Det danske magasin i Spanien
Godkendelse af energiattest til ejendomme

Huse og bygninger med høj energieffektivitet er en måde at reducere det generelle energiforbrug på og nedsætte det samlede nationale ”carbon footprint” (den effekt drivhusgas har). Et veltilrettelagt hus med ordentlig isolering og en effektiv energifordeling kan reducerer elregningen markant, nogle gange med helt op til 50 procent.
Den europæiske kommission har i lang tid arbejdet på et regelsæt for at fremme energieffektiviteten i bygninger, og i 2002 iværksatte man direktiv 202/91/EU, der drejer sig om bygningers energimæssige ydeevne. Direktivet er blevet ændret adskillige gange og blev endeligt vedtaget med direktiv 2010/31/EU, som vil blive håndhævet i hele Den Europæiske Union. Spanien har gennemført direktivet ved Kongeligt Dekret 235/2013 af den 5. april. Og det trådte i kraft den 1. juni 2013. Lignende love er allerede gennemført i de fleste EU-lande.

Den nye lov om bygningers energieffektivitet
Kort sagt siger loven, at alle ejendomme på markedet, der enten er til salg eller udlejning, skal have en energiattest. Selve attesten klassificerer ejendommens samlede energieffektivitet. Den skala, der anvendes, går fra A til G og svarer til den skala, der bruges for hårde hvidevarer så som køleskabe og vaskemaskiner.
Attesten giver køberen eller lejeren detaljeret information om den pågældende ejendoms energiomkostninger, hvilket det formodes vil blive en vigtig faktor, når køber foretager det endelige valg. I praksis vil den nye energiattest uden tvivl give ejendomme med høj energieffektivitet store fordele, når de skal sælges eller udlejes.
Lige meget hvilken form for markedsføring, der laves af ejendommen, skal det angives, hvilken grad af energieffektivitet ejendommen har (et bogstav fra A til G). Det gælder også løbesedler og hjemmesider. Dette er specielt vigtigt for ejendomsmæglere, da en undladelse kan medføre en bøde.

Hvordan beregnes energieffektiviteten?
I en ejendomsbygning beregnes energieffektiviteten ved at måle den energi, der forbruges hvert år under normale forhold. Der vil blive taget hensyn til det regelmæssige forbrug, der anvendes, såsom varme, aircondition, ventilation, varmt vand og belysning, der er nødvendigt for at opretholde normale komfortable forhold. Eventuelle yderligere installationer, som solpaneler eller vindmøller, vil blive medtaget i beregningen.
En måling af energieffektiviteten vil også afspejle ejendommens ”carbon footprint”, det vil sige mængden af CO2 (i kg). Bygninger, hvor udledningen er under en grænse på 6,8 kg CO2/m2 årligt klassificeres med bogstavet A, den bedste betegnelse. G er det værste, og det gives, hvor udledningen overskrider 70,9 kg CO2/m2 om året.
Det skal siges, at det er temmelig svært at opnå en A-klassificering baseret på de almindelige byggeteknikker (i skrivende stund er der kun en enkelt bygning i Spanien, der er klassificeret med A). Normalt vil ejendomme i Spanien ligge mellem C og E. Vurderingerne vil formentlig blive forbedret, jo flere nye ejendomme der opføres, da nye former for energibesparelser nu indgår i den seneste udgave af den tekniske lovgivning for bebyggelse “Código Técnico de la Edificación”.

Hvem har brug for attesten?
Energiattesten vil være obligatorisk for enhver ejer, der sælger eller udlejer en ejendom. Der er dog flere undtagelser såsom historiske bygninger og monumenter eller fredede ejendomme, samt lejligheder der udlejes i mindre end 4 måneder, fritstående bygninger på mindre end 50 kvadratmeter i anvendeligt areal, religiøse bygninger og bygninger til landbrug eller industri. Certifikatet vil være obligatorisk for nybyggeri og omfattende ombygninger af gamle bygninger.
Bøder for ikke at være i besiddelse af certifikatet ligger fra 300 euros til 6000 euros, afhængig af, hvor alvorlig overtrædelsen er.

Hvordan får man en energiattest?
Der er mange autoriserede virksomheder, der kan udstede attesterne. Ved udstedelsen af certifikatet vil en ekspert besøge ejendommen, hvor han udfører målinger og udfærdiger en rapport. Rapporten vil også indeholde anbefalinger til, hvordan energieffektiviteten forbedres. Attesten vil være gyldig i 10 år.
På nuværende tidspunkt er det svært at anslå de samlede omkostningerne til attesten, men det vil først og fremmest afhænge af bygningens størrelse. I hvert fald skal man regne med, at der vil være et minimum på 150 euros i omkostninger.
På den spanske hjemmeside for Ministeriet for industri, energi og turisme http://www.minetur.gob.es er det muligt at hente programmet ”Calener”. Det er et program, der er frit tilgængelig for alle, og det kan hjælpe dig til allerede nu at vurdere din ejendoms energieffektivitet. Det er ikke et brugervenligt program (det er bestemt for arkitekter og ingeniører), men det kan alligevel være nyttigt.

Af advokat María Teresa Velasco, Velasco Lawyers

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.