Til karneval i Cadiz

Karnevallet i Cádiz er efter sigende en af verdens største folkefester. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da La Danesas udsendte måtte konstatere, at byen ved første øjekast lignede noget, der havde glemt alt om, hvad tid på året det var.

Carnaval de Cádiz 23/2 – 5/3, 2017

Der holder biler parkeret overalt langs Cádiz’ lange paseo, men bortset fra det er der ikke meget, der tyder på, at der er stort karneval i byen. Få mennesker pryder gadebilledet, ingen udklædte, og der er stille, som jeg forestiller mig en ganske almindelig eftermiddag i byen vil være. Det er syvende af den 11 dage lange fest, og jeg begynder så småt at spekulere på, om byen måske er mæt eller bare gemmer de sidste kræfter til weekendens afslutning. En alt andet end feststemt gaditano fortæller mig, at ”der nok skulle ske lidt nede mod rådhuset”, så jeg begiver mig dernedad i håb om at finde bare et sporadisk glimt af den fest, der efter sigende skulle have få ligemænd i verden.

Jeg har gået omkring en kilometer, og selv om jeg har passeret et væld af mennesker, har jeg ikke set så meget som én maske, der kunne tænde håbet om at finde bare en lille fest. I dagens anledning er jeg selv hoppet i komplet cowboykostume fra den lokale Kina-butik, og jeg føler mig nu ærlig talt lidt dum iblandt folk, der i hverdagstøj tilsyneladende er på vej hjem fra arbejde. Frustrationen og skuffelsen er på det tidspunkt enorm, og jeg spekulerer på, hvad der er gået galt, siden mine forventninger i den grad er skudt forbi virkeligheden. I samme øjeblik afbrydes mine tanker af taktfaste slag på en stortromme…

Traditionen stærkere end Franco
Karnevallet i Cádiz kan dateres helt tilbage til det 16. århundrede, hvor idéen blev importeret fra Venedig. Det udviklede sig til en tilbagevendende folkefest, som end ikke Franco-regimet trods vedvarende forsøg formåede at sætte en stopper for. I dag er det verdens tredjestørste – kun overgået af Tenerife og det verdensberømte i Rio de Janeiro – og finder sted hvert år 40 dage inden påske. I år fra 16. til 26. februar. Forberedelserne går dog i gang længe inden, og de første tv-transmissioner fra optrædener på Falla-teateret begynder uger før, den egentlig fest starter. I karnevalsdagene valfarter deltagere fra hele verden til Cádiz, hvor de med lokalbefolkningen forsøger at overgå hinanden i opfindsomme kostumer og forskellige kunstneriske indslag. Det er det, jeg er taget til Cádiz for at opleve.

Lyden af karneval
Jeg følger lyden ned gennem nogle små, tætte brostensbelagte gader, men inden jeg når frem til kilden, giver endnu en sans håb om, at jeg er på vej ind i en karnevalszone. Gaderne er nemlig nu pyntet med lysende klovne og andre karnevalsfigurer, og krydret med trommebeatet, der nu er lige i nærheden, begynder jeg at mærke, hvordan feststemningen er ved at jage den før herskende skuffelse ud af kroppen. Mens jeg beundrer de mange flotte dekorationer, runder jeg et hjørne, og på de to skridt er det som at vade direkte fra gaden ind til ekstranummeret ved en mindre rockkoncert. Foran en lille, tom scene danser, synger og spiller små ens udklædte grupper rundt om siddende cafégæster, der nyder den gode stemning over en øl eller kop kaffe. Nogen er klædt i nazistlignende uniformer med den væsentlige forskel, at hagekorset på armbindet er udskiftet med en musiknode. Andre er klædt i farvestrålende superheltedragter, der formentlig er inspireret af de sene 80’eres og tidlige 90’eres tegnefilmshit Ninja Turtles. Fælles for alle på pladsen er, at munden er strakt i et stort, bredt smil.

Mens jeg står og nyder stemningen, opdager jeg pludselig, at den tromme- og guitarspillende gruppe af nodenazister er ved at slå ring om mig og med fagter og smil opfordrer mig til at danse. I ren refleks og chok over det uventede tilbud kaster jeg mig ud i en improviseret discountudgave af John Travoltas legendariske dans fra Saturday Night Fever. Det må have været et ynkeligt syn, men gruppen klapper og griner bare, og efter et par sekunder kommer de første medlemmer mig til undsætning og danser med. Da jeg først er kommet mig over chokket, er det faktisk en rigtig sjov oplevelse, og vi fortætter vores lidet flatterende hyldest til Tony Manero (Travoltas rolle i Saturday Night Fever) endnu et par minutter. Bagefter byder de på en øl, inden jeg opløftet over endelig at have fundet karnevallet begiver mig videre ned i byen.

Menig mand står for underholdningen
Det virker, som om jeg nu har ramt festens nerve. Gadebilledet er smykket med udklædte mennesker og farverig pynt, som står i skærende kontrast til det syn, der mødte mig, da jeg ankom til byen. Endnu har jeg dog ikke set nogle af de små optrædende underholdningsgrupper, der efter sigende skulle bære en betydelig del af karnevallet i Cádiz’ fundament. Men det kommer jeg til inden længe, skal det vise sig, da jeg kobler mig på en større strøm af mennesker, der synes at bevæge sig i retning af et fælles mål. Og ganske rigtigt. En stor gruppe på flere hundrede mennesker har forsamlet sig foran en lille scene, hvorfra 13 mænd klædt i gult og grønt med enorm energi og engagement underholder med satiriske sange og jokes. Og publikum er solgt. De klapper og griner, og nogen drister sig endda til at råbe inputs eller svare igen på jokene. Det bliver med det samme grebet fra scenen, og dermed opstår en egentlig dialog, der gør forestillingen enormt sjov og fuldstændig uforudsigelig.

Da showet er slut, begiver jeg mig videre ud i byens små karnevalspyntede gader. På de mange torve står mindre scener, som enten er tomme eller ved at blive gjort klar til næste sæt optrædende. Samtidig er de mange udklædte grupperinger så småt er begyndt at forsamle sig på gader og små improviserede scener, hvor de nu underholder som coros (musikere, der spiller mere eller mindre seriøs musik), chigotas (satirisk teater med diverse larmende instrumenter) eller cuartetos (små teatergrupper, der fremfører komiske teaterstykker). De er klædt som munke, burgersælgere, musketerer, skinker (!) eller noget helt femte og fremfører nu deres shows med større eller mindre talent. Nogle har gjort enormt meget ud af setup’et, mens andre blot har en sangtekst og par claves. Begge går de dog til opgaven med stor ildhu, og det er en dejlig befriende at opleve, hvordan tilsyneladende alle typer af mennesker for en stund smider hæmningerne og springer ud som musikere, sangere eller endda stand up-komikere. Det er som sagt ikke alle, der er lige dygtige, men de optrædende bliver på sympatisk vis og uden undtagelser mødt af klapsalver og tilråb, som bidrager til den behagelige og yderst positive stemning, der præger Cádiz’ gader denne aften.

En stor del af karnevalsdeltagerne er udklædte, men det er på ingen måde et krav for at deltage i festen.

Festen, der ikke vil dø
Som aftenen skrider frem, bliver der kortere mellem cigarrygerne, og folk har nu for alvor fundet alkoholen frem i gaderne eller på de stopfyldte barer, ligesom næseborene indimellem opfanger den karakteristiske lugt af ”alternativ tobak”. Det har tilsyneladende givet den i forvejen tårnhøje stemning endnu et nyk opad, og intet tyder på, at festen er på vej i seng, selv om aftenen inden længe bliver til nat. I stedet har festen spredt sig rundt i byen, og det føles næsten som at vandre fra den ene festboble til den anden. Fest, fuldstændig øde gade, fest igen.

Som natten falder på, vælger flere at fortrække til mere afsidesliggende barer, parker eller pladser, hvor festen kører videre i lidt lavere tempo. Andre fortsætter med fuld knald på, og særligt pladsen foran katedralen er stadig tæt pakket af festende og optrædende mennesker, da La Danesas udsendte takker af for denne gang…