Iagttag en kat der strækker sig. Katte er yndefulde og koordinerede. De strækker sig instinktivt for at holde muskler og sener afstemte og leddene smidige. Læg mærke til hvordan katten føler strækket, afprøver spændingen, slapper af, sommertider gaber, mens den fokuserer på strækket.
Vil du bevare en smidig krop, få øget velvære og holde hele kroppen og sindet i god form, så skal du efterligne katten og dens måde at strække sig på. Din krop er på ingen måde skabt til at sidde stille i lang tid ad gangen, og den elektroniske revolution har betydet, at flere mennesker bliver mere og mere inaktive med efterfølgende stivhed i nakke og skuldre, får lændesmerter samt stive muskler og stramme led, som er meget almindelige symptomer på en usmidig krop. Alle disse symptomer er signaler fra din krop om, at noget er galt og du skal være opmærksom.
Hvad vi ved og ikke ved
Strækøvelser øger bevægeligheden og dermed smidigheden i muskler og led, og giver et stort øget velvære, men hvad præcist det er, som bliver mere smidigt, det vides ikke med sikkerhed. Er det musklerne, senerne, bindevævet, smertegrænsen eller noget helt andet. Det har nemlig vist sig, at strækøvelser ikke har nogen effekt på ømheden efter træning, altså på den såkaldte forsinkede muskelømhed (delayed onset muscle sorenes, DOMS), men at strækøvelser giver større smidighed.
Der er dog stadig usikkerhed om effekten af strækøvelser før træningen, altså som en del af opvarmningen. Usikkerheden gælder bl.a. hvor vidt strækøvelserne er gavnlige for fx en løber, svømmer, boldspiller osv. Man mener ligefrem, at det kan skade en sportsmand, at strække ud før træning eller konkurrence. Der er også stadig usikkerhed om, hvorvidt strækøvelserne i en opvarmning forebygger skader i en efterfølgende træning eller kamp. Dette gælder mest meget aktive sportsudøvere og professionelle, som dyrker deres sport på konkurrenceplan. For motionister er der ingen tvivl om, at strækøvelserne har en gavnlig effekt på kroppens sundhed både før, under og efter træning. I mit daglige arbejde som fysioterapeut og underviser i yoga bruger jeg strækøvelser hele tiden og oplever konstant, hvilken fantastisk effekt udtrækning gør for stive og ubevægelige muskler og led. Du skal lytte til din egen krop. Den fortæller dig hvor og hvor meget du har behov for, derfor glem ikke din sunde fornuft og dine erfaringer fra praksis med din egen krop.
Stort velbefindende
Du må ikke glemme det store velbefindende, som de fleste mennesker oplever ved at udføre strækøvelser. Strækøvelser er desuden gode for dine energisystemer i kroppen. Vil du øge energigennemstrømningen i kroppens energibanesystem, er det genialt at udføre strækøvelserne om morgenen, og få sat mærkbar gang i energien. Drik altid vand før og efter dine strækøvelser, også selvom du ikke sveder af at strække ud. Mange mennesker er bange for at strække ud, når kroppen ikke er varmet op – vær ikke bange for det. Du kan strække på både en varm og kold krop, men den varme krop vil dog tillade dig at strække musklerne lidt længere ud.
Stræk – hvor ofte, hvor meget og hvor længe?
Hvis du er hypermobil eller ikke føler stramhed i den muskel, som du strækker, er det faktisk stadig godt at fortsætte strækket, da du øger energi gennemstrømningen gennem musklerne og energibanerne i kroppen. Ved at strække de muskler, som, du føler, er stramme, øger du smidigheden i kroppen og skaber balance. Kroppen har et system for, hvilke muskler, der typisk bliver stramme med alderen, ved fejlbelastning, inaktivitet osv. Det er de muskler, som de fleste mennesker har godt af at strække grundigt igennem hver eneste dag. Stramme muskler giver dårlig kropsholdning og dermed dårlige arbejdsforhold for kroppen samt større risiko for udvikling af smerte og skade.
Vil du opnå en varig forøgelse af bevægeligheden og mærke følelsen af øget energi gennemstrømning i kroppen, skal du strække hver dag. Har du en skade i kroppen, som behandles med udstrækning, så har nogle mennesker brug for at opretholde det hyppige stræk i lang tid, måske mange år eller resten af livet. Det kommer an på, hvad kroppen udsættes for af fejlbelastninger, inaktivitet mv. Behandler du din krop godt, og er opmærksom på dens signaler, så opretholder du dig og din krops balance ved at strække dig godt igennem dagligt.
Hold et stræk i mindst 20 sekunder og gerne meget længere. Brug nogle dybe vejrtrækninger hele tiden, således kan du mærke, at den enkelte muskel giver lidt mere slip undervejs i strækket. Det skader på ingen måde at strække samme muskel og/eller muskelgruppe flere gange i træk med en lille pause imellem – du “risikerer” bare at blive mere smidig. Hold strækket til den grænse, hvor det stadig føles “ok” – det skal ikke smerte, men føles som et godt stræk.
Stræk dig som katten hver eneste dag!
Efterlign katten og stræk dig ofte og meget. Katten strækker sig grundigt mange gange i løbet af dagen. Gør det til en del af din daglige rutine at strække dig og mærk hvordan du får øget energi og et generelt større velvære, efterhånden som du mærker smidigheden og energien i hele kroppen og systemet.
Jeg vil gennem de næste måneder vise dig forskellige strækøvelser her i La Danesa, som du helt sikkert vil have stor gavn af at lave.
HUSK yoga på stranden – vi starter op igen d. 12. september. Medbring håndklæde og vand, det foregår bagved Sohail Borgen i Fuengirola kl. 10.00-11.30.
Månedens strækøvelse
Stræk forsiden af låret:
Lårets forside er en muskel, du bruger hele tiden i hverdagen. Det er derfor vigtigt at holde den smidig.
Stå så du ikke overstrækker knæet på dit “standben”, hold knæet let bøjet. Tag fat om foden på modsatte ben, skyd hoften frem, så du mærker et stræk på forsiden af låret. Hold strækket 20 sekunder og gentag to gange på hvert ben.