Azorerne – de lyksalige øer

Azorerne ligger langt ude i Atlanterhavet og øgruppen består af 9 øer, der ligger spredt i 3 grupper: São Miguel og Santa María mod øst, Terciera, Faial, Graciosa, Pico og São Jorge i midten og Flores og Corvo mod vest. Der er 600 km. fra São Miguel til Flores, så det er ikke så lige til at ø-hoppe, og flybilletter mellem øerne er ret dyre. Vi kunne derfor kun besøge en enkelt af de skønne øer og det blev til São Miguel, som er den største af de 9. En fin og overordentligt frodig ø er det, og det kan ikke undre, at disse øer blev kaldt de lyksalige øer, for der er masser af regn, masser af sol og dejligt varmt. Den varme Golfstrøm smyger sig rundt om øerne og giver en behagelig temperatur det meste af året. Jeg har aldrig set noget så frodigt og grønt – ja frodigheden overgår de fleste tropiske jungler. Det er derfor et paradisisk sted at besøge med masser af skøn natur og rigeligt med spændende vandreruter.

São Miguel er ca. 80 km. lang og kun 8 km. bred på det smallest stykke, og på hver halvdel ligger der et kæmpemæssigt krater, som vidner om øens vulkanske oprindelse. Da øen er enormt frugtbar, har landbrug altid været hovedindtægtskilden, men i dag spiller turismen er stigende rolle, og turister fra nær og fjern strømmer til. Men her i slutningen af april var øen på ingen måde overrendt og vejret var fint, så tidspunktet var velvalgt. Øens hovedby hedder Ponta Delgada og man flyver dertil fra Lissabon. Turen tager 2 ½ time, for vi skal ca. 1500 km. ud i Atlanterhavet. Vi havde valgt at køre til Lissabon, fordi det er bøvlet at flyve dertil fra Málaga, da man skal via Madrid.

Vi havde fordelt vores 7 overnatninger på 3 i Ponta Delgada og 4 i Feteiras, hvor vi boede på en skøn nyrenoveret mølle med udsigt over havet.

Den første dag gik vi rundt i Ponta Delgada for at opleve byen, de fine gader og havnen. Et besøg på turistkontoret forsynede os med foldere om en masse vandreture, så det var let at planlægge besøget. På São Miguel dyrker man ananas, og vi ville partout ud og se disse plantager, som ligger i forstaden Faja de Baixa, så vi vandrede derud, først langs med havnepromenaden i østlig retning og senere op i bakkerne. Vi fandt ananas centeret på hovedgaden, hvis fortove er smukt prydet med frugten. Centret er fint og her blev vi oplyst om alt vedrørende dyrkningen. Faktisk blev den første ananas opdaget af Columbus på øen Guadeloupe i 1493 og derfra brede dyrkningen sig til store dele af troperne.  Fra centeret var der 10 min. gang hen til den nærmeste plantage, så det var let. Her så vi masser af drivhuse med ananas og fik at vide, at det tager 2 ½ år at fremdyrke en frugt. Vi købte naturligvis en af den stolte ejer og fik også lov til at smage en herlig ananaskage.

Da vi kom tilbage til vores dejlige hotel AC-Armazéns Cogumbreiro midt i Ponta Delgada havde vi vandret 18 km., men dagen var ikke slut endnu pga. de to timers tidsforskel. Vi følte at dagen var meget lang, ja det var som om vi var landet i en tidslomme, hvor tiden stod stille. Et meget specielt fænomen. Nå, men vores hotel er en nyombygget lagerbygning med 9 fine værelser.  Vi var ovenud tilfredse, for i den lille café i stuen serverede de herlig morgenmad og byens absolut bedste kager.

De næste par dage udforskede vi øens østligste del og vi startede med at vandre rundt om Lagoa (sø) das Furnas, som ligger ved byen Furnas. Furnas ligger i bunden af et kæmpestort krater med stejle sider hele vejen rundt – vi har aldrig set en lignende beliggenhed.  Vi rodede noget rundt i byen for at finde søen, som ligger ca. 2 km. fra centrum.

Turen rundt om søen er på ca. 6 km. og er meget smuk. I den ene ende kan man se svovlkilder, der bobler og syder, og i selve søen boblede og sydede det også. Vi undrede os over, om der også var svovlkilder der, men det viste sig, at det var karper i vild elskovsleg. Kæmpestore karper væltede rundt i vandet to og to og slog lystigt med halerne, så vandet ´kogte´ – jo, det gik lystigt til i Lagoa das Furnas og dette åbenlyse sexorgie trak da også en del nysgerrige til. Langs med søen var der masser af smukke blomster og i den ene ende kunne man se en mystisk ruin af en kirke. På vejen rundt mødte vi også et udskåret Loch Ness monster, som menes at bo i søen samt verdens højeste araucaria træ. Denne rundtur er et must.

En anden seværdighed i østenden er Ribeira dos Caldeiroes mellem byerne Achada og Nordeste på nordkysten. Der er tale om en smuk slugt med 3 vandmøller og to vandfald. Der er ufatteligt frodigt i denne vilde slugt, og de tre vandmøller står endnu intakte selv om de er fra det 16. århundrede. Den ene af dem malede faktisk mel, så man kunne beundre teknikken. Den dame, der passede kværnen, solgte nogle kager hun selv havde bagt og sådan én må man ikke forsømme at smage. Himmelsk var den – en skøn luftig gærdej kogt i olie – et absolut mesterværk bagt af en mesterbager. Sådan én fås ingen andre steder, så prøv den.  I det hele taget kan et besøg på dette herlige sted varmt anbefales.

Den fineste vandretur vi foretog i den østlige del var turen op til Lagoa do Fogo. Der er tale om en tur på 11,5 km med ca. 350 højdemeter. Fra den sydlige motorvej kører man af mod Agua d´Alto og lige før byen viser et stort brunt skilt af mod Lagoa do Fogo. Man kører op ad vejen indtil man kommer til et stort skilt, der viser vandreturen. Her parkerer man. De første 2,8 km. går det op og op, og det er ret hårdt, men når man kommer til et vandhus, er strabadserne ovre. Herfra går man nemlig langs med en levada (vandingskanal) de næste 2,5 km. og det går helt lige ud. Det er som at gå igennem en smuk, grøn og vild jungle og det er aldeles betagende. På et tidspunkt kommer man ud i en åben dal, og her er der også vildt smukt. En stor mågekoloni lever her, og det må være fordi der er fisk nok i søen de kan leve af. Efter en lille opstigning når vi frem til søen, som ligger der i ensom majestæt – meget smuk er den. Efter et hvil ved søen vandrer vi tilbage den samme vej. Ja, det er virkeligt en fin vandretur, der tog os små 4 timer. Da vi kom ned til bilen, var vi gået så sukkerkolde, at vi måtte køre babu-babu ind til ´vores´ hotel med byens bedste kager. Efter to kager hver var alt også godt igen.

Den største seværdighed på São Miguel er utvivlsomt det betagende krater i vestenden kaldet Sete Cidades (syv byer). I bunden af dette kæmpestore krater ligger der tre smukke søer: Lagoa Azul (den blå sø), Lagoa Verde (den grønne sø) og Lagoa do Santiago. Det fineste kig ned over krateret og søerne får man fra kraterkanten ved Vistas do Rei (kongens udsigt). Det er et virkeligt betagende syn at kigge ned over landskabet herfra. Desværre er stedet skæmmet af ruinen af et kæmpestort betonhotel som er gået nedenom og hjem. Sort og truende ligger denne døde kæmpebygning og skæmmer landskabet. Men pyt. Vi parkerer her og vandrer nu på kraterkanten de små fem km. hen til den næste mirador, hvor grusvejen ender.

Undervejs har vi fine kig ned over krateret og søerne på den ene side og havet på den anden. Vi kan se at Lagoa Azul faktisk ER blå og Lagoa Verde ER grøn. Et noget specielt fænomen, kan man vist sige. Nede i krateret ligger der to mindre kratere og det hele er fascinerende og fantastisk. Efter de 10 km’s vandring kører vi ned i bunden til byen Sete Cidades, som er opkaldt efter en myte fra middelalderen om en biskop og 6 kardinaler, der drog ud i verden (måske til Azorerne) for at grundlægge 7 byer. Nå, men Sete Cidades er blot en lille by ved bredden af den blå sø. Her findes et par restauranter og en kirke. En lille vej fører langs med søbredden hen til en tunnel, og den må vi hen og se. Der er tale om en afløbskanal bygget i 1937 for at man kunne regulere vandstanden i søen, så den ikke kom til at oversvømme Sete Cidades. Man kan vandre hele vejen gennem tunnellen langs med afvandingskanalen, men jeg kiggede derind og den er megalang og mørk. Uha, uha, vi kan dy os. For enden kan man ane et lyshul, hvor tunnelen munder ud ovenover byen Mosteiros. 

São Miguel er en fascinerende ø med mere frodighed end vi har set før. Der findes 65 endemiske plantearter på øen, og det ser ofte meget eksotisk ud.  F.eks. vokser der bregner, der er så store som træer, og visse steder er det så fremmedartet, at man forventer at løbe ind i en dinosaur lige henne om hjørnet. Betagende er det. At klimaet er mildt, bekræftes også af, at der dyrkes the på øen – ja vi kom forbi flere the plantager og smagte også den meget velsmagende the, der dyrkes her.

Tilbage er kun at sige, at der er mange flere vandreruter end dem, vi her har nævnt, og at nordkysten er vild og smuk. Der findes en masse udsigtspunkter (miradouros) og fra dem kan man få fantastiske kig ud over den vilde kyst. Jo, São Miguel er et besøg værd og vi kan anbefale at bo i den skønne mølle Moinho das Feteiras med udsigt over det vilde Atlanterhav.