Massakren mellem Málaga og Almería

Den 8. februar 1937 tog godt 150.000 forvildede og hjælpeløse indbyggere fra hjembyen, mens de blev bombarderet af pro-nationalistiske italienske og tyske krigsskive og fly – samt selvfølgelig spanske Franco-fascister.

Enten til fods eller på æsler læssede med ejendele tog de afsted i vild, sanseløs panik. Eftersom der fortsat foregik kampe i Málagabjergene, blev den eneste mulighed for at komme væk at tage landevejen med Almería som mål, siden denne by fortsat blev kontrolleret af republikanerne.

Mens de sneglede sig frem på vejen, som i dag hedder N-340, summede det af rygter om, at fly og krigsskibe nærmede sig, og da de næsten havde nået Torre del Mar, kunne de selv høre lyden af fly, som nærmede sig – og se silhuetterne af skibene, som lå udenfor byen.

Den canadiske kommunist og læge Norman Bethune havde i al hast taget fra Valencia for sammen med sine assistenter for at hjælpe, og de forsøgte alt hvad de kunne, sammen med flere frivillige, at prøve på bedste vis at lindre smerterne på de skadede og sårede.

Ingen kan længere forestille sig, hvor hårdt, vanskeligt og nervepirrende det kunne være bare at vente og vente, mens bomber og granater susede ind blandt dem. Her er et forsøg på at skildre, hvordan det måske kunne føles… al den vanvittige skræk, forfærdelsen og modløsheden de måtte opleve.

Stanken af blod, størknet kalkpuds, sved og urin føltes overvældende. Alcalden i den lille landsby ved Torre del Mar måtte næsten kaste op, før han nåede bunden af den rustne jerntrappe. I det svindende lys fra lommelygten kunne han se rækker af ansigter – gamle mænd, kvinder og børn – hundredvis af dem. De stirrede tavst på ham, halvt mistænksomme, halvt bange – flygtninge fra krigsfronten i Málaga, glemte og navnløse – krigens menneskelige vraggods.

Han bevægede sig frem gennem trængslen af kroppe, og havde lige fundet et sted at krybe sammen, før de skærende hvin fra de tyske bombefly – Stukaerne – nok en gang fik ham til at gyse af sanseløs frygt. Det havde ikke hjulpet at hindre bombardementet spor, at han havde dristet sig ud til fyrtårnet og slukket lyset der – fly og beskydning fra bådene fandt frem alligevel. Ikke alle flygtningene – tusindvis af dem – havde klaret at søge tilflugt i en af tunnellerne langs vejen, og han havde taget mange med til en kælder, han vidste, kunne huse flere hundreder.

Væggene i det skrøbelige skjulested rystede, så flager af cement og gips dækkede både mennesker og de millimeter af ledigt gulv, som fandtes.

Bombningen fortsatte hele natten, afbrudt af skrig og jamring i mørket. Af og til befandt ødelæggelserne sig langt borte, og de hørte bare fjerne drøn og svage hyl. Men det blev desværre bare korte udsættelser, før luften igen begyndte at vibrere af den kraftige motorsnurren. Rædslen nærmest kvalte dem, da de forestillede sig de dødbringende, sorte projektiler, som faldt ubarmhjertige ned mod de skrækslagne mennesker. Så blev alle tankerne blæst bort, mens væggene rystede og eksplosionerne gjaldede i deres hoveder. Lynglimt slog ned gennem sprækker i taget og oplyste hvide, vanvittige ansigtsudtryk.

Utroligt nok – en stund efter at rystelserne og drønene sluttede, hvilede mange og vågnede ikke før Norman Bethune og hans hjælperne var ankommet og gik blandt dem for at forsøge at hjælpe, trøste og give lægetilsyn til så mange som muligt. Måske var det at give dem håb, det vigtigste af alt!

I mørket måtte de forsøge at komme videre – kælderen gav alt for lidt skjul og beskyttelse. Med Alcalden i spidsen slæbte de sig over den lille plaza udenfor – en gang en smuk oase i den lille landsby, men nu bare en udbombet ruin. De passerede resterne af den gamle, gotiske stenkirke med det karakteristiske, runde rosevindue i fronten og vaklede frygtsomme men beslutsomme videre på det, som ville blive nye rædsler, pinsler og død langs vejen til Almería…

 

 

 

Af Hans Petter Lindøe