Fra uskyldig leg til virkelighed

Allah. Navnet får de små hår til at rejse sig.

Som lille legede jeg krig med nabodrengene tværs over hækkene. Med opgraderet udstyr, huler i træerne og barakker under jorden. Vi sloges som gale mod gaminerne fra det andet kvarter. Symbolsk. Og fredeligt. Men alligevel uhyggeligt. Jeg var følte usikkerheden i legen.

Røde ambulancer fyldte Paris’ gader 13. november 2015. I marts var det Bruxelles’ gule ambulancer, der susede gennem røgskyerne, og med ét blev byen malet sort. Tanken om 11. september løber os koldt ned ad ryggen. Her fyldte massevis af hvide ambulancer byen. Første gang jeg for blev bekendt med terrorismen. Tre år senere var det Madrids tur og året efter Londons.
I mere end 15 år har vi været skydeskive for terrorismens kyniske og ubarmhjertige nedsabling. Tidligere frygtede man Al-Qaeda. Indtil amerikanerne fik Bin Laden på kornet. IS er nu en større trussel mod menneskeheden.

Pseudo-islamistisk paranoia
Det er de islamistiske gruppers krig. En krig, der er vanskelig at bekæmpe. På det seneste har IS’ indtrængen på offentlige steder været en højspændt trussel, hvor uskyldige mennesker bliver ofre for en desværre ustoppelig og meget uretfærdig krigsførelse. Et barbarisk blodbad. Mildt sagt.

Vi befinder os i Spanien. Et europæisk land, hvor antallet af udenlandske besøgende stiger for hvert år. I 2014 var det verdens tredje mest populære feriemål. Og kyststrækningerne Costa Brava, Costa Blanca og Costa del Sol udmærkes som nogle af de mest kendte destinationer.
Jeg følte mig sikker, når enten vi eller gaminerne hejste det hvide flag. Jeg følte mig sikker i Danmark indtil 13. november. Jeg følte mig sikker i Spanien indtil 22. marts. Et land, der er væsentlig centrum for aktiviteter fra IS, hvor 45 procent af de jihadister, der blev arresteret i 2013, havde spansk statsborgerskab. Skræmmende!
Rent politisk vedtog man i Spanien, trods uoverensstemmelser, at underskrive en antiterrorpagt rettet mod bekæmpelsen af jihadisme i landet. Siden angrebene i Madrid i 2004 og frem til i dag har der været 616 anholdelser af personer med forbindelse til jihadistiske aktiviteter. 139 kombattanter menes at være rejst til Syrien eller Irak for at kæmpe, hvoraf 25 siges at være vendt tilbage til Spanien, hvor de nu udgør en trussel mod den nationale sikkerhed. Vores sikkerhed for Christ’s sake.

JEG ER PARNOID! Det er ikke nogen hemmelighed. Til trods for min nylige statusopdatering på Facebook: ”Lad os love hinanden ikke at være bange og frygte disse menneskefjendske ekstremister.” Løgn. Jeg er ræd. Og når jeg i lufthavnen eller på Nørrebro ser en mørk arabiskudseende mand i natkjole med fipskæg – og altså ikke det prægtige og moderne hipsterskæg, bliver jeg mistænksom. Mon han er i besiddelse af sprængstof?

Sidste år ventede min kæreste og jeg på en bus fra Gatwick til Londons centrum, mens en mørk mand med islamskæg står og fumler med sin sportstaske, hvorfra en snor går op gennem hans bluse. Hvad det var for en snor, blev jeg aldrig klog på. Men én ting var sikkert; jeg mistænkte ham. Paranoia er nok en af mine psykiske laster, men den lader mig træde varsomt i en tid, hvor man behøver det. Desværre. Også selvom jeg går ind for et: ”Vi står sammen uanset forskellighed og lad os ikke være bange.” Men ligeså stædig er jeg. De martyrer må ikke lugte min frygt.
En flok manipulerede tøsedrenge, der ikke tør gå i døden alene et sted i Langtbortistan. De burde alle springe i døden som trosvidner i et sort og dybt, ildelugtende hul uden at tage os andre med i eksplosionen. Vi tog forresten aldrig den bus, men ventede 40 minutter på den næste. Intuition er godt, mens frygt er skidt.
Sådan kan vi ikke leve, vel? Det gør mig vred og ked af det. Vi får berøvet vores frihed og retten til at føle fred, hvor vi færdes. Selvfølgelig med forbehold, for der er altid rådne æbler uanset farve og religion.

En profeti
Det er ikke længere et spørgsmål, om det sker, men hvornår. Hvornår er det vores tur til at løbe for livet, skræmte fra vid og sans? Hvornår bliver vi vidner til disse rasende mænd fanget i vold og manipulation, lugten af røg og lyden af sirener blandet med skrig mellem masserne?
Bliver København næste storby for disse rasende mænds religiøse had? Varslet er profetisk, mens vi hver især står naglet til en lufthavn, en metro eller Colosseum i Rom. Fra den dag det sker, hører livet op, og alt det, man kendte som sikkert og skønt, bliver med ét forvandlet til et skrækscenarie og i værste fald død.
Jeg ser terrorismen som et åbent sår i en by, der aldrig heler. Her vil der altid være ar at finde på gadehjørner, mens de betvivlende silhuetter svæver gennem luften. Og det er ikke længere profeti at sige, at disse sår vil åbnes flere steder de kommende år. Det er sandhed.
Jeg frygter pansrede mandskabsvogne, mens byen i mit hoved erklæres i undtagelsestilstand. Vi holder os inden døre, mens det offentlige lukkes ned, og friheden klapper i med et brag. Hvorfor skal vi bydes at høre disse skrig og se den rædsel? Vi ser og hører det på de sociale medier, og bliver ikke længere kun mindet om fødselsdage – også ondskab.

Når det hvide flag blev hejst, og gaminerne og jeg var færdige med at lege krig, var jeg igen tryg. En tryghed, jeg har haft altid. Indtil nu.
Hvem kan holde til at høre Allahs navn råbt i vores gader?