En god bog- en god start på året

Begynd 2012 med god læsning. La Danesa giver her et bud på tre meget forskellige men interessante bøger, som burde kunne få en plads på en spaniensdanskers boghylde.

Fra Kalif til konge – Nellie Vierhout

“Fra Kalif til konge” giver fantastisk indblik i 1000 års spansk historie fortalt gennem 24 personer, som alle har spillet en væsentlig rolle. Bogen er et galleri af portrætter, hvor personernes livshistorie bruges som vinduer til at se ind i den tid, de levede i. Den er et møde med en anden kultur, fortællinger om mennesket bag historien og historien bag mennesket.

Forfatteren Nellie Vierhout har et dybtgående kendskab til Spanien og spansk historie og kultur. I “Fra kalig til konge” giver hun et farverigt historisk portræt af Spanien, af landets konger og dronninger, helgener og kættere, digtere og malere, conquistadores, der drog ud, og bønder, der blev hjemme.

I bogen kan man fx møde Isabel II og høre om de tanker, hun gjorde sig om sin mand Francisco de Asis. Eller den største kalif af dem alle, Abd al-Rahman III, som i sin dagbog skrev, at han kun var lykkelig 14 af sit lange liv.

Det er også historien om en smeltedigel af kristne, arabere og jøder, om overdådig rigdom og ussel fattigdom, om en gylden tid og et tabt imperium, om stor kunst, blodige borgerkrige og store lidelser, om kærlighed, om diktatorer og demokrater, om et moderne Spanien, der kender dets fortid og har lært af den.

Bogen kan læses kronologisk, fra den første kalif til den sidste konge, men læseren kan også vælge mellem personerne – en kalif, en lejesoldat, en digter, en sømand, en genial maler, en gal konge, en promiskuøs dronning, en romantisk konge eller en af de mange andre.

Bogen, der er rigt illustreret, koster 249 kr. og kan bestilles på www.siesta-forlaget.dk

No Pasarán – af Vittorio Giardino

En tegneserie om Den Spanske Borgerkrig skrevet af italienske Vittorio Giardino, der er født efter Anden Verdenskrig, og altså ikke selv har haft berøring med Den Spanske Borgerkrig (1936-39). Alligevel har han brugt 10 år på tegneserien ”No pasarán”, der finder sted under de spanske rædselsår. I bogens forord skriver Vittorio Giardino: “Ud fra bøgerne, fotografier og film fra den epoke udviklede jeg en idé om, at det havde været en heroisk krig fuld af nederdrægtighed, grusomhed og ubarmhjertighed på begge sider, hvor man for første gang bombarderede byer, og civile blev anset for militære mål.”

”No pasarán” et vidnesbyrd om krigens destruktive kræfter – en fantastisk velfortalt billedhistorie hvor hovedpersonen, Max Friedman, der deltog i den internationale brigade i krigens første tid, skal finde en forsvunden mand, der kæmper mod Francos styrker.

Bogen giver et rystende indblik i borgerkrigens rædsler og beskriver aktørerne på begge sider som værende lige barbariske. Læseren tages med ud på en farefuld færd sammen med den forhenværende hemmelige agent Max Friedman – en fængslende oplevelse.

Bogen koster 250 kr. og kan bestilles hos Forlaget Fahrenheit i København –

fahrenheit@email.dk

Den Politiske Forpligtelse, Det filosofiske fundament for demokratisk stillingstagen – Af Kai Sørlander

Anmeldt af Kristian Alberto Lykke Cobos

– et seriøst forsøg på at give højrefløjens islamkritiske position en rationel stemme, og en højaktuel bog hvis man ønsker at forstå højrefløjens tankegang og argumentation i den danske debat.

I de sidste 10 år har der været meget fokus på den såkaldte kulturkamp. Med indvandringen fra mellemøstlige lande blev spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansk og hvilke værdier Danmark står for, pludselig et hedt debatemne. Dansk Folkeparti løsrev sig fra Fremskridtspartiet og blev stemplet som endnu et ”beskidt” parti, der aldrig ville kunne blive stuerene. Partiet blev dog i mellemtiden stuerent, og aspirerede endda nogle måneder før valgkampen til posten som regeringspartner. Det som aldrig kunne blive stuerent var Danske Folkepartis indvandrerkritiske politik, eller rettere islamkritiske synspunkter. De blev betragtet som radikale og til tider racistiske.

Det er i denne kontekst, at vi skal forstå Kai Sørlanders bog.

“Den Politiske Forpligtelse” er et indlæg i den offentlige debat, hvor forfatteren, selvom han ikke afslører sine partipolitiske sympatier, forsvarer mange af Dansk Folkepartis synspunkter. Dette gør han ikke partipolitisk, med retorik og populisme, som politikere desværre har hang til, men derimod gennem en saglig og velovervejet argumentation. Sørlanders intention er ikke at overbevise folk om, at Dansk Folkeparti er et godt eller stemmeværdigt parti, han stikker dybere, og forsøger at give en filosofiske begrundelse for sine synspunkter. At disse til tider er i overensstemmelse med Dansk Folkeparti skal ikke overfortolkes!

I “Den Politiske Forpligtelse” er det Kai Sørlanders mål at give et forsvar for det sekulære demokrati. Bogen er opdelt i to dele, en teoretisk og en praktisk/historisk. Kapitlerne kan læses i rækkefølge eller hver for sig, og er opbygget meget pædagogisk med krydshenvisninger, så læseren altid kan finde argumentet, som understøtter den generelle påstand, som kapitlet eller afsnittet forsvarer.

I den principielle del af bogen gennemgår han såvel klassiske som moderne filosofiske forsøg på at begrunde det sekulære demokrati ud fra en universel etisk forpligtelse. Modargumentationen er logisk korrekt, men indholdsmæssigt rammer han forbi. I gennemgangen af teorierne opstiller han altid den svageste eksponent for teorien eller teorien i sin mest elementære form. Således kunne enhver teenager pille dem fra hinanden. Hvorom altid er, så er det vigtige Sørlanders eget princip; det etiske konsistenskrav, som han efterfølgende bruger til begrunde et sekulært demokrati. Princippet udarbejder han i en anden af sine bøger, Det Uomgængelige, og derfor argumenterer han kun overfladisk for det. Der efterlader læseren med en tom fornemmelse, især fordi han gentagne gange henviser til sit eget princip som netop uomgængeligt.

Bogens anden del diskuterer som sagt praktiske og historiske temaer. Muhammedkrisen og ytringsfrihed, civil ulydighed og episoden i Brorsons Kirke, kunstens rolle i et demokrati og videnskabens rolle blandt meget andet.

Sørlander mener, at demokratiet har kunnet udvikle sig i Vesten, fordi kristendommen har et større sekulariseringspotentiale end andre religioner. Kristendommen fordrer i sin essens en sekulær stat. ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er”. Jesus ønskede ikke politisk magt. Derimod var Muhammed både den religiøse og politiske leder, og Islams lov skal omfatte alle livets forhold, personlige som offentlige. Dette er essensen i Sørlanders fremstilling af Islam, hvorudfra han igen og igen slutter, at Islam skal holdes på afstand af sekulære demokratiske stater. Det gør han, fordi han mener, at den demokratiske stat kun kan opretholde sig selv, så længe dens individer har en demokratisk bevidsthed, som ønsker at opretholde skellet mellem religion og politik, således at de offentlige sager kan besluttes på basis af rationel diskussion, hvor man holder sine religiøse synspunkter udenfor. Sørlander mener også, at indvandringen skal reguleres i forhold til integrationsduelighed. Hvis man kommer fra en kultur, som har sekulariseringspotentiale, skal man åbne dørene, hvorimod man skal begrænse adgangen for de mennesker, hvis kulturelle værdier undergraver den demokratiske orden, heriblandt de muslimer som nægter at skelne de to ting fra hinanden.

Islamkritikken er en af de allervigtigste søjler i bogen. Ifølge Sørlander er den grundlæggende trussel, at rettroende muslimer for at følge islam er tvunget til at blande politik og religion, da de skal leve efter Sharia-lovgivningen og Koranens forskrifter, der blander politik og religion. Således trues den sekulære demokratiske debat og lovgivningsproces med religiøse argumenter.

Sørlander kritiserer den politiske elite for en lempelig indvandringspolitik, som de fattigste og socialt svageste dele af befolkningen efterfølgende skal kæmpe med. Indvandringen flytter statistisk ind i de fattigste dele af byerne (ghettoerne), hvor de fattigste og socialt svageste i samfundet allerede bor. Med andre ord, de svage bliver svagere, og uligheden stiger. Hvilke konsekvenser der heraf skal drages er en anden sag, men iagttagelsen er god.

Uden mere omsvøb vil jeg anbefale bogen til enhver der ønsker ‘at kende sin modstander’, eller kende argumenterne bag ‘politikken affødt af den sociale indignation man kan føle ved den stadige indvandring og kulturrelativistiske tendenser’. Der er tale om et seriøst forsøg på at give højrefløjens islamkritiske position en rationel stemme, og en højaktuel bog hvis man ønsker at forstå højrefløjens tankegang og argumentation i den danske debat. Formelt er bogen fremragende og yderst pædagogisk, men materielt er argumenterne svage efter min bedste vurdering. Formålet med at læse bogen skal være en af ovenstående anførte grunde.

Bogen koster 299 kr., er udgivet på Informations Forlag og kan købes på www.saxo.dk