Den skæve vinkel: Jesper Sander Pedersen

Med tre økonomiske kriser, tre brancheskift og mere end tre årtier bag sig på Costa del Sol kan Jesper fortælle historier som de færreste. Men han har også sin egen. Den begyndte en sommeraften i 1985, hvor han spadserede rundt på strandpromenaden med et skilt med påskriften ”Do you speak English?”

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
Foto Mugge Fischer

Der var knap hverken hoteller eller udlændinge dengang i Rincón de la Victoria.

Jesper Sander Pedersen var en af de få. Af ren venlighed besøgte han sin onkel og tante, der havde købt hus i den lille kystby lidt øst for Málaga. ”Der var lidt pionerånd over dem. Og jeg måtte kæmpe for at finde en pioner i mig, når mørket faldt på. Jeg var jo kun 23-24 år og ville gerne ud at møde lidt mennesker og more mig. Men sprogbarrieren var et kæmpe problem,” fortæller Jesper, som fandt et stykke pap og en fed tuschpen frem for at lave sit Do-you-speak-English-skilt. I flere timer spadserede han rundt – helt alene. Ingen reagerede på hans oplæg til dialog. Men klokken præcis halv tolv hørte han et

”I do”. Det kom fra Rocio. Hun snakkede fint engelsk. Og sammen snakkede de hele natten. To år senere blev de gift.  

Romantik i byretten

De ville hinanden og Jesper tøvede ikke med at tage springet. Uden faldskærm sprang han fra studiet på journalisthøjskolen i Århus for at skabe sig et liv på Costa del Sol.

”Vores bryllup var både praktisk og romantisk selvom vi blev gift i byretten. Dengang – i 1987 – var Spanien kun lige kommet med i EF, og jeg kunne kun få visum for tre måneder ad gangen. Skulle jeg have permanent arbejds- og opholdstilladelse måtte jeg på knæ for Rocio. Det var helt okay med mig,” fortæller Jesper med et varmt smil. Det var et begivenhedsrigt år for den nygifte mand, som også fik sit første job og købte sin første bolig. ”Vi købte lejlighed på feriapladsen i Fuengirola i en af de første ejendomme, der blev opført der. Indtil da var området mark og landbrugsjord. Vores bolig kostede kun 5,5 mio. pesetas (i dag 33.000 euro) – til gengæld var renten 18 procent,” fortæller Jesper Sander Pedersen.

Netop den tårnhøje rente var roden til den første af tre dybe økonomiske kriser, som Jesper har været vidne til i Spanien. Senere kom finanskrisen og Corona, men vi bliver i ’87, hvor Jesper fatter pennen på Scanposten – et af de første danske medier på Costa del Sol. ”Det var en kamp at få avisen på gaden. Jeg husker, den blev trykt i Danmark og så fløet herned for dengang fandtes der ingen trykkerier her i provinsen. Det var helt andre tider og en meget særpræget type, der stod bag avisen. Måske derfor holdt projektet kun i to år,” fortæller den danske skribent. Mere rygrad var der i magasinet Solkysten, hvor Jesper fik lidt over 15 gode år. ”Det var en dejlig tid – måske den bedste i mit liv. Jeg fik foldet mig ud, fik ansvar, og miljøet var meget familiært. Det var lige mig,” erindrer Jesper Sander Pedersen. Privat gik alt lige så godt – næsten. For Jesper glemte at lytte til sin krop. ”Jeg fik stress og levede helt forkert. Derfor gik jeg ned og var sygemeldt i et år. Takket været god behandling og de højere magter kom jeg stærkt igen,” fortæller Jesper, som altid har stortrives i den lille lokale skandinaviske medieverden. Helt frem til 2014. Så skulle der ske noget andet. 

De spændende brancheskift

Hans indsigt og rejselyst, kombineret med en god kontakt, åbnede døren til rejsebranchen.

Og i den næste håndfuld år rejste Jesper Andalusien tynd for en række danske rejseselskaber. ”Vel var det sjovt og spændende – men også krævende. Der ligger meget mere forberedelse bag end man forestiller sig. Uanset om næste tur er en byrundvisning i Mijas Pueblo eller Andalusien Rundt på 10 dage, skal der udarbejdes detaljerede dag-til-dag programmer og alle hoteller, restauranter og faciliteter skal tjekkes,” fortæller Jesper, som hurtigt tilføjer: ”Og så skal der holdes styr på bagtroppen. Folk har en forfærdelig tendens til at blive væk på en tur.” Det sagt, så nød han opgaven. Med sin entusiasme trængte han ind hos folk, og Jesper elskede at vise selv den mindste krog af sit ”nye land”.

Desværre sluttede rejsen for præcis to år siden. Æren tilfalder Covid-19. ”Efter et år løb min tålmodighed op, og jeg besluttede mig for at gøre en tanke til virkelighed.” Tanken hedder Jesper Assistance. ”Jeg hjælper danskere i Spanien med al kontakt til myndighederne. Lige fra møde-assistance til fremskaffelse af dokumenter og oversættelse af en lægejournal. Alt for mange slås med bureaukrati og papirnusseri. Det løser jeg nu for dem,” fortæller Jesper, som bestemt ikke keder sig. Han ved meget. Og det han ikke ved, kender han nogen, der ved. Sådan fungerer Jesper – og hans assistance fungerer. Han er rundet de 60, men sindet er ungt. ”Pension er ikke noget, jeg har tænkt på. Men der er en masse ting, jeg gerne vil, og som jeg sikkert først får tid til, når jeg bliver gammel,” indrømmer Jesper, mens tankerne falder tilbage på hans gamle erhverv. Jesper pusler nemlig lidt med at skrive et par bøger – blandt andet en kriminalroman, der har rødder i den forhenværende danske ambassadør i Mexico, der forsvandt sporløst i Elviria ved Marbella tilbage i 1988. Man fandt hans bil og ejendele – men aldrig manden.

Der er altid en idé, en historie, en opgave der skal løses eller et projekt i støbeskeen, når man er sammen med Jesper Sander Pedersen. Hans største projekt søsatte han en sommeraften i ’85. Det har han aldrig fortrudt.

Ti skæve til Jesper

1. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg er en inkarneret fan af Bruce Springsteen. Jeg har set ham og hans orkester trykke den af hele seks gange i Spanien og tog engang også turen til Goteborg. Lægger han turen forbi Spanien igen, er jeg den første til at købe billet.

2. Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Det bedste er udendørslivet. Vi mødes med venner og bekendte på nærmeste bar og behøver ikke rydde op derhjemme. Det værste er dobbeltparkeringerne, som altid skaber kaos ved skoler, idrætshaller og populære forretninger.

3. Din dårligste vane?
Søde sager i enhver form.

4. Din bedste og dårligste handel?
Vi solgte godt og købte endnu bedre, da vi i ’03 flyttede fra Fuengirola til El Pinillo i Torremolinos.

Mit dårligste køb var min Rover Austin Montego. Den blev købt som ny, fabrikeret i England, men jeg er sikker på, bilen havde haft flere ejere. Den skulle hele tiden på værksted og blev til sidst solgt som skrot.

5. Hvad gør dig nervøs?
Utålmodige mennesker, som konsekvent frygter at komme for sent.

6. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Bruce Springsteen. Han virker som et ærligt menneske, og mange af hans tekster vil jeg gerne spørge ind til. Antonio Banderas tog jeg også gerne en øl med.

7. Tror du på Gud?
Ja – men det er ikke noget jeg praktiserer. Jeg er bestemt ikke fast kirkegænger.

8. Er der noget, du fortryder i dit liv?
Ja – jeg ville gerne have taget nogle fotos af de ting og genstande, som har haft betydning for min forhenværende hverdag. Det gælder f.eks. mine gamle cykler, min knallert, mit første stereoanlæg, mm.

9. Har du en helt – eller et forbillede?
Det er Michael Laudrup – ikke mindst for hans evne til at være ærlig og diplomatisk på trods af at have stjernestatus.

10. Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?
Huleforskning i drypstenshulerne i Nerja. Det er nok 20 år siden, jeg tog med på en tur for at se den del af grotterne, der ikke er åben for publikum. Turen tog seks timer og gik fra at være både smuk og spændende til direkte skræmmende. Det var op at hænge i stålvejere, jeg faldt flere gange og blev så forslået, at min kone ikke kunne kende mig, da jeg skulle hente hende på vejen hjem.