Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy, må allerede gå i maskinrummet.

Ingen betænkningstid til Mariano Rajoy
Der bliver ikke nogen betænkningstid til Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy.

For det første angreb markedet i går, kun få timer efter de sidste stemmer var talt op, og Partido Popular var udpeget som valgets store vinder. Det var håbet, at spaniernes valg af en konservativ regering ville skabe optimisme eller i det mindste ro, men på Rajoys første arbejdsdag som kommende statsminister faldt Ibex 35 med 3,48 procent, mens udlånsrenten fortsatte på samme niveau som ugen før valget, ligesom den spanske nationalbank var nødt til at overtage den første bank siden krisens begyndelse, nemlig Banco de Valencia.

Fra flere sider kræves det derfor, at han og Partido Popular snart begynder at melde ud om, hvordan man har tænkt sig at få Spanien ud af det økonomiske kviksand, og hvilke besparelser man vil indføre for at nå målet, som for næste år er et underskud på 4,4% på statens finanser.

”Rajoy har ikke andre muligheder end at meddele, at han indfører en usædvanlig hård sparepakke for at overbevise markedet og hans europæiske partnere om, at Spanien er anderledes end Italien og Grækenland,” citeres professor i internationale forhold José Antonio Sanahuja i El País.

I går undgik Rajoy dog at melde ud, han viste sig ikke for offentligheden, ligesom han ikke tillod, at pressen overværede hans møde med den konservative partigruppe.
Men han har haft flere år til at forberede sig på de mange udfordringer, der ligger foran ham, så selvom han først officielt tiltræder den 20. december – en dato som måske fremskyndes til den 16. december – har han da også allerede nu fundet arbejdstøjet frem. De næste dage mødes han med lederne af de øvrige partier, med undtagelse af den baskiske venstrefløjskoalition, Amaiur, der fik syv mandater, men som Rajoy anser som værende en efterkommer af det forbudte Batasuna.

 


Soraya Sáenz de Santamaria, måske den næste vicestatsminister.

Ministerbrikkerne på plads i december
Mariano Rajoy holder altid kortene tæt på kroppen. Det gjorde han i valgkampagnen, det gør han angående sine økonomiske tiltag, og det gør han også med hensyn til, hvem som skal besætte ministerposterne i den kommende regering.

Foreløbig peges der på to navne. Soraya Sáenz de Santamaría er ansvarlig for den administrative side af den kommende magtovertagelse, og hun forventes at få en nøgleposition, der kan inkludere ansvaret som første vicestatsminister. Cristóbal Montoro, minister under José María Aznar, kunne blive udnævnt til økonomiminister.
Rajoy har i øvrigt spået formanden for PP i Málaga-provinsen, Elias Bendodo, en stor, politisk fremtid, og der kunne være en ministerpost til ham.

Den kommende statsminister har ved flere lejligheder udtalt, at spanierne kan forvente at se erfarne folk på ministerposterne og i andre nøglepositioner, og at de ikke nødvendigvis har deres erfaring fra politik, men fra erhvervslivet. Hvem de er, ved vi dog først med absolut sikkerhed, efter Rajoy har været hos kongen, hvorefter han kan kalde sig statsminister og dermed officielt kan danne regering.


5.000 Apple-aficionados forventes at besøge forretningen på fredag.

Spaniens største Apple Store åbner fredag i Marbella
Den længe ventede åbning af Apple Store i Marbella er nu lige om hjørnet. Arbejdet med forretningen i indkøbscentret La Cañada har ligesom datoen for åbningen været omgærdet med allerstørste hemmeligholdelse, men nu har Apple netop meddelt, at den officielle åbning finder sted på fredag.

Dørene åbnes for Spaniens fjerde og hidtil største forretning i antallet af kvadratmetre, nærmere betegner 1.700, som bliver fyldt udelukkende med æbleimperiets Mac-produkter.

Det forventes at blive et større tilløbsstykke med op til 5.000 kunder og almindeligt nysgerrige, når dørene åbnes kl. 10.00.
Forretningen vil beskæftige omkring 65 medarbejdere.


Delta Air Lines’ Boeing 757-200.

Igen forbindelse til New York fra Málaga
Fra den 2. juni vil der igen være en direkte forbindelse over Atlanten fra Málaga. Det er endnu engang det amerikanske luftfartselskab Delta Air Lines, der genoptager ruten mellem Málaga og New York-lufthavnen John F. Kennedy.

Delta gør opmærksom på, at selskabet fra New York har direkte forbindelser til over 45 destinationer, heriblandt Los Angeles, San Francisco og Atlanta.

Det er den eneste forbindelse mellem USA og Andalusien, hvor man havde håbet, at Delta ville flyve ruten hele året rundt, og ikke som nu blot om sommeren, men det bliver endnu ikke tilfældet.
Selskabet benytter en Boeing 757-200 med 170 sæder på ruten.


Dopet eller ikke? Det skal CAS nu afgøre.

Retssagen mod Contador er startet
Restsagen mod Alberto Contador ved den internationale sportsdomstol CAS startede i går.
23 personer, 10 for appelsiden og 13 for Contador, skal vidne i sagen.
I dag bliver den spanske cykelrytter selv afhørt, og han skal muligvis testes i en løgnedetektor, hvilket han selv har foreslået.

Sagen forventes afsluttet torsdag den 24. november. Hvorvidt Saxo Bank-kaptajnen erkendes skyldig eller ej, offentliggøres først otte uger senere, som er den tid, dommerne har udbedt sig til at overveje sagen.

Madrileneren testede under Tour de France i 2010 positiv for stoffet clenbuterol. Han er tidligere blevet frikendt af det spanske cykelforbund, men den frikendelse blev anket, bl.a. af antidopingagenturet Wada.


Seba Fernández og Álvaro.

Málaga vinder på El Sardinero
Isco, Álvaro og Seba Fernández stod for Málaga CF’s mål i aftes på Racings stadion, El Sardinero, i Santander. Målscorerne for Málaga er nævnt i kronologisk rækkefølge, men den mest nævneværdige er dog Álvaro, da han jo spiller for Racing. Arana stod for hjemmeholdets ene mål til resultatet 1 – 3.
Málaga CF har dermed 20 point og er rykket op på femtepladsen.

 

Champions i aften
I aften spilles femte omgang i Champions League.
Villarreal er i München for at møde Bayern, mens Real Madrid har hjemmebanefordelen mod Dinamo Zagreb.
Begge kampe starter kl. 20.45. Førstnævnte vises på GolTv, mens sidstnævnte kan ses på TVE1.

 

Klassisk opgør i ATP-finalen
Er man mere til sofa-tennis, spilles der som bekendt ATP-finale disse dage i London. Og i aften møder Rafael Nadal såmænd Roger Federer i kvartfinalen. Se med kl. 21.00 på Teledeporte.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.