Kongesønnen

Fodboldspillere fra den danske Superliga bliver udsat for hårde, men kærlige tacklinger i en ny satirebog, ’Fodboldbrok – En guide til Superligaen’. La Danesa bringer her kapitlet ’Kongesønnen’ om Andreas Laudrup, der spillede på Real Madrids ungdomshold, mens hans berømte far var træner i Madrid-klubben Getafe.

”Nu bliver han ikke til at styre i aften.”
Michael vidste godt, hvad klokken var slået. Kort forinden havde han været vidne til sin yngste søns største triumf i karrieren. Nu bad Ekstra Bladets reporter om en kommentar. Andreas havde lige spillet en hovedrolle i den afgørende kamp om guldet, og for en gangs skyld måtte den levende legende nok finde sig i, at det ville blive Andreas, der rendte med overskrifterne i morgendagens aviser.
Stafetten var givet videre. Den næste Laudrup i rækken efter Finn, Michael og Brian var endelig trådt i karakter og klar til at føre de stolte familietraditioner videre.
Ganske rigtigt flød det over med rosende vendinger i lille Andy Laudrups retning, da familien dagen efter samlede sig om morgenbordet for at rende avisernes skriverier igennem. Sammen var de også, da de efter guldkampen havde fejret Andreas’ store øjeblik, og selvom den nye hovedperson i fortællingen om familien Laudrup forståeligt træt og udmattet var røget i kassen noget tidligere end resten af banden, havde det været en dejlig og festlig aften.

For enden af køkkenbordet denne morgen sad en klatøjet men stolt far og læste højt fra Ekstra Bladets store reportage:
”Hans løbevillighed er lysår over sin berømte fars, og temperamentet kan fænge, selv på en kold og fugtig lørdag eftermiddag. Lynhurtigt var han over chancen og prikkede bolden i nettet.”

Det med løbevilligheden kunne far Laudrup godt have undværet. Det havde jo aldrig været hans rolle at tage de hårde defensive løb. Hans opgave havde altid været at stå for de kreative indslag. Hvorfor bragte avisens reporter dog det på banen? Men hvad gjorde det, tænkte Michael, når nu sønnen samtidig blev rost til skyerne. Så Michael læste videre, mens den lidt generte dreng ved hans side begyndte at rødme over de mange pæne ord.

”Andreas scorede til 1-0 for det sammensatte puslingehold fra Tivoli – et mål, der blev fejret med kys og kram og ‘Mini-Laudrup’ nederst i bunken. Knægten var med til at vinde over et Brøndby-hold, så der var løftede hænder mod hallens tag, da gutterne med Andreas Laudrup i spidsen gik til 3. halvleg, hvor den medbragte Tivoli-julemand uddelte julegaver på forskud og trak sodavand op.”

En dejlig historie.
Men vi ved desværre nu, her i 2012, at Ekstra Bladet måske var en anelse hurtigt ude, da de tilbage i 1998 berettede om 7-årige Andreas Laudrups tryllerier ved en showkamp i en indendørshal ude i Valby. For helt klar til at overtage Laudrup-depechen var lille Andy trods alt ikke. Han forsvandt efter triumfen stort set ude af avisspalterne. Røg ud i glemslen som fodboldspiller. Blev nogle steder helt afskrevet. Indtil han så tre år senere som miniputspiller var med til at vinde DM-titlen for nordsjællandske Søllerød Boldklub. Så blussede det hele op igen.

At Andreas’ karriere fra barnsben af er blevet fulgt så tæt, er naturligvis et udslag af, at fodboldelskere landet over utålmodigt har gransket de mulige arvtagere til Laudrup-imperiet fra det øjeblik Michael og Brian begyndte at levere kandidaterne.

Specielt Michaels to drenge Mads og Andreas har man holdt et ekstra godt øje med, efter Jørgen Leth pustede til utålmodighedens ild med sin film ‘Michael Laudrup – en fodboldspiller’, hvor man ser de to knægte køre en omgang hyggebold med farmand inde på et tomt Nou Camp engang i start-90’erne. Det klip slog det fast for de fleste. Tronfølgen var sikret. Michael Laudrup er det tætteste, man kommer på at blive fodboldmeritroyal, og hans afkom har aldrig været betragtet som kongens egne børn, men snarere gaver som kongen skænkede til folket. Gaver, vi simpelthen ikke kunne vente med at pakke op. Men vente, det kom vi til med Andy.

Efter Tivoli-triumfen og DM-titlen for Søllerød, begynder Andy nemlig først at røre på sig igen, da Michael i 2007 bliver ansat i den lille Madrid-klub Getafe, som hører hjemme ved en motorvejssammenfletning i udkanten af den spanske hovedstad. Parentesen af en Madrid-klub er dog ikke noget for 16-årige Andy, som i stedet bliver engageret af farmands tidligere klub, mægtige Real Madrid. Den danske tronarving i den kongelige klub i Spanien. En god historie, og pressen kaster sig igen over Andy, der ellers render rundt på Reals ungdomshold med mor Siws efternavn Retz på ryggen for at dæmpe al virakken.

Opholdet i Real Madrid bliver dog kortvarigt for Andy, hvis karriere stadig hænger uløseligt sammen med farmands. Michael skriver kontrakt med russiske Spartak Moskva, og Andys tid i Real Madrid er dermed ovre. Med sig har han et håndgribeligt bevis på, at han sammen med Gravesen og en purung Flemming Povlsen, der i 80’erne var på kontrakt med Real Madrid, er den tredje dansker i kongeklubbens historie, der aldrig nåede at slå igennem på klubbens La Liga-mandskab.

”Ude i klubben er der sådan en skraldespand eller kasse med glemte sager, og i den lå et par enorme støvler – størrelse 50 eller noget i den stil. En af mine venner fra holdet råbte: ’Hej, kom her og se!’ Så så jeg, der stod nummer 16, og jeg tænkte: ‘Det er da pudsigt.’ Så tog jeg den op, og der stod Gravesen i bunden,” har Andy fortalt om fundet af de sidste bevismaterialer på den skaldede danskers tid hos Los Blancos.

Gravesen-støvlen tager Andy med sig. Den kæmpemæssige støvle skal senere vise sig at blive central i Andys beslutning for fremtiden. Som en reminder om, at et uovervejet klubskifte kan spolere en hel karriere. Med Michael, Siw og lillesøster Rebecca til Moskva, kan Andy ikke komme, da farmands nye klub ikke må indskrive flere spillere. Så nu står han for første gang helt alene.

Mens resten af familien pakker sydfrugterne, og formentlig også tøj og andre vigtige sager, der er gode at have med til Rusland, sidder Andreas inde på værelset og stirrer på Gravesens gamle støvler, mens han vender og drejer situationen i hovedet. Han stiller sig selv de samme spørgsmål igen og igen. Skal han tage til hollandske Heerenveen, som har vist interesse? Blive og give det et skud mere i Madrid? Er det virkelig muligt, at Graver var helt oppe i en størrelse 50? Timerne går, inden Andy til sidst stiller den symbolistisk tunge og ganske ildelugtende kasserede støvle fra den kasserede vejlenser fra sig.

Han løfter telefonrøret og taster nummeret ind. I den anden ende, er det en cand scient. i idræt med speciale i coaching-uddannet fyr ved navn Kasper, der tager den. Andreas fortæller ham, at han gerne vil komme og spille i Lyngby. Resten er, som man siger, når man ikke orker at skrive resten ud, historie. Først rykker Hjulmand videre fra Lyngby, og siden følger Andy også efter til projekt tikitaka i det forvoksede parcelhuskvarter.
Klimaks indtræffer 23. maj 2012, hvor historien gentager sig selv. Men denne gang er det ikke for et til lejligheden sammensat puslingehold i Valbyhallen, at Andy Laudrup alene igennem prikker bolden forbi keeperen og sikrer sejren, men for FC Nordsjælland i en vaskeægte guldkamp på et propfyldt Farum Park, hvor de H2O-klædte krigere for første gang i klubbens historie sikrer sig det danske mesterskab.

FODBOLDBROK – EN GUIDE TIL SUPERLIGAEN
Lunken suppe og leverpostejsbold
Af Jens Andersen og Steffen Gronemann
320 sider. Pris: 250 kr.
Udkom 29. oktober 2012
Forlaget Turbulenz
Bogen kan købes på saxo.dk