Sierra Norte, Cazalla de la Sierra og Las Navezuelas

Sierra Norte er den tredjestørste af de 24 naturparker, der findes i Andalusien, og den ligger helt oppe nordøst for Sevilla og grænser op til Extremadura. Parken er på 1.775 km2 – det er mere end en tredjedel af Fyn og der er en skøn, afvekslende natur med bjerge, bølgende bakker, søer (embalses), floder, vandfald og masser af egetræer. Hovedbyen er Cazalla de la Sierra, som er en charmerende lille by med masser af storke – på hvert et tårn er der en storkerede. Floden Huéznar løber smukt gennem landskabet, og langs med floden er der en ”via verde” – en nedlagt jernbane, som man kan vandre på. Lige syd for Cazalla ligger der et skønt ruralt hotel lige midt i den betagende natur. Hotellet hedder ”Las Navezuelas”, og det var et pionerhotel for ”turismo rural” da det åbnede – i dag er der mange af slagsen, men da det åbnede i 1987 var det en nyskabelse. Her midt i det bølgende landskab ånder alt fred og ro – man er fjernt fra verdens larm. Hotellet er rustikt og bærer præg af, at det er en ombygget bondegård, hvor man dyrkede oliven og holdt sortfodsgrise. Her er vi rigtigt kommet langt ud på landet.

Der er ret langt til Cazalla de la Sierra – man skal beregne ca. 3 timer fra Málaga. Men så er man også kommet helt der ud, hvor kragerne vender, og hvor der sjældent kommer en turist. Her finder vi det helt ægte, uforfalskede Andalusien med al den ukunstlede bondecharme og uberørte natur, man kan ønske sig. Man kan køre igennem naturparken i halve timer uden at se et hus og uden at møde en bil. Se mere om denne spændende naturpark på www.sierranortedesevilla.es.
For at komme til Cazalla kørte vi først ad motorvejen mod Sevilla, men drejede af i Estepa mod Écija. Her skal man holde et vågent øje med sit landkort, for det ser ud til, at de er løbet tør for vejskilte så langt ude på landet. I Écija var der ikke et skilt, men vi fandt dog vejen mod Palma del Río. Her krydser man den vældige flod Guadalquivir, som betyder ”den store flod” på arabisk. Nord for floden drejer man til venstre mod Lora del Río og herfra er der skilte mod Cazalla. Las Navezuelas ligger et par km. syd for byen, og der er et skilt ude ved vejen A 432. Se www.lasnavezuelas.com.
Da priserne for overnatning er ret rimelige på Las Navezuelas, havde vi valgt at tage en suite – den kostede 75 euro pr. nat inkl. morgenmad, men så havde vi også både soveværelse, stue og en dejlig privat vestvendt terrasse. På gården er der også værelser og hele huse, som man kan leje. Der er et skønt pølområde med appelsintræer og en frugthave, som ligger lige ud for restauranten, hvor man hver aften kan få en dejlig hjemmelavet menu – tilberedt af ”mor” selv. Hver aften blev stjernerne tændt, og da vi her er langt væk fra byernes lys, er det en stjernehimmel, som jeg sent vil glemme.

Den hyggelige restaurant i Las Navezuelas.

Der er mange muligheder for vandreture i Sierra Norte, og på hotellet kan man få en fin brochure med 13 ture. Vi vælger først og fremmest at tage en tur langs med den smukke flod Huéznar, hvor der er en 19 km. lang tur ad en gammel kvægdriversti, som derefter går over i en nedlagt jernbane. Man finder frem til Via Verde ved at køre igennem Cazalla og dernæst videre ned til Estacion de Cazalla y Constantina. Lige når man kommer over floden, starter stien på venstre hånd.
Det er en sand lise at vandre langs med floden, som er meget smuk med et bugtende løb og en fantastisk frodighed. Vi går hen til den lille ø Isla Margarita, hvor der er picnic steder. Herefter vender vi om, for der er så meget andet vi skal se.
Jernbanen blev bygget i 1800 tallet, da man i stor stil begyndte at udnytte de betydelige jernforekomster, man havde kendt til lige siden romernes tid. Man anlagde derfor en by til minearbejderne – og den kom til at hedde Cerro del Hierro. I mange år udvandt man jernmalm fra den åbne mine, og malmen blev sendt med en dertil bygget lille jernbane ned til hovedlinjen ved Estacion de Cazalla y Constantina. Derfra blev malmen sendt til Sevilla, hvorfra den med skib blev sendt til Glasgow. Minen var nemlig ejet af en skotsk / engelsk selskab, som udvandt jernen i højovnene i Glasgow. Minen blev lukket i 1985, og jernbanen blev forvandlet til en skøn vandre- og cyklesti.

Vi skal op og se Cerro del Hierro, og på vejen passerer vi landsbyen San Nicolás del Puerto, hvor floden fremviser nogle fine vandfald. Lige ved indkørslen til byen ser man et skilt, der viser hen til Las Cascadas del Huéznar. Her parkerer man og går de par hundrede meter hen til de fine vandfald. På vejen ud af San Nicolás i retning af Cerro del Hierro er der endnu et skilt, der viser hen til flodens udspring – el Nacimiento del Huéznar. Her springer floden i bogstaveligste forstand op af jorden, fordi der er så mange vandførende lag i de karst formationer, som undergrunden består af.
Oppe i Cerro del Hierro er der lavet et nyt informationscenter for besøgende, som fortæller om de helt fantastiske bjergformationer, som er skabt af vandet. Det er også lige her, at man udvandt jernet, så man har brudt malmen lige midt i de skønne vilde klipper. En meget fin vandretur går rundt om hele karstlandskabet. Turen er på 2,5 km, og tager ca. 45 min. Hvis man har lyst til en længere vandretur, kan man tage rundturen El Rebollar på 8 km.
Men vi vil også helt ud til kanten af Andalusien, så vi kører til byen Gaudalcanal og derfra op til passet, der fører ind i Extremadura. Her starter der en skøn sti på La Sierra del Viento, og her kan man vandre på højderyggen, der adskiller de to provinser, mens man har en fabelagtig udsigt til begge sider.
Fra Guadalcanal kørte vi tilbage til Cazalla ad A 3300 og mere øde og vildsomt bliver et landskab vist ikke.

Plaza Mayor i Cazalla med kirken.

Tilbage i Cazalla er vi på udkig efter kaffe og kage, men ak – det er jo ikke et kageland vi her befinder os i. Vi må nøjes med at bese den fine plads Plaza Mayor og beundre storkenes høje aktivitesniveau. De er ganske enkelt ved at etablere en rede oppe på kirkens tag og bakser rundt med smågrene og strå. Der er en storkerede på hvert et tårn, så her kan man få sin lyst styret efter at se disse herlige kæmpestore fugle. Måske er de lige landet fra Ægypten for at yngle her ved vådområderne ved Huéznar.
Næste morgen skal vi bese et lidt specielt kloster, der ligger ved km. 2,5 på vejen mellem Cazalla og Constantina. Klosteret blev for år tilbage købt af en dame, Carmen Ladrón de Guevara, som satte sig for at forvandle den ruinhob, som klosteret var, til et hotel. Det var unægteligt lidt af et projekt, og det har utvivlsomt kostet både knofedt, sved, tårer og masser af penge. Hvorom alting er, så er klosteret i dag forvandlet til et specielt hotel, hvor værelserne ligger i de gamle munkeceller, og hvor kirken er omdannet til et kunstgalleri. Det gør et specielt indtryk at se en kæmpestor kirke, der er blottet for religiøse symboler. Her hænger moderne kunstværker på væggene, men ellers er rummet helt tomt. Hele klosteret er stadigvæk lidt ufærdigt at se på, men det er nok en del af charmen. Man kan komme ind og se klosteret for 5 euro, så man behøver ikke at overnatte der for at se det. Den statelige Carmen tager selv imod i porten og er meget glad for besøgende. Der var ganske mange overnattende gæster da vi var der, og det ser ud til at klosteret er blevet lidt af et udflugtsmål for velhavende mennesker fra Sevilla og Madrid. Et dobbeltværelse koster 100 euro. Se www.cartujadecazalla.com.
Således opmuntrede kører vi videre mod Constantina, som har et meget fint og velbevaret araberkvarter, der ligger lige nedenfor resterne af den gamle araberborg. I byens nordlige ende (ved feriapladsen) starter endnu en fin vandretur ”Los Castañares” på 7 km, og den kan vi lige nå, inden vi vender næsen hjemad mod kysten efter sådan en herlig tur ud i Andalusiens ukendte bondeland og vilde natur.