En parentes i evigheden - Spaniens geologiske verden

Den samme følelse af naturens storhed har de fleste nok oplevet ved synet af Andalusiens Sierra Nevada samt toppen af kransekagen, Spaniens højeste bjerg, Teide.
Ind imellem disse bjerge er der en verden af bjerglandskaber og geologiske undere, og de mest spektakulære af disse steder er med på listerne hos UNESCO’s registrering af samme, som kaldes European Geopark Network.
Kendetegnende for de spanske områder, der tæller ti, er, at de udover postkortskønne scenerier byder på kolorit i form af et varierende plante- og dyreliv, der generøst bidrager til et rigt kulinarisk udbud, små pittoreske bjergbyer, der synes at være fra hedengangne tider, samt bjergbønder og andet godtfolk med udsigt til hver deres geologiske verden.

 

 

Sobrarbe i Pyrenæerne
Sobrarbe-området i netop Pyrenæerne har noget af denne bjergkædes mest betagende natur. Den udgør en verden for sig, med en stor variation i landskaberne, der strækker fra Treserols kalkstenstoppe til dalene I Ordesa, Añsclo, Escauaín og Pineta, som ses på billedet.
Her står også bjergmassivet Posets og Sierra de Guara, der gemmer på fossiler fra egenartede fisk og skaldyr samt krybdyr. Blandt de sidstnævnte er en krokodille, der for 57 mio. år siden skulle have kaldt dette sit hjem.
Området er Nordspanien, når det er mest uberørt og vildt, og her kan man stadigvæk komme i nærheden af gletsjere, ulve og bjørne, og ca. 62 procent af det ligger mere end 1.000 meter over havet. Det ligger i Aragonien, nærmere betegnet Huesca-provinsen.
Se mere: www.geoparquepirineos.com.

 

 

Alto Tajo og Molina de Aragón i Guadalajara
Næste stop er Alto Tajo og Molina de Aragón, der er en samlet naturpark beliggende omkring 200 km nordøst for Madrid i provinsen Guadalajara.
Det samlede område er på 4.000 km², som spreder sig mellem floderne Ebro mod syd og Tajo mod nord, hvilket skaber en unik flora og fauna. Helt specielt er den fossilerede skov Aragoncillo og toppen af Alcorcón, mens det måske er aragonit, der er et farveløst eller hvidt mineral med en kemisk sammensætning svarende til calcit, og som først blev beskrevet takket være fund i Molina de Aragón, der mest kendetegner bjergene.
Alt som alt er 400 millioner år af Jordens historie at spore i området. Det har været beboet siden tidernes morgen, og her findes stenalderkunst i huler og kelt-iberiske fæstninger, der giver værdifuld indsigt i den keltiske kultur.
Se mere: www.geoparquemolina.es.

 

 

Cabo de Gata på det sydøstligste hjørne
Klippeformationerne ved Capo de Gata har omkring 10 mio. år på bagen. De er nogle af de største magma-skabte bjerge i Europa.
Cabo de Gata er sammen med kommunen Níjar et beskyttet område, der udgør Spaniens sydøstligste hjørne. Navnet, om end det oftest oversættes til kattens kap, stammer fra agat, som før i tiden blev udvundet her.
Gamle lavastrømme, vulkanske toppe, kratere og forstende strande udgør alt som alt et stenørkenlignende landskab, som det til trods er hjemsted for flere end tusind endemiske plantearter.
Ikke at forglemme nogle af Spaniens smukkeste strande.
Se mere: www.degata.com.

 

 

Sierra Norte i Sevilla
Vi er her i Sierra Norte i Sevilla-provinsen, nord for selve byen. Bjergområdet strækker sig fra minen ved Cerro del Hierro til de kegleformede granitklipper ved El Pedroso og Real de la Jara. Her findes grotten Los Covachos, hvor de dertil inklinerede blandt de besøgende kan kravle 26 meter under jorden i den tidligere jernmine. I området har man også udvundet marmor.
På jordoverfladen ses et fint vandfald ved floden Huéznar, der løber ud i Guadalquivir.
Sierra Norte, der menes at være op imod 540 mio. år, forbindes med Sierra Morena. Området består også af godt 170.000 hektar beplantet med bl.a. korkege, stenege og mange, mange oliventræer, hvor losse, kaniner og bukke gemmer sig.
Se mere: www.juntadeandalucia.es/medioambiente.

 

 

Det centrale Catalonien og Montserrat
For rundt regnet 36 millioner år siden var Cataloniens indland dækket af hav. Vandet forsvandt så småt, og efterhånden fremstod en række bjergmassiver, der i dag er ret afsondrede fra omverdenen i den ellers tæt befolkede region.
Det catalanske lavland står som bekendt stadig åbent mod Middelhavet.
Blandt bjergene er Montserrat, det takkede bjerg, der ses på billedet, hvor klostret har sneget sig med.
I bjergene gemmer sig grotterne Toll og Salnitre, hvor Antoni Gaudí skulle have fundet inspiration til den alligevel surrealistiske kirke La Sagrada Familia i Barcelona.
Se mere: www.geoparc.cat/es.

 

 

Sierras Subbéticas i Córdoba
Endnu engang er vi i Andalusien, hvor også Córdoba-provinsen er med på den globale fortegnelse, hvilket er med Sierras Subbéticas. Det er en bjergkæde skabt af kalksten, der løber langs grænserne til naboprovinserne Jaén og Granada.
I løbet af æonerne har flere vandløb, heriblandt floden Zambra, skabt klippernes ofte anarkiske formationer, som gemmer på flotte dale som El Bailón og utallige faldgruber i ordets bogstaveligste forstand, så som miner og forsænkede huler.
Der er flere markerede vandreture i området, bl.a. én der fører op til Picacho de la Virgen de la Sierra, som er et yndet mål for pilgrimme.
Fra toppene kan man på en klar dag se Sierra Nevada.
Se mere: www.andalucia.org.

 

 

Den baskiske kyst i Gipuzkoa
13 km af kysten i Gipuzkoa i Baskerlandet har gjort sig fortjent til en plads på European Geoparks Networks’ liste.
Det er nogle mildest talt sære klippeformationer, der på teknisk sprog kaldes flysch, og som er en ren lækkerbisken for geologi-nørderne.
Det er en grå, sedimentær, marinebjergart, der er afsat før og under Pyrenæernes foldning, hvilket er fra tiderne kaldet sen kridt til tidlig tertiær. Flysch består af tynde lag af lersten, sandsten og konglomerater, hvis kornstørrelse aftager opefter. Sedimenterne er hovedsagelig afsat af undersøiske sedimentstrømme, der kaldes turbiditter.
Bjergarten er almindeligvis, som her ved stranden Itzurun, meget deformeret.
Se mere: www.geoparkea.com.

 

 

Villuercas, Ibores y Jara i Cáceres
I den sydøstlige del af Cáceres-provinsen i Extremadura finder vi bjergområdet med det for en nordboer så mundrette navn Villuercas, Ibores y Jara.
Når man lige er kommet sig over det, kan man omkring sig se et helt uventet landskab med forrevne bjergtoppe, smukke dale med snoede vandløb, heriblandt Tajo og Guadiana.
I områdets 2.544 km² vokser løvskove side om side med stenege og de allestedsnærværende oliventræer samt stenroser.
Denne flora er gengivet i geologien i grotten Castañar de Ibor, der er erklæret nationalt monument, fordi stalaktitter og stalagmitter skaber formationer, som med nogen god vilje ligner træer og blomster.
Se mere: www.geoparquevilluercas.es.

 

 

Øen El Hierro
I 2011 var den kanariske ø ofte på avisernes forsider på grund af en ekstrem seismisk uro. Geologien er evig aktiv, en undersøisk vulkan var i udbrud, og der var reelle muligheder for, at El Hierro skulle få sig en ny naboø.
Det er som bekendt endnu ikke sket, men udbruddene var kun et afsnit i den lange historie, der startede for omkring 100 mio. år siden. Også dengang åbnede havbunden sig og ud kom den magma, som skabte øen.
El Hierro er De Kanariske Øers mindste ø, og også den mest fascinerende. Her er flere end 500 vulkantoppe, mens den forstenede lava gemmer på ca. 70 grotter.
Se mere: www.geoparqueelhierro.es.

 

 

El Maestrazgo i Teruel
Den geologiske rundtur slutter i Teruel i den sydlige del af Aragonien. Her krydser floden Guadalope et vidunderligt virvar af bjerge i El Maestrazgo.
Floden har været meddelagtig i skabelsen af store højdeforskelle, fra bjergtoppe ved Gúdar til dalene i den nedre del af regionen.
Området var engang hjemegn for dinosauren Elasmosaurus, der skulle have været et vaskeægte monster på to tons og med en ekstremt lang hals, samt andre dinosaurer fra den såkaldte Jura-tidsalder og fra kridttiden. I dag kan man se deres spor og finde inspiration til mareridt inde blandt bjergene i El Maestrazgo, hvor der også er fornøjelse og fred at finde i stedets geologiske undere.
Se mere: www.geoparquemaestrazgo.com.

 

Kilder: El País og www.globalgeopark.org.