Peter og Helena Müllers barn- og ungdom under 2. verdenskrig og årene efter har resulteret i mange sider i deres erindringsbog. Efter krigen rejste de begge med skib mod Argentina. På vejen fandt de hinanden, og de kom til et land, hvor de ville komme til at bo mange år frem. I dag bor de i Torrox her på Costa del Sol og i denne serie, baseret på interviews med Peter og Helena Müller, bliver deres historier fortalt.
Peter Müller har siddet fængslet i ni måneder på grund af sine nazi-sympatier under Anden Verdenskrig. Da han bliver løsladt, rejser han efter et par år imod Sydamerika for at begynde på en frisk. Han ved dog ikke, hvor stor en drejning hans liv vil tage på vejen mod Argentina.
Luften er frisk oppe på The Highland Princess’ dæk. Peter trækker vejret dybt ind og nyder, at han bliver nødt til at knibe øjnene sammen i det stærke sollys, der reflekteres af havets stille, blå overflade. Kahytten og pladsen på tredje klasse er trang, og der er mange dages sejlads forude, før det tidligere britiske postskib lægger til kaj i eksotiske Buenos Aires, Argentinas hovedstad. I byen, hvis navn betyder “god luft”, håber han at blive fri for den lugt af krig, der hænger over Europa.
Rejsen begynder i Esbjerg, hvor Peter tager båden til et England, der i 1949 stadig bærer præg af den overståede krig. På vej mod Tilbury Havn i Essex, hvor The Highland Princess stævner ud fra, tænker Peter tilbage på de byer, han har set på fastlandet, hvor bomberne har efterladt bygninger og vejer som kratere. Næsen understreger, hvad øjnene har set.
“Selv i 1947 lugtede der stadig brændt og af lig,” fortæller han.
Planen var egentlig, at han skulle tage til Argentina med sin far, der havde nogle bekendte dér, som var kommet ud af fængslet. Men den idé var farens samlever ikke med på, og derfor står Peter nu alene på dækket.
På engelske militærklubber
Juni 1947: Inde bag militærlastvognens ruder kan Peter se de sart lysende stjerne på sommerhimlen, som solens sidste stråler har efterladt mørkeblå. Foran ligger banegården i Bremen mørkt hen og venter, ligesom Peter, på toget, der kommer med posten, som er hans last. Han og en kammerat har brugt nogle timer på en engelsk militærklub, hvor den militærvaluta, de har fået for deres smørrebrød hos en sortbørshandler, kan bruges. De amerikanske soldater betaler deres ludere i valutaen, der blev indført for ikke at svække den lokale valuta, men den kan kun bruges af soldater i afgrænsede områder. Så luderne ville hellere have smørrebrød, og soldaterne fik adgang til klubberne, hvor det var godt at være kendt, når øl-mærkerne fra den danske hær var brugt.
“Vi kunne godt komme ind, så vi satte os ved baren og så triste ud. Så kom der altid en amerikaner og købte øl til os. Både briterne, skotterne og amerikanerne var meget venlige.”
På trods af at et forbud mod at omgås tyskerne, der stadig var fjenden, fik Peter et forhold til en kvinde, der hed Eva Braun – ikke hende, der var gift med Hitler. Da han rejste tilbage til Danmark, sendte hun et brev med håb om at komme der til også, men da det kom frem, var Peter allerede på vej mod Argentina og sit livs kærlighed.
Et praktisk bryllup
På en bænk i solskinnet på skibsdækket sidder en lyshåret, ung pige. I en stram sweater, husker Peter klart. Hun kaster brød til mågerne, der dog virker aldeles uinteresserede i hendes forsøg på at være dyrevenlig.
“Nåh, de ser ikke ud til at være sultne,” lyder det bag hende. Peter taler engelsk til den unge pige, men hurtigt finder de ud af, at de begge kan tysk, og snart går snakken mellem dem.
Efter tre ugers aften-kisse-missen og livlig snak på det natmørke tredjeklasses-dæk med stjernehimlen over dem, tager det unge par afsked med udveksling af adresser og et løfte om at se hinanden igen.
Peter rejser mod sit midlertidige hjem i en ombygget garage, men allerede dagen efter sidder han i en bus og ser Buenos Aries’ travle gader suse forbi. Hans bestemmelsessted er Helenas hoveddør, hvor han overrasker hende. Det bliver begyndelsen på en romance, der kort efter bliver et langdistance-forhold, da Peter rejser til den nordlige, argentinske provins Misiones for at arbejde.
Men de mørke nætter under regnskovens grønne tag giver plads til tanker og ensomhed. Han sender breve tilbage til Helena i Buenos Aries, og et af dem indeholder mere end bare ord om dagligdagens gang. I hovedstaden, mange kilometer væk, læser Helena brevet og indser, at Peter lige har friet til hende.
“Så skriver hun sgu tilbage, at jeg skulle spørge hendes forældre! Så det gjorde jeg, og det var i orden med dem,” fortæller Peter.
På giftefogedens kontor i Buenos Aires står Peter og Helena i deres stiveste puds og venter. Den argentinske foged taler i telefon og har gjort det længe. Pludselig vender opmærksomheden mod det unge par og begynder at tale med lynets hast, spanske ord som Helena hører, men ikke forstår. Hun hører dog Peter sige “si – si” – og så er de gift. Deres bryllupsnat bliver lige så uromantisk. I hvert sit værelse, ved siden af henholdsvis sin mor og sin svigerfar, ligger Helena og Peter og tænker over fremtiden. Dagen efter begynder nemlig et nyt kapitel i deres liv, når de på grund af Peters arbejde tager toget nordpå for at flytte ind i et hus i den argentinske regnskov. Inden da har de dog to dages togrejse til at gøre op for den mistede bryllupsnat.
I næste afsnit følger vi Helena Müller, før hun stiger ombord The Highland Princess.
