Ubrique, Benaocaz og El Salto del Cabrero

Ubrique, Benaocaz og El Salto del Cabrero ligger i El Parque Natural de la Sierra de Grazalema, som er en fantastisk naturpark beliggende vest for Ronda og nord for Gibraltar. Naturparken er kæmpestor: 534 km2 (= ca. en femtedel af Fyn) og breder sig over dele af både Málaga og Cádiz provinserne. Parken er en del af det bjergmassiv, der tilhører Andalusiens ”rygrad”: La Cordillera Subbética. Parken er spækket med interessante udflugtsmål, der er et rigt dyreliv og masser af vandrestier. Vandrestien GR 7 (som går fra Gibraltar til Andorra) løber gennem parken. Grazalema er det område i Andalusien, der får mest regn, for her møder vinden fra Atlanterhavet den første ”barriere”, som betyder, at luften afgiver sin væde. Derfor er naturparken en frodig, grøn oase.

Naturparken Grazalema er et eldorado for naturelskere. Her findes store skove af korkeg, vilde kløfter, smukke dale, høje bjergtoppe (El Pico del Pinar er 1657 m.), fantastiske vandrestier, enorme søer (embalses) og store vidder. Desuden er der arkæologiske rester fra både romerne og araberne, samt nogle meget fine og hyggelige byer, så der er nok at komme efter. Faktisk burde man bruge mindst en uge på at vandre eller køre rundt i naturparken. Men vi er taget på en weekend tur og har udvalgt to fine byer samt en interessant vandretur.
Vi valgte at køre til Ubrique via Gaucín. Derfor drejede vi fra motorvejen lidt syd for Estepona (afkørsel 142) og tog vej A 377 mod Gaucin. Efter Gaucín kommer man ud på en meget smal skovvej (camino forestal), som snor sig gennem en meget smuk skov af korkeg. Her var korkhøsten i gang, så der lå kæmpestore bunker kork langs med vejen. Et betagende syn. Vejen var nærmest mennesketom, og selv om det gik langsomt fremad, var vi alligevel glade for, at vi var taget denne vej, for det er en smuk tur, som går lige lukt gennem naturparken.

Vi har bestilt værelse på Hotel Sierra de Ubrique, og da hotellet ligger i udkanten af byen, er det let at finde. Det er et ret nyt hotel, med fine forhold til rimelige priser. Et dobbeltværelse koster 60 eller 70 € afhængigt af om det er lav eller højsæson. Se www.hotelsierradeubrique.com Hotellet er et ”jagt –tema” hotel, så der var ”pyntet op” med gevirer alle steder – ja selv lamperne var lavet af gevirer. Det var lidt specielt, men hotellet var veldrevet med en venlig og opmærksom betjening, så vi var godt tilfredse.
Nu skal vi ind og se Ubrique. Byen er ældgammel og ligger tæt på den by, som romerne grundlagde i det 1. århundrede med navnet Ocuri. Ocuri blev grundlagt ved et strategisk pas på vejen fra Gibraltarstrædet til Rondabjergene, og var en stor og betydelig by i romertiden med alt hvad dertil hører: columbarium (begravelsesrum for urner), offentlige bade, cisterner, veje, forum, huse og mindre pladser. I dag er alt i ruiner.
Ubrique derimod, er en levende by, som ligger smukt med ”ryggen” lige op ad en stejl klippevæg. I det 8. århundrede kom araberne, og dermed startede en rig periode i byens historie. I ly af fæstningen ”El castillo de Fátima” skabtes der fred og velstand i byen. Byens ældste kvarter kan beses i ”el casco antiguo”. Her er der smalle gader og en del gamle kirker. Især er La Iglesia de San Antonio flot. I den gamle bydel er der en hyggelig plads med en fin kilde fra 1727.
I dag lever byen mest af lædervarer, så hvis man står og mangler et par nye sko eller en ny håndtaske, er det en god idé at aflægge byen et besøg, for her vrimler det med butikker med lædervarer til rimelige priser. Det ser ud som om velstanden stadig præger byen, for her var der liv og glade dage. Hundredevis af glade mennesker hang ud på cafe’erne på gågaden, og der var en munter og højrøstet stemning. Det var her, det gode liv blev levet – det var tydeligt at se.
Besøg byen på www.ubrique.es

Efter besøget i Ubrique ville vi ud og se resterne af den gamle romerske by Ocuri, som ligger ca. 3 km. udenfor byen. Men her blev vi skuffede, for det hele var lukket – måske fordi det endnu ikke er færdigudgravet. Imidlertid kan man se en fin video om byen og dens historie ved at Google Ciudad romana de Ocuri.
Heller ikke resterne af El castillo de Fátima er tilgængelige for offentligheden, for borgen er i dag på private hænder, og man skal have gode kontakter for at få lov til at aflægge borgen et besøg. Der er for øvrigt ikke andet end ruiner tilbage, så attraktionen er nok begrænset.
Derimod er byen Benaocaz et besøg værd. Benaocaz ligger ca. 6 km. udenfor Ubrique, og det er en lille landsby med kun ca. 1000 indbyggere. Byen blev grundlagt af araberne, og man kan stadig se de ældste arabiske kvarterer i byens ”parte alta”. Her kan man se ruiner af de gamle gader og huse, som i den sidste del af arabertiden tjente som forsvarsværker mod de kristne. Byen ligger på La Ruta Arqueológica de los Pueblos Blancos og har betydelig historisk interesse –derfor findes der også et nyt historisk museum i byen. Nedenfor ligger den nye bydel, som er hyggelig og charmerende med en livlig central plads. Da byen ligger på en skråning, er der en flot udsigt over landskabet fra El Mirador, som ligger tæt på torvet. Byen er lidt af et trækplaster for vandrere, for her starter en interessant vandretur til El Salto del Cabrero (gedehyrdens spring).
I udkanten af Benaocaz kan man se resterne af en romersk vej, og det er også her, at der er bygget en ”hytteby”, bestående af 10 hytter, som man kan leje. I hytterne er der plads til 4-6 personer samt køkken og bad. Desuden er der en stor ”hytte” med reception, restaurant og bar. Der er også svømmepøl. Komplekset blev åbnet i 1995, og blev dengang betragtet som en avanceret form for ”ruralt hotel”. Se www.loschozos.com Priserne er rimelige midt på ugen, men i ”los puentes” er de ret pebrede, så vi valgte ikke at bo der.

Til gengæld er vi glade for vores hotel i Ubrique, for vi er blevet vel modtaget og maden er god. Vi spiser dejlig aftensmad på hotellet under de bizarre gevirlysekroner, og da vi skal betale næste morgen lyder regningen på 50 € per mand for overnatning, drinks med tapas, aftensmad og morgenmad. Det må siges at være rimeligt.
Nu skal vi ud på vores vandretur til El Salto del Cabrero. El salto er et naturfænomen, hvor en kløft har skåret sig ned mellem to lodrette klipper. Derved er der fremkommet et ”spring” eller mellemrum på ca. 50 meter. Ifølge legenden er navnet opstået, fordi en gedehyrde (cabrero) engang sprang de 50 meter fra den ene klippe til den anden med en kop gedemælk til sin syge søn uden at spilde så meget som en enkelt dråbe mælk. Det var jo godt klaret, men nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Hvorom alting er, så er turen hen til El Salto en superfin vandretur på ca. 10 km. frem og tilbage. Turen starter i Benaocaz i den vestlige del af byen. Her ser man et skilt med El Salto del Cabrero, og så er det bare om at følge stien. ”No tiene pérdida”. I starten går stien ovenpå en meget gammel brobelægning, som er ret ujævn at gå på. Snart passerer vi en gammel stenbro, og nu følger stien nogle indhegninger, hvor der går massevis af sorte grise. De løber frit rundt og ser glade ud, og spiser tilsyneladende kun det, de kan finde i jorden: agern. Mon de en dag skal blive til sortfodsskinker? Det tror vi.
Efter et par kilometer går det opad, men da det kun er ca. 100 højdemeter, der skal overvindes, er det det rene barnemad. Vi kommer nu op på et plateau, hvorfra der er fin udsigt bagud til Benaocaz. Stien går hen over plateauet et par kilometer, og mens vi går her, ser vi masser af gribbe af arten Buitre Leonado (den løvefarvede grib). Faktisk er det imponerende, hvor mange gribbe der svæver lydløst over vores hoveder og af og til kommer ganske tæt på.
På et tidspunkt kommer vi ned i en lavning, som er omkranset af stengærder på alle sider. Her skal vi ned til venstre, for der ligger El Salto. Hvis vi fortsætter lige ud, kommer vi efter yderligere ca. 12 km. til Grazalema via El Puerto del Boyar. Det må vi prøve en anden gang.
El Salto skal beses fra skrænten, som går nedad mod El embalse de los Hurones og hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt ud over landskabet. Vi må gå et par hundrede meter, inden vi kan se ”hullet”. Der er en stej skrænt lige der, hvor vi går, men vi finder en fin klippe, hvor vi kan sidde og beundre dette naturfænomen. Der flyver en masser leo’er rundt over vores hoveder, og på denne ualmindeligt skønne oktoberdag med høj himmel, ingen skyer, ingen vind og 25 grader er det svært at bliver sur på livet. Vi spiser lige vores madpakker, inden vi må drage tilbage til Benaocaz, hvor bilen venter på at tage os hjem igen. Vi tager turen over Ronda hjem, og således opmuntrede glæder vi os endnu engang over Andalusiens overflødighedshorn af spændende udflugtsmål.