin som brusetabletter, eller tage C-vitaminet efter maden. Der findes også gode syreneutrale C-vitaminer.

Store doser af C-vitamin kan give diarre. Det kan undgås, hvis du langsomt arbejder dig op til den ønskede store dosis. Skal du ned i dosis, så gør det ligeledes gradvist.

Store doser i længere tid kan give en kemisk blærebetændelse, der skyldes irritation af blæreslimhinden. Der kan i sådanne tilfælde bruges et syreneutralt C-vitamin.

Bruger du store doser C-vitamin, kan det være godt at bruge kalcium-ascorbat, der ikke giver syregener som askorbinsyre.

En del C-vitaminer er tilsat bioflavonoider, der beskytter C-vitaminet mod iltning og forstærker C-vitaminets virkning op til 20 gange. Bioflavonoider er som regel rutin, hyben, citron mm.

Nogle C-vitaminer er lavet således, at det frigives langsomt over 12-24 timer.

Sidste nye på C-vitaminfronten er liposomale C-vitaminer. De siges, at absorberes lettere og er bedre til at hæve blodets niveau af C- vitamin mere effektivt, fordi C-vitaminet er omgivet af liposomer (visse fedtstoffer). Ligesom andre C-vitamintyper regnes det ikke for at være farligt at tage i store doser.

Ved enkelte meget syge personer kan C-vitamin tilføres direkte i blodet. Det bruges særligt til folk med kræft og med alvorlige kviksølvsforgiftninger. Det skal gives af en læge, der er specialist i disse injektioner. Erfaringerne på dette område er desværre endnu ikke så stort.

C-vitaminrig kost

Når du laver mad, så vær opmærksom på at C- vitaminet ødelægges af luft, lys og varme, lagring, konservering, og hvis du evt. vinteropbevarer grønsager.

Frisk frugt og friske grøntsager er de bedste kilder til C-vitamin. Selvom du tager tilskud så husk også på vigtigheden af at spise frugt og grøntsager der er fyldt med andre antioxidanter, som er med til at holde os friske og sunde.

Mad, der indeholder store mængder C-vitamin, er spansk peber, mange tropiske frugter, der ofte indeholder store mængder C vitamin, hyben, peberfrugter, appelsiner, citroner, grape meloner, papaya, jordbær, kiwi, broccoli, blomkål, grøn mango, tomater, kartofler. Spis gerne 5 portioner om dagen, hvori ovenstående indgår. Der findes også lidt i nødder, frø, mælk, kød og fisk.

Husk! Alle sukkerholdige fødemidler f.eks. læskedrikke, slik, kager må undgås, hvis du ønsker at udnytte dit C-vitamin indtag, da ovenstående forringer C-vitaminets mulighed til at forbinde sig til cellerne, da pladsen, hvor det skal optages, i stedet er optaget af sukkeret.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa