Bestigning af El Pico de Torrecilla

 

El Pico de Torrecilla er det næsthøjeste bjerg i Málaga provinsen, og er med sine 1919 m. lidt af en udfordring at bestige. Men så er det heller ikke værre, end at vi to pensionister kunne klare opgaven på ca. 7 timer op og ned. Torrecilla ligger i den pragtfulde naturpark “Sierra de las Nieves”, som ligger lige nord for Marbella og danner en forunderlig kontrast til den sofistikerede civilisation på kysten. I La Sierra de las Nieves er der så tyst og stille, at man kun hører fuglesang, og naturparken er så uberørt, at man kan se en masse “vilde” dyr, herunder gemser, også kaldet bjerggeder (cabra montés) . Hvis man ikke har aflagt naturparken et besøg, er det om at komme afsted, og når man står oppe på toppen af Torrecilla, føler man sig cool og sej, kan jeg godt love.

I mange år blev Torrecilla regnet for at være det højeste bjerg i Málaga provinsen, fordi man ikke kunne blive enig med Granadaprovinsen om, hvem toppen af La Maroma tilhørte. La Maroma ligger jo som bekendt i La Axarquía øst for Málaga og er med sine 2065 m. det højeste bjerg syd for Sierra Nevada. Grænsen mellem Málaga og Granada provinsen går hen over Maromas top, og i mange år blev det hævdet, at toppen lå i Granada provinsen. Denne mildest talt latterlige strid er nu tilendebragt, og Maromas top er hermed beliggende i Málaga provinsen. Dermed er Torrecilla blevet henvist til en 2. plads, men det gør jo ikke bjerget mindre interessant at bestige.
Bestigningen af Torrecilla havde længe stået på vores “to do” liste, og nu skulle det være. Vi ville fejre vores bryllupsdag med at bestige bjerget, for så blev den i hvert fald mindeværdig. Da vi bor øst for Málaga, måtte vi overnatte i nærheden af Marbella, så vi kunne starte tidligt næste morgen. Vores hotelvalg faldt på det tidligere så glorværdige og nu lettere nedslidte Gran Hotel Guadalpin Banús beliggende lige vest for Puerto Banús. Her kunne man få et værelse for 76 € og det var jo en god pris for 5 stjerner.

 

 

Fra hotellet kan man på 10-15 min. gå langs stranden hen til Puerto Banús og for en kort stund få lov at føle, at man tilhører jetsettet. Den følelse går nu hurtigt over, og da vi havde slentret lidt rundt opdagede vi en stor katamaran, der var ved at smide fortøjningerne for at sejle til Marbella. Vi nåede lige at hoppe på, og det viste sig, at denne skude har en fast rutefart mellem Puerto Banús og Marbella. Vi var meget begejstrede for på denne måde at få kysten at se fra havet og kunne især beundre bjerget La Concha, som troner majestætisk bagved Marbella. Det bjerg er og bliver et helt forunderligt syn.

 

 

Da kataramaranen lagde til i Marbella, besluttede vi at vandre tilbage ad den fine nye “vía verde”, der for nogle år siden blev anlagt neden for “the golden mile”. En herlig helt flad sti på ca. 7 km. som det er en fryd at vandre på. På denne herlige måde fik vi tilbragt eftermiddagen, inden det var tid til middag, som vi indtog på en indisk restaurant i Puerto Banús.

 

 

Hotellet var dog ikke rigtigt noget at skrive hjem om bortset fra, at dets beliggenhed var flot – lige ned til stranden og med et fornemt pølområde i midten. Restauranten var lukket og den del var gået helt i frø – det hele virkede lidt forsømt, som om man havde givet op. Men til prisen kan man vist ikke klage.

 

 

Vi skulle jo tidligt op næste dag, så vi forlod hotellet uden morgenmad, som vi senere indtog på allerbedste spanske vis på den herlige bar / restaurant La Parada del 92 på vejen mod Ronda. Her klarede “mor” ærterne, og man kunne se på klientellet, at de kom her hver dag, idet de ikke behøvede at bestille noget. Bare de viste sig, fik de det sædvanlige.
Man finder ind til La Sierra de las Nieves ved at køre af imod højre ca. 12 km. syd for Ronda, når man kommer ad A 397 mellem San Pedro de Alcántara og Ronda. Der står et skilt med: “Area recreativa Los Quejigales” ved km. 136, og her drejer man ind. Nu skal man køre ca. 10 km. på en grusvej/asfaltvej, indtil man kommer hen til det rekreative område Los Quejigales. Her ligger der et par huse, og der er opsat nogle picnic borde. Her parkerer man.

 

 

For at komme hen til det sted, hvor bestigningen af Torrecilla starter, skal man blot gå hen ad grusvejen i modsat retning af den, man kom fra. Efter ganske kort tid kommer man til en lille træbro på højre hånd, og her står der et skilt med “Torrecilla”. Man går over broen og nu er man på banen. Stien er vel afmærket med pæle med stinummer SL-A 140. Opstigningen starter med det samme, og stien går op igennem en skov med en masse besynderlige gamle træer. En del af dem er “pinsapoer”, som er den meget sjældne fyr, der kun vokser her i Ronda området og i Marokko. Fyren er fredet i klasse AAA, og det eneste man må er at kigge på den. Mange af pinsapoerne ser forvredne ud, men de får lov at blive stående, når de nu er så specielle.

 

 

Det er en meget fin sti, og af og til bliver vi opmuntrede af fine plancher, der fortæller om plante- og dyrelivet. For eksempel kan vi læse, at den for den iberiske halvø endemiske (det betyder, at den kun lever her og ikke findes andre steder i verden) “cabra montés” (bjergged eller gemse) findes i størst antal her i Andalusien. Man mener, at der lever 35.000 eksemplarer i de andalusiske naturparker, med Sierra Nevada som det sted, hvor der lever flest. Bjerggederne foretrækker at leve inde i landet, men som et kuriosum bliver det nævnt, at verdens eneste kyst flok lever mellem Maro og La Herradura, hvor vi ofte har observeret disse herlige dyr uden at vide, at deres tilstedeværelse her er helt unik.

 

 

Vi okser os op gennem skoven, og på et tidspunkt får vi et fint kig til Ronda imod nordvest. Snart står vi oppe på en grusvej, som man kan køre på, og her skal vi gå til venstre hen imod “Puerto de los Pilones”. Inden længe går vores sti af imod højre, og den gode nyhed er, at herfra er der et meget langt stykke, der går mere eller mindre lige ud. Vi kan se Torrecilla i det fjerne og vi kan se, at det er hen over en ujævn slette, at vores vej går. Det er en herlig nem sti at vandre på. Her er vi ved at være over trægrænsen, og mange af de træer, der engang har fristet livet heroppe, har opgivet ævret og er gået ud.
Vi passerer snart et stort muret hul i jorden og bliver på en plance oplyst om, at man her hentede is inden fryserne blev opfundet. Med isen kunne man holde fisken frisk længe, så is var en skattet vare dengang. Isen blev transporteret på mulddyr ned til kysten, og transporten skulle foregå om natten, så isen ikke smeltede for hurtigt. Ja, det er godt at blive mindet om, hvor let mange ting er blevet efter elektriciteten blev “opfundet”. Således oplyste vandrer vi videre, og på et tidspunkt kommer vi hen til et besynderligt sted med en del huler, ja det liger grangiveligt en hullet ost, vi passerer forbi. Her er der en kilde, hvor man kan få tanket sin vandbeholder op.

 

 

Mens vi har vandret lystigt hen over sletten har vi jo nok opdaget, at vi har nærmet os en stejl kolos af et bjerg, og nu står vi ved foden af Torrecilla. Så er der ikke andet for, end at konstatere, at “the honeymoon” er ovre, og at det nu går op, op, op. Stien zigzagger sig op ad bjergsiden og det gælder om at holde godt udkig efter varder og pæle, for stien kan være svær at se nede fra. Sådan en opstigen kan nok give sved på panden, men vi kæmper os opad uden for meget brok. Vi konstaterer, at en del skyer er ved at nærme sig, og vi håber, at vi når toppen, inden den er helt indhyldet i tåge. Det gør vi heldigvis, og stor er tilfredsstillelsen ved at stå på toppen og se på skiltet: Pico Torrecilla 1.919m. Vi gjorde det! Endeligt! Nedenunder os ligger der en masse skyer, så det er begrænset, hvor langt vi kan se i dag, desværre. På en klar dag kan man med garanti se hele Nordafrika og lidt til. Vi slapper af på toppen et kvarters tid, men det er for koldt til at vi kan spise vores madpakke, så det gør vi nede ved kilden.

 

 

Og nu går det tilbage den samme vej, vi kom, og efter 7 timer og med en overvindelse af ca. 1300 højdemeter og tilbagelæggelse af 15,5 km. samt forbrug af 3250 kalorier kan vi konstatere, at en sådan dag er godt brugt. Det er ikke en bryllupsdag, vi lige glemmer.

 

Se kort over ruten på www.elsebyskov.com under “hiking routes”.