Det danske magasin i Spanien

Det er muligt at blive inficeret af alle mulige svampe, men denne artikel skal overvejende handle om candida albicans, som jeg oplever værende en af de mest skadeforvoldende svampe i vores tid. Vi har alle candida albicans. Det er en gærsvamp, der findes på vores slimhinder specielt i tarmsystemet. Den er éncellet og giver under normale omstændigheder ingen problemer, fordi den bl.a. holdes i ave af vores vigtige tarmflora. Så længe tarmfloraen er helt i orden, kan den ikke gennemhulle tarmsystemet. Svækkes vores tarmsystem af en eller anden årsag f.eks. af indre og ydre stress, behandling med hormoner eller antibiotika, for dårlig kost med for meget hvidt mel, sukkerholdige fødemidler, øl, brød, medicinforgiftning osv. kan der komme en overvækst af candida. Den forandrer sig og bliver til en mycelisk svamp med rodnet, der kan gennemvokse tarmslimhinderne, og så kaldes det en candidiasis. I det følgende vil den blot blive kaldt candida.

Således er der åbnet for døde svampeceller og dets stofskifteprodukter samt ufordøjede føderester, hvilket kan give anledning til en masse besværligheder og problemer.

Svampen optræder ofte i kvinders vagina. Der er den rette tilstand til stede som fugtig varme. Svampen findes også som en hyppig hudlidelse f.eks. omkring endetarmsåbningen, hvor den giver en ulidelig kløe, under kvinders bryster og i hudfolder. Det ses tit, at der også er angreb på slimhinder i munden. Neglene kan også være angrebne, men er da ofte en anden slags svamp.

Mere diffust kan angreb af candida også vise sig som symptomer af massiv kronisk, træthed, hovedpine, depression, irritabilitet, svigtende koncentrationsevne, psykoser, svækket immunsystem, infektioner f.eks. blærebetændelse, allergi, hudproblemer fordøjelsesproblemer ofte med en ubehagelig, oppustethed og overvægt. Én af grundene til overvægten kan være, at du aldrig føler dig mæt, og ofte står foran køleskabet, selvom du lige har spist. Det er som kroppen stadig er sulten og lige mangler noget.

Candidaen projicerer sit madbehov over til dig. Du får lyst til slik, hvidt brød, øl, ost, sukkerholdig mad osv. Sådan lever den af din mad, og fortsætter med at producere toksiner, der undertrykker immunsystemet. Og så har vi balladen og den onde cirkel.

Ofte starter hele miseren med én eller flere antibiotikabehandlinger, dertil kommer måske akne i teenage alderen, der ofte bliver behandlet med endnu mere antibiotika eller med p-piller, medicin og cremer evt. med kortison.

Symptomerne kan være mangfoldige og er samtidig måske hægtet sammen med andre lidelser, så diverse specialister totalt forvirres.

Gærsvampe producerer alkohol, og jeg har læst, at der er set eksempler på spirituskørsel på lakrids. Lidt stof til eftertanke, da flere mennesker ofte siger, når de har en candida, at de føler sig lidt småberusede uden at have drukket en dråbe.

Kosten

Det er vigtigt at udsulte svampen, hvilket gøres ved at holde dig totalt fra den mad, den er gladest for. Til dens livretter hører de letoptagelige kulhydrater f.eks. alle former for sukker, inkluderet sukkerholdig mad, tørret frugt, juicer, honning og sirup.

Undgå ligeledes nødder

Vær forsigtig med for megen frugt. Normalt tilråder jeg to stykker frugt dagligt.

Hold dig fra alle former for glutenholdig hvidt mel, brød, pasta, kager osv. Gærprodukter må i videst mulige omfang undgås.

Udeluk mælkeprodukter inklusiv ost, yoghurt, kefir men brug gerne lidt smør og piskefløde.

Øl og vin står også på listen af forbudte sager. I sociale sammenhænge kan du vælge en ren whisky, eller vodka evt. blandet med rent vand.

Brug masser af olivenolie. Olivenolie hæmmer svampens omdannelse til den myceliske form.

Spis gerne hele kornsorter f.eks. både brune, vilde og røde ris, havre, rug, boghvede og quinoa.

Af grøntsager kan bruges spinat, kål, broccoli, løg og porrer. Spis godt med hvidløg, der både dræber svampe, parasitter og uønskede bakterier.

Køb overvejende økologisk, hvis det er muligt. Det gælder også kødet. Hellere lidt mindre kød, men så til gengæld kød fra dyr, der har haft et godt liv. Kan du ikke få økologisk kød så bliv fra svinekød og kyllinger.

Brug salt af god kvalitet f.eks. Himalayasalt og urtesalt. Brug også gerne krydderier, kanel, ingefær, rosmarin, oregano og timian.

Vær forsigtig med kaffen, men drik gerne grøn te, Ipe Roxo te, samt te af bukkehorn.

Det er en streng kostplan, så det kan være en rigtig god ide at lave en madplan gældende for en uge ad gangen. Tænk dig godt om, så du sørger for, at maden er så varieret som muligt. Der er rigelig plads til den søde tand, hvis du bare bruger fantasien. Om eftermiddagen, når du higer efter så sødt, så riv et æble, drys med kanel sammen med lidt kokosmel. Har du gemt lidt rester fra morgengrøden kan den med velvære spises kold med lidt ren æblemos som ovenfor nævnt.

Du må aldrig føle dig sulten, for så glemmer du lige pludselig al sund fornuft og løber, selv i den værste snestorm, ned til nærmeste slikbutik.

Køb ind til en uge ad gangen, så lader du dig ikke så let friste, og sparer dit daglige besøg i supermarkedet, der kan være farligt, hvis du er sulten, især når du når til kasseapparatet med dets fristende tilbud. Det er så let at smide en pakke vingummi i kurven.

Det kan være af uvurderlig hjælp at konsultere en kostvejleder, fordi kosten aldrig må blive en yderligere stressfaktor. En krop med candida er stresset nok.

I mange tilfælde er det tilstrækkeligt med en kur på 2-3 måneder. Start forsigtigt med en mere almindelig kost. Vær stadig påpasselig med, hvad du putter i munden. Forhåbentlig har du fået nye sundere kostvaner.

Kosttilskud

Vælg som base et godt vitamin/mineraltilskud. Dertil tages de flerumættede fedtsyrer omega 3.

Til multivitaminpillen kan tilføjes B6, folsyre, og Biotin.

Selen har også en svampedræbende effekt og kan tages med vitamin/mineraltilskuddet. Dosis 200 mcg.

Tag evt. Ipe Roxo som te. Den virker bedre som te i stedet for kapsler. Drik gerne 3-4 kopper dagligt. Ipe Roxo er inderbarken fra et sydamerikansk træ, der vokser i junglen bl.a. i Brasilien og Argentina. Indianerne og Inkaerne har brugt den mod svamp, infektioner og cancer. Ipe Roxo er rimelig velundersøgt, idet der er lavet mere end 1200 undersøgelser på produktet.

Kan du ikke spise rå hvidløg, eller kan du ikke, pga. omgivelserne, så vælg de dyre hvidløgskapsler med højt allicin indhold.

Gerne ekstra A- vitaminer der styrker slimhinderne.

Tarmfloraen må styrkes med mælkesyrebakterier der findes i pulver/kapsler eller i en blanding af fermenterede flydende urter.

Caprylsyre er en fedtsyre, der er udvundet af kokosolie. Den er som oftest meget effektiv og uden bivirkninger.

Aloe Vera kan bruges både ud og indvortes. Den er fantastisk helende.

Dida er en tablet, der også kan være til hjælp ved en candida. Den hjælper til at undgå luft og oppustethed. Du slår flere fluer med et slag idet den indeholder både kanelolie, gurkemeje, kommenolie, hvidløg, pebermynteolie, oregano m.m.

Lider du af for lidt mavesyre , kan du supplere med HCL kapsler, papaya
og bromelain.

Døjer du med svamp i skeden, så undgå stramme bukser, tætsiddende undertøj, og brug ikke sæbe i skridtet. Symptomerne på en svamp er kløe, med et ostelignende hvidt grynet udflåd. Det kan hjælpe, hvis du putter et par mælkesyretabletter op i skeden natten over.

Har du kun kløe udvendig ved kønslæberne er Aloe Vera gel en god hjælp. Du kan også bruge en tea tree olie creme.

Aloe Vera gel kan også være en god hjælp, hvis du lider af hudsvamp.

Tips

Undgå al madlavning fra mikrobølgeovne.

Mennesker, der er belastede med kviksølv, lider også tit af candida. Kviksølv fodrer candidaen, der får det rigtig godt og stor trives og candidaen gør kviksølvet maksimalt giftigt fordi det omdannes til methylkviksølv. Så er der virkelig en ond cirkel i gang. Har du amalgamfyldninger, kan det være en god ide at få dem fjernet. Få dem fjernet af en tandlæge, der er ekspert på området.
Inden du går til tandlægen for at få fjernet amalgam, kan du tage en genstand whisky, vodka eller lignende for at binde kviksølvet i blodet, så det udskilles via nyrerne i stedet for andre ubehagelige steder.

For ikke at få for hårde udrensningssymptomer kan det være en god ide at supplere med lidt ekstra kosttilskud såsom C-vitaminer, Panthotensyre og E-vitaminer samt ekstra zink og magnesium. Start på tilskuddene ca. 4 dage før behandling og tag dem ca. en måned efter behandlingen er afsluttet.

Under kuren er det godt at arbejde med dig selv og undgå situationer, der stresser dig. Vær god ved dig selv og mærk, hvordan du har det under selve kuren.

Ofte ses at en allergi forsvinder efter en candidakur.

Louise Hay skriver som årsag til candidiasis: Føler sig meget forvirret. Megen frustration og vrede. Er meget krævende og ikke tillidsfuld overfor familien. Hun foreslår som nye tankemønstrer:  ”Jeg giver mig selv lov til at være, hvad jeg kan være, og jeg fortjener det allerbedste i livet. Jeg elsker og værdsætter mig selv og andre.”

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.