Laudrups kropssprog siger en del.
Reaktioner og spekulationer over Michael Laudrup
Det er dagen derpå. Dagen efter at Michael Laudrup sagde op som cheftræner for RCD Mallorca, hvilket skete i kølvandet på fyringen af hans assistenttræner, Erik Larsen. Reaktionerne på Laudrups opsigelse er mange. Den lokale avis, Diario de Mallorca, skriver, at ”Laudrup smider håndklædet” efter 14 måneder i klubben.
I aftes blev de to parter, klubben og Laudrups agent, enige om at annullere kontrakten. Ifølge bl.a. futboldesdemallorca.com får Laudrup ved sin aftrædelse lidt under halvdelen af sin løn frem til kontraktens egentlige afslutning den 30. juni 2012. Det skulle svare til omkring 700.000 euro. Ifølge Diario de Mallorca underskrives finiquitoen i dag.
Tilsyneladende vil han de næste ni måneder ikke kunne påtage sig et trænerjob hos én af de andre spanske klubber, det forhindrer en klausul i regelsættet omkring professionel fodbold. Så vil danskeren fortsætte sin karriere som træner, må det i hvert fald i den periode ske udenfor Spanien.
Men det er ikke sikkert, at han alligevel ville have en strålende karriere i vente. Han brød kontrakten med Getafe, og har nu gjort det samme med Mallorca, og det ser ikke godt ud på et CV, selv ikke et, som er guldrandet efter årene som spiller i FC Barcelona og Real Madrid.
Landstrænerjobbet hjemme har han endnu engang afvist, uden at give en begrundelse.
Da La Danesa besøgte Michael Laudrup på Mallorca for omkring et år siden, gav han udtryk for, at både han og hans hustru stortrivedes på øen, så måske bliver de der, uanset at han ikke længere er træner for øens Liga-hold.
Læs interviewet med Michael Laudrup her (LINK: http://www.ladanesa.com/component/content/article/41-profiler/2932-et-interview-med-michael-laudrup-og-bortset-fra-fodbold)
Nadal skal lede Mallorca
Det bliver sandsynligvis hjælpetræner Miguel Ángel Nadal – Rafael Nadals onkel – der de næste dage skal sidde på RCD Mallorcas bænk. I første omgang gælder det lørdagens kamp ude mod Osasuna.
Det er dog ledelsens intention at søge efter en ny træner udenbys. Blandt kandidaterne er Joaquín Caparrós og tidligere landstræner, nu 73-årige Luis Aragonés.
Lille El Hierro giver anledning til store bekymringer.
Evakuering på El Hierro: frygt for vulkanudbrud vokser
53 personer er foreløbig blevet evakueret på El Hierro, hvor jordrystelserne fortsætter og hvor frygten for et vulkanudbrud stiger.
Evakueringen, som foregik sent i aftes, blev iværksat af De Kanariske Øers lokalregering og beskrives som præventiv. De evakuerede kommer fra de mest udsatte områder omkring El Lunchón, Pie Risco, Los Corchos, Las Puntas og Guinea, og de fleste af dem har foreløbig indkvarteret sig hos familie eller venner, enkelte i en sovesal på en skole.
I dag er flere af øens skoler lukket, det samme er en af tunnellerne.
Lokalregeringen gør opmærksom på, at selvom man har valgt at foretage disse præventive træk og bibeholde alarmberedskabet i gult, forventer man ikke, at vulkanen, Lomo Negro, vil gå i udbrud lige med det samme.
Marín Lara (th.) føres bort af politiet.
Tidligere borgmester i Ronda anholdt
Fire personer blev anholdt i går i Ronda, da politiet invaderede og beslaglagde rådhuset.
Blandt dem er byens tidligere borgmester, Marín Lara, og tre forhenværende medlemmer af det daværende socialistisk ledede byråd.
Aktionen kom næppe som en overraskelse, og politiet har da også undersøgt påstandene om korruption i bystyret i over et år. Politiet beslaglagde også det kontor, hvor kommunens afdeling for byplanlægning har til huse.
Marín Lara og de andre er nu tiltalt for korruption, bestikkelse og hvidvasking af penge. I første omgang er det i forbindelse med en grund på 25.000 m2, der var afsat til et stadion, men som det daværende byråd i februar besluttede at sælge til en supermarkedskæde.
Den nuværende borgmester, María Paz Fernández, stod i går frem for at understrege, at medlemmer af det nuværende, PP-ledede byråd ikke er mistænkte.
Acosols bestyrelse under gårsdagens møde. For bordenden Margarita del Cid, formand for Mancomunidad.
Vandselskabet på Costa del Sol vil spare fire millioner euro årligt
Bestyrelsen i vandselskabet Acosol, der hører under kommunernes sammenslutning Mancomunidad de Municipios de la Costa del Sol Occidental på den vestlige del af Costa del Sol, vil sikre sig, at selskabet ikke taber penge i år. Det vil i så fald være første gang i otte år.
Formanden for Mancomunidad, Margarita del Cid, meddelte efter et bestyrelsesmøde i går, at man var blevet enige om fremover at spare fire millioner euro hvert år. Bestyrelsen tæller flere af Kystens borgmestre, som det ses på billedet.
Pengene skal spares indenfor administrationen. Der skal skæres ned på antallet af selskabets biler, telefonforbrug o.l., altså områder, der ikke har med selve vandforsyningen at gøre, men som forhåbentlig vil forhindre, at vores vandregninger får én på tuden.
Rafael Nadal er utilfreds med arbejdstiderne.
Tennisherrerne truer med strejke
Først strejkede fodboldspillerne i ligaen, og nu er det de mandlige tennisspilleres tur til at beklage sig over deres forhold og true med at nedlægge arbejdet.
Utilfredsheden begyndte at ulme under US Open og var anført af Rafael Nadal. Regn plagede turneringen flere dage, og de beskyldte organisatoren, USTA, for at kalde dem på banen til at spille et par bolde, for dermed at undgå, at publikum skulle udvandre og kræve billetten refunderet.
”Det er altid det samme. Der tænkes kun på pengene,” sagde den mallorquinske spiller, som mener, at USTA bør investere i overdækning a la Wimbledons hjemmebane på All England.
Nu er spillerne så utilfredse med det stramme program, de mange turneringer, som de skal deltage i. De føler sig udnyttede og ubeskyttede, og de overvejer at strejke, foreløbig i forbindelse med Masters 1000-turneringen i Shanghai, det asiatiske højdepunkt, som spilles den 9. – 16. oktober.
De vil have medindflydelse i forbindelse med turneringerne, og hvad der sker i deres sportsgren. Det vigtigste punkt lige nu er den tid, de bruger på turneringerne. F.eks. begyndte Nadals sæson i år den 2. januar, og han kan forvente tre ugers ferie, afbrudt af Davis Cup-finalen imod Argentina i begyndelsen af december, før han igen skal begive sig til Australien. Resultatet ses ofte, når spillerne fortsat presser sig selv for at blive på toppen, og skaderne så i stedet begynder at plage. Som det skete i 2008, hvor Nadal måtte trække sig i Shanghai.
De nuværende regler dikterer, at de 30 spillere øverst på ATP-listen skal spille de fire Grand Slam, otte Masters og ATP-finalen, hvis de kvalificerer sig. En spillers ranking er udregnet ud fra resultaterne i disse turneringer, og de fire bedste resultater i ATP 500-turneringer og mulige 250. En af 500-turneringerne skal spilles efter US Open.
Rafael Nadal har indtil nu tjent 43 millioner dollars på sit spil – plus reklameindtægter m.v., og han burde måske kunne klare mosten, som så mange andre har gjort det før ham. Men det må ATP og ITF nu tage stilling til.
WTA ændrede programmet for omkring 10 år siden, så kvindernes sæson slutter den 7. november.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001