På den anden side: Er Det Engelske Snit gået helt af mode?

Finansielt stof bliver hurtigt kedeligt læsestof – også for mig. Alligevel bed det sig fast i mig, at det velkendte varehus El Corte Inglés to gange i løbet af de sidste tre år har været igennem en omgribende omfinansiering af sin gæld. Sagen fik ikke den store spalteplads, givetvis fordi det ikke interesserer den brede befolkning, men jeg nærlæste artiklen to gange. Og min værste frygt for et af landets mest glorværdige erhvervseventyr er desværre ved at blive en realitet. 

Vel er varehusets ledelse næppe den mest kompetente. Det til trods undrer det alligevel, at dybt fortrolige interne dokumenter i utide lækkes til pressen. Det er dokumenter, der nu sort på hvidt slår fast, at 25 af koncernens 93 varehuse skal lukke. Banco Santander vil ikke længere holde hånden over det hæderkronede varehus. Det er altid så forbandet let at være klog på andres vegne og – endnu lettere – at være bagklog. Det sagt, så er El Corte Inglés en solstrålehistorie om, hvor godt det kan gå, når man ved, hvad man vil. Og tilsvarende er det skrækhistorien om, hvor galt det kan gå, når en ledelse snubler over hinanden og ikke ved, hvilken vej man skal gå.

Der er flere milepæle i El Corte Inglés’ historie. Det vigtigste er uden tvivl i 1966, hvor Isidoro Álvarez sætter sig i direktørsædet. Han sad der imidlertid kun ganske få minutter ad gangen. Han var nemlig typen, der altid var på farten og havde det bedst, når han befandt sig i sine varehuse blandt sine kunder og sit personale. Og fart fik han sat på familieforetagendet – specielt i 80’erne. Her formåede Isidoro Álvarez at slå de fem milepæle i varehusets eksistensgrundlag fast: kvalitet, service, udvalg, specialisering og garanti. Tilsvarende fik han slået fast i spaniernes bevidsthed, at i El Corte Inglés kunne man få det hele. Det kunne man også, og tilmed var det godt. Det var feel good at handle i El Corte Inglés – særligt hvis man havde varehusets kontokort, som gav gratis parkering og rentefri betaling over 30, 60 og 90 dage. Det var nytænkning dengang, som faldt i god jord. Da det gik bedst for varehuset havde tolv millioner (!) spaniere det attraktive kontokort. Både spanierne og de udenlandske turister ville handle i El Corte Inglés. Og bankerne ville hellere end gerne handle med Isidoro Álvarez. Det ville de faktisk helt frem til hans død i 2014. Siden da har det været hip som hap. Det gamle varehus er nemlig blevet gammelt efter det kom på yngre hænder. En kedelig familiestrid blandt arvtagerne har medført, at El Corte Inglés nu har haft tre ledere på blot fem år. Hver leder er gået sin vej, og derfor er varehuset ikke kommet nogen steder. Flere varehuse trænger til en kærlig hånd, eller et facelift om man vil. Der er store huller i markedsføringen og, værst af alt, har man på online-fronten været helt bag om dansen. Først sidste år fik El Corte Inglés for alvor sin webshop etableret. Man har mistet fem år til konkurrenterne. Tidligere var det lige omvendt.

I løbet af de næste år lukker 25 varehuse og 8.000 medarbejdere skal ud at finde nyt arbejde. Det er grå tider for det tidligere så kulørte varehus.  

El Corte Inglés – Det Engelske Snit – skal omdesignes. Der er ingen anden vej frem.