Profil: Hans Hugo From

De fleste enten kender, har set eller hørt om Helle Hollis – det danske biludlejningsselskab men de store, opsigtsvækkende flådehaller i Málagas lufthavn. Men det er de færreste, der kender manden bag det sidste årtis succeshistorie. Da han tog plads i direktørsædet for præcis elleve år siden, stod Helle Hollis midt i sit livs krise med truende nedskæringer hængende over hovedet. I dag er selskabet med over 50 medarbejdere og 1.550 biler stærk tilbage som Costa del Sols største lokale biludlejningsselskab.

 

Det er ikke let at flytte. Og slet ikke når man går fra 250 til 100 kvadratmeter. Efter 21 år har Hans Hugo From og fruen valgt at sælge deres luksuriøse vandmøllevilla i Mijas for at flytte i et mere praktisk rækkehus. “Jeg vidste godt, det ville blive vemodigt at flytte, men det største problem har været at finde plads til alle de ting og minder, man får samlet sammen med årene,” fortæller Hans, som har rejst, boet og arbejdet i de mest fjerne egne. Det første eventyr begyndte i 1984.

 

 

 

 

Det var dengang, man i flere hjem fortsat havde sort/hvid fjernsyn og DR var eneste kanal. Det var langtfra nok til at underholde og inspirere en ung Hans Hugo From, som i stedet var fast gæst, når der i Silkeborg og omegn blev annonceret foredrag. Specielt foredrag med folk, der havde rejst og oplevet noget trak i den unge familiefar. “Der dukkede en urokkelig udlængsel op i mig, og jeg tøvede ikke med at reagere, da udenrigsministeriet søgte en mand til at hjælpe danske eksportører i Algeriet, hvor danske virksomheder stod i kø for at opføre typehuse efter et voldsomt jordskælv,” fortæller Hans, som indtil da havde levet af at sælge alt fra frosne fisk i England til mursten i Tyskland. Han var lige ved, men fik ikke jobbet. Det gjorde han til gengæld året efter, da samme ministerium søgte en eksportassistent i Oman. For de fleste et ukendt arabisk Sultanat, men med masser af potentiale og en statsleder, der ville noget. “Ganske få år inden vi tog af sted, var der kun fire kilometer asfalteret vej i landet og én generator, som stod midt i mellem hospitalet og regeringspaladset, så begge institutioner kunne bruge den. Det illustrerer fint, hvad der ventede os. Men det blev mit livs bedste eventyr,” fortæller Hans Hugo med et lunt smil.

 

Sultan Qaboos havde taget over efter sin far, og den unge Sultan ville bygge landet op – og havde ressourcerne til det. “I de fire år vi var i Oman, blev der opført universitet, flere hospitaler og adskillige mejerier. Flere danske virksomheder var hovedleverandører, og her var jeg bindeleddet. På 25 år gik landet fra middelalder til det 20. århundrede og det var fantastisk spændende at være med til,” fortæller den forhenværende Oman-borger. Også familien trivedes. Hans kone, Ingelise, var flittig i en nødhjælpsorganisation og parrets datter faldt til på en lille international skole. “I fritiden havde vi naturen og det Indiske Ocean for os selv. Alt var jomfrueligt, og vi havde nogle fantastiske oplevelser. Jeg husker, vi altid kørte i to biler, når vi skulle på tur, for hvis den ene gik i stå, var der ingen hjælp at hente.” Hjælpen var heller ikke i nærheden, da Hans Hugo From efter sit arabiske eventyr sad som eksportkonsulent i Dansk Industri. “Det var et kæmpe kulturchok at komme hjem. Jeg vænnede mig aldrig rigtigt til det. Vi måtte af sted igen,” fortæller Hans, som denne gang kastede sig over Yemen. Landet havde alle muligheder for at gøre kunststykket fra Oman efter, og Hans Hugo fik igen et spændende job og blev sågar udnævnt som konsul.

 

“Vi vågnede en morgen ved, at ruderne i vores hjem blev sprængt ud. Der udbrød borgerkrig i Yemen og pludselig stod vi midt i den. Det eneste, der kunne eksporteres til Yemen på det tidspunkt, var krudt og kugler. Der var intet at komme efter for danske eksportører,” forklarer Hans Hugo From, som var lykkelig for at han og familien kom helskindet videre – ikke hjem. For i stedet for at søge i sikkerhed i det danske, drog han til Slovenien for at åbne Erhvervsfremmestyrelsens nye handelskontor. Da handelskontoret nogle år senere, da Slovenien blev optaget i EU, blev overtaget af den danske ambassade, stod Familien From på ny på skillevejen. På det tidspunkt var begge døtre blevet voksne og Hans mente, det var på tide, han og Ingelise tog på en lang ferie. Passat’en blev pakket med de mest basale ting og kursen sat mod Mijas, hvor parret havde sikret sig en ferielejlighed. Vi er i sommeren ’97 og skæbnen vil, at det rejselystne par aldrig kom hjem til Danmark igen.

 

De skulle have nyt køkken til deres feriebolig, så Ingelise mente det var værd at kigge forbi en åbningsreception hos forretningen “Estufas Nordicas”, som var ny forhandler af Vordingborg Køkkenet. Da de forlod receptionen, havde Hans både sikret sig nyt køkken og nyt job som administrationschef. Årets efter søgte Helle Hollis så en administrations- og personalechef. En stilling der var skræddersyet til den høje dansker.

Når et energisk menneske har tilbragt to årtier på samme arbejdsplads, må det være fordi både firmaet og branchen konstant byder på nye udfordringer. Men i ’08 var det dog ved at blive lidt for spændende – selv for en afbalanceret Hans Hugo From, der nu var blevet administrerende direktør. “Det letteste er at pege på krisen, som var benhård mod alle – ikke mindst i Spanien og her på Costa del Sol. Men for os var det lige så hårdt, at vi samme år mistede vores licitation i lufthavnsterminalen, som var vores bedste salgsvindue, samt at der på markedet havde udviklet sig en kedelig priskrig. Vi blev derfor nødt til at vende bøtten på hovedet, omstrukturere os og finde en ny vej. Ellers havde vi ikke overlevet,” forklarer Helle Hollis-direktøren, som havde modet til at gå mod strømmen.

“Vi gik fra lav pris til fair pris. Folk forstår en lav pris, men bliver i længden trætte af discount og irriteret over skjulte omkostninger. Sådan kommer kunderne ikke igen. Det gør de til gengæld hos os, for vi har formået at kommunikere og vise, at vi leverer et godt produkt med en god service til en transparent, fair prispolitik,” forsikrer Hans Hugo From, som i øvrigt har en klar filosofi om, at hverken de erhvervsdrivende, eller Costa del Sol som destination, har en fremtid ved kun at fokusere på discount.

Meldingen til kunderne var klar. Det samme blev den til medarbejderne. “Vi måtte sige farvel til 20 procent af vores kollegaer. Det gør ondt, for vi er tætte på hinanden i det daglige, men det var nødvendigt for at redde resten,” forklarer bilmanden, som samtidig erkender, at virksomheden inden da havde alt for mange sekretærer og folk i administrationen. “Vi fik finpudset organisationen, alle manualer for medarbejderne blev skrottet, og vi blev meget mere alsidige. Pludselig kunne receptionisten køre bilen gennem vaskemaskinen og mekanikeren udlevere nøgler i receptionen. Vi begyndte at arbejde som en helhed, og det er et af de vigtigste elementer bag vores genrejsning.” I samme periode lukkede Hans Hugo From de tre omkostningstunge kontorer i Nerja, Marbella og Granada og satsede i stedet på at tilbyde lufthavnsparkering. “Parkeringshuset skal udvides med to etager. Så godt går det. Generelt har vi i dag en sund forretning, også takket være vores parkering, som er den del, der vækster mest, slutter den danske direktør, som ikke glemmer at nævne salget af udlejningsbilerne. Efter de har kørt otte måneder på de spanske veje, skiftes de ud med nye. Helle Hollis’ rødder stammer fra bilhandel, og det netværk nyder man fortsat godt af i Málaga, hvor det stadig er Holger Helle, der styrer flådefornyelsen . Det er så også det eneste, der er, som det altid har været. Resten har Hans Hugo From lavet om på – og med succes.

 

Men Hans’ hårdeste kamp har han kæmpet på hjemmefronten. “For en håndfuld år siden blev min kun 38-årige datter alvorligt ramt af kræft. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Heldigvis er hun helbredt og tilmed meget lykkelig i et nyt ægteskab,” fortæller Hans Hugo meget åbenhjertet. Han er kun et stenkast fra pensionsalderen, men bliver ved roret hos Helle Hollis så længe det er passende – og så længe arbejdet ikke går ud over privat- og familielivet. “Med min svigersøn får jeg gået en masse lange ture i skovene og bjergene. Sådan nogle rigtig dagslange ture. Det holder jeg mere og mere af,” fortæller Hans Hugo From, som helt klart ved, hvor han i fremtiden vil lægge flere ressourcer. “Med Ingelise vil jeg bruge mere tid i det skandinaviske kulturliv. Vi har en god og velfungerende kirke og andre foreninger, som jeg fremover godt kunne tænke mig at lægge lidt kræfter i.”

Hans’ største ønske er dog, at begge er i fin form, når han om otte år fejrer guldbryllup med sin faste rejsefælde siden 1977. “Fremover vil Ingelise og jeg også gerne rejse lidt mere. Men det siger alle i min alder jo,” slutter Hans Hugo From.

Rejselysten lever fortsat i ham, men pionerånden er dulmet. Hans Hugo From er landet, hvor han hører til.