Forunderlige liv – TAKE 69: Total ovenpåJeg er i London, og elsker det. Elsker britisk humor, bliver blød i knæene af gentleman-agtig service – og så er det fint at opleve et land på en valgdag med store sejre og store skuffelser, men uden den store ballade. 66,1% af vælgerne giver deres mening til kende, tre partiledere påtager sig ansvaret for nederlaget og forlader deres poster (Nigel Farage opgiver dog dét forehavende et par dage senere) og Cammy er total ovenpå, da han igen kan læne sig tilbage i nr. 10. Jeg havde forventet, at UKIP ville få mere plads i parlamentet. Troede (naivt), at briterne mente det, de siger om, at de ikke gider at lade sig diktere af Bruxelles. Alle de vælgerne, jeg spørger, er så af den opfattelse, at UKIP kun er for racister. Noget er vist gået helt galt i kommunikationen af valgprogrammet… I hvert fald må vi så håbe, at borgerne holder Cameron fast i den lovede EU-kurs – som han selv så rigtigt udtrykte det ved en tidligere lejlighed: “Hvorfor kan vi ikke bare få det, vi i sin tid stemte ja til: Et fælles marked?” Helt oppe i skyerne er skotterne, hvis nationalistparti præsterede en jordskredssejr. “We dornt make nae fuzz abit it. Keep yer heed doon. An’ gie oan wi’ it. That’s whit we dae”. Det er lige før, jeg elsker skotter højere end englændere.
Forunderlige liv – TAKE 70: Hvad kan vi gøre med det?
Jeg sætter en ære i at omgive mig med impressive mennesker. Blandt nyudsprungne lysegrønne træer, vilde kaniner og anden barnabysk idyl (har endnu ikke mødt en englænder, der aner, hvem Barnaby er…) er det lige netop det jeg gør. En fransk dyrlæge, et sydafrikansk regeringsmedlem, en hjemmegående husmor med en kæmpe latter, en autist med et fantasisk sanseapparat, en kvantefysiker fra Jordan, en walisisk journalistkollega, en forretningsmand fra Hongkong, en amerikansk hippie med flettet skæg, en læge fra Nairobi og små 30 andre farvestrålende personligheder – dem tilbringer jeg en weekend i Surrey med. Vi arbejder med sindets balancerede kommunikation med kroppens tre hjerner, vi diskuterer kemo i grundvandet, mikrober, der er for små til at kunne ses i mikroskop og derfor må typebestemmes via deres DNA. Vi taler om slimvægge, Star Wars og næsehår. Breatharians og andre skæve kostfanatikere får en tur igennem maskineriet sammen med kolesterolmisforståelser, bordsalt og bh’er med plastikbøjler. Hvad kan vi gøre med det alt sammen? En masse! Emnerne er voldsomt varierede. Meningerne er mange. Jeg har en fest!
Forunderlige liv – TAKE 71: Bredde i erfaringsrummet
Det er Patricia med til at skabe. Jeg støder på hende af og til i forskellige fora. Hun sidder der og ligner en tegneseriefigur; næsen er (for) stor, øjnene små og levende og håret stridt som en grydesvamp. Hun er bedøvende ligeglad med, hvad moden dikterer. Hun er også ret kold over sine manglende engelskkundskaber trods mange års ophold i netop England. Eller det er vel egentlig ikke engelskkundskaber, hun mangler – snarere umage med udtalen, som bærer kraftigt præg af fransk nationalitet. Hun byder ind med rendyrket erfaringsbaseret viden. Anvendt viden – altså visdom. Jeg kan lytte til hende i timevis. Dagevis. Vi deler en ost og en flaske rødvin i parken. Bredden i Patricias perspektiv pirrer min nysgerrighed. Hvordan var du som barn?, spørger jeg. Hvad drømte du om at blive? “Pensionist”, svarer Patricia – sådan bare uden yderligere forklaring. Den beder jeg så om, og hun fortæller, at hun som barn var vildt imponeret af sin bedstemor. Hun gik nemlig rundt og hyggede sig i haven, bagte brød og røg cigarer – og en gang om ugen kom en mand (postbudet?) cyklende med hendes løn. Bedstemoren var pensionist. Da jeg spørger ind til, om hun så ikke snart skal i gang med den forjættede pensionisttilværelse, svarer hun: “Måske, men så skal det være i Marokko. Der har jeg nemlig aldrig været”. Hun er sgu da alternativ, hende Patricia, og gør hun alvor af at nyde sit otium i vores naboland, så vil jeg helt sikekrt aflægge hende et besøg. Ser det allerede for mig: Farvestrålende puder, beduintelte, vandpiber og en enkelt kamel…
Forunderlige liv – TAKE 72: Dårlig dækning
Her i Surrey er heldigvis kun sporadisk mobildækning og internettets hastighed er ringere end hjemme i Sydspanien. Jeg nyder det analoge liv – for en stund. Ikke så snart har jeg passeret bygrænsen til London, før min telefon ringer, og så er jeg fanget i det digitale univers igen. Jeg tjekker nyheder, og ser, at Uffe Ellemann ikke vil have Wilders med til folkemødet på Bornholm. Udenlandske provokatører er ikke velkomne, mener han. Måske bør manden, som jeg altid har elsket for sine spidse (trods nasallyden) kommentarer, se sig om efter et andet sted at gøre retræte. Hvis folkemødet bare er til dansk sommerhygge med paraplyer, fadbamser og røde pølser, så er det vist lidt lige meget, er det ikke? Vores frihed er ikke truet af onde kræfter ude fra. Den er truet af de svage led iblandt os. Øv!
Forunderlige liv – TAKE 73: Gangsta’s Paradise
Ovre i Korsør fængsler man den kroatiske gangster og samfundsnasser, Gimi Levakovic, hvis familie tilsynelandende har kostet DK over 70 mio. kroner i sociale ydelser og udgifter til retssager og fængselsophold samt institutionsophold til familiens børn. For virkelig, virkelig længe siden blev justitsministeren gjort opmærksom på, at det er i fuld overensstemmelse med loven at sende hele rosset hjem til Kroatien, men na-haj, så nemt skal det skam ikke være. Først skal mindst ti forskellige udvalg og kommissioner vel kigge sagen efter i sømmene, hvorefter tre kilometer mapper med sagsakter skal gennemgås, digitaliseres og arkiveres… Til den tid har Gimi sikkert slået teltet op i en strandvejsvillas nænsomt friserede have nord for København, hvor han sidder og kæfter op med en eller anden ærgerlig accent, mens huset ejere farer rundt som lakajer – og politikere lader som om, de ikke har opdaget det.
Glædelig midsommer!
he
