Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Erik Larsen, her til venstre, forlader bænken på Mallorca.

Laudrups assistent fyret
RCD Mallorca fyrede i går Michael Laudrups assistent i klubben, Erik Larsen.
Han havde tidligere på dagen kritiseret sportsdirektøren og hovedaktionæren, Lorenc Serra Ferrer, bl.a. havde Larsen kaldt ham et ”dårligt menneske” og sagt, at han ikke behandler alle andre i klubben ordentligt, til den danske sportsportal sporten.dk. Det blev for meget for klubbens ledelse, heriblandt formanden, Jaume Cladera, og under et bestyrelsesmøde i går eftermiddags besluttede man slet og ret at afskedige Larsen.
”Ingen institution, ingen klub kan tillade, at en medarbejder taler sådan om et medlem af ledelsen,” sagde formand Cladera i forbindelse med offentliggørelsen af bestyrelsens beslutning.
Erik Larsen har fulgt Laudrup i hans trænerjobs i Getafe, Spartak og nu Mallorca, hvorfra de to foreløbig skal gå hver sin vej.
Michael Laudrup er fortsat cheftræner i klubben. ”Intet bestyrelsesmedlem ønskede at fyre Laudrup,” bekræftede Cladera.
Hans fremtid ser dog ikke specielt lys ud, og selv regner han stadig med at blive fyret, før kontrakten udløber.


Kong Juan Carlos modtager statsministeren i La Zarzuela.

Spaniens regering trådt af
Satsminister José Luis Rodríguez Zapatero opløste i går kongressen og senatet.
Efter en kort pressekonference begav han sig til kongepaladset Palacio de La Zarzuela, hvor han formelt tog sin afsked hos kong Juan Carlos.
Dermed er alt skyts rettet mod valget den 20. november.
Kongressen og senatet samles igen senest den 13. december, og det forventes, at den ny statsminister – Mariano Rajoy eller Alfredo Pérez Rubalcaba – tiltræder omkring den 20. december, altså ca. en måned efter valget.
35.701.969 spanske statsborgere har stemmeret.


Foreløbig et hoved er rullet efter censureringsskandale i det statsejede radio- og tv-selskab RTVE.

Kup mod ytringsfriheden: første opsigelse efter forsøg på at genindføre censur
Den første opsigelse er kommet, efter bestyrelsen for det statsejede radio- og Tv-selskab RTVE forsøgte at indføre censurering af nyhedsudsendelserne.
Den første til at trække sig tilbage er repræsentanten for fagforeningen CCOO, Héctor Maravall, som undlod at stemme i afstemningen om, hvorvidt man skulle ophæve en tidligere beslutning om at tillade censureringen. Kritikere mener, at det ikke var godt nok, at han burde have stemt for en annullering, som repræsentanten for den anden fagforening, UGT.
RTVE’s bestyrelse består også af medlemmer udpeget af de største politiske partier; PSOE, PP, IU, CiU m.fl. Den 21. september vedtog de en censurering, hvormed de selv skulle have mulighed for at gennemse og godkende indslagene til nyhederne, inden de blev sendt. Det skulle gælde både tv og radio.
Kun to medlemmer af bestyrelsen, IU’s og UGT’s repræsentanter, stemte imod i den første afstemning.
Censureringen blev modtaget med en storm af vrede protester i befolkningen, inklusiv journalister og flere politikere, og bestyrelsen blev allerede dagen efter tvunget til at stemme om sagen endnu engang, og da var så flertallet af medlemmerne for at trække beslutningen tilbage.
Både formanden for PP, Mariano Rajoy, og PSOE’s spidskandidat til valget den 20. november, Alfredo Pérez Rubalcaba, var fra starten imod hele konceptet, også selvom deres partifæller i første omgang stemte for.
Fagforeningsrepræsentanten var den første til at forlade sin post, men ledelsen af RTVE’s nyhedsafdeling kræver, at andre må vige, efter forsøget på at genindføre diktaturlignende tilstande i den statsejede radio- og tv-station. Mislykket eller ej, selvudnævnte offerlam Héctor Maravall er ikke nok.


Den ellers så fredelige Plaza de la Merced i Huelva, hvor overfaldet fandt sted.

Racisme bag voldeligt overfald på senegaleser
En mand på 33 år blev i går anholdt i Huelva af Policia Nacional og anklaget for et voldeligt overfald. Politiet formoder, at der er racistiske motiver bag overfaldet på ofret, der kommer fra Senegal, skriver El Mundo.
Spanieren havde siddet på en plads midt i Huelva sammen med en ven, da den 29-årige senegaleser kom over til dem. Den anklagede og senegaleseren kom op at skændes, og det førte til håndgemæng. Spanieren sparkede også senegaleseren og hamrede hans hoved i fortovet, hvilket bl.a. resulterede i åbent kraniebrud.
Vidner, som kort efter hændelsen ledte politiet til den formodede gerningsmand, har fortalt, at de havde hørt ham overfalde ofret verbalt. ”Negro, vete de aquí,” var blandt ordene, der blev citeret.
Senegaleseren ligger nu i koma på intensivafdelingen på hospitalet Juan Ramón Jiménez.


”Fortsæt kampen,” opmuntrer denne graffiti.

ETA-medlemmer stemmer ja til våbennedlæggelse
To tidligere aktive ETA-medlemmer, som har afsonet fængselsstraffe for deres forbrydelser, har netop underskrevet den aftale, som for 10 måneder siden blev forberedt i Guernika af medlemmer af den nationalistiske venstrefløj, abertzale.
Aftalen opfordrer ETA til at sætte en endelig stopper for de voldelige attentater og i stedet arbejde på at opnå et uafhængigt Baskerland ad politiske veje.
Underskrivelsen af dokumentet skete efter en afstemning blandt omkring 700 fængslede medlemmer af ETA. Størstedelen af aktivisterne sidder i dag i fængsel, og de har medbestemmelsesret i organisation. De stemte altså for at imødese abertzalens opfordring.
Den ene af de tidligere aktivister var idømt 30 års fængsel for at have dræbt to mennesker, men alligevel foregik seancen i forbindelse med underskrivelsen under overværelse af ledende medlemmer af abertzale, heriblandt flere fra Batasuna.
Politiet anslår, at omkring 50 aktivister, stadig er på fri fod. Og hvorvidt de er enige, vides ikke, men nu har deres fængslede kolleger sammen med deres politiske talerør lagt pres på dem, og det, mener eksperter, kan efter 30 års vold i Baskerlandet vise sig at være et skridt i retning af varig fred.
Det er også kun et skridt, fordi de fængslede terrorister har beklaget sig over den behandling, de får af den spanske stat, og insisterer på, at de bør løslades og tildeles amnesti. Løsladelsen bør berettiges, mener de, ved at de beder ofrenes pårørende om tilgivelse. Disse punkter kan regeringen ikke godtage,
Statsminister José Luis Zapatero har dog budt underskrivelsen af intentionserklæringen velkommen.


David Seijas, Nariz de Oro 2006, er med på messen.

Landets bedste sommelierer til vinmesse i Torremolinos
Vinmessen Feria del Vino, der afholdes den 12. – 14. november i kongrescentret i Torremolinos, er blevet blåstemplet af to af landet ypperste vinkendere.
Den ene er David Seijas, der vandt prisen Nariz de Oro i 2006, og Ferran Centelles, som samme år blev kåret til landets bedste sommelier. Begge har arbejdet som vinkypere på restaurant El Bulli.
De har nu bekræftet, at de vil være med på messen, hvor de også vil lede et kursus udi vine. Kurset fokuseres på andalusiske vine.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.