Las Minas de Bédar ligger ca. 20 km. fra Mojácar, og der er anlagt en spændende vandrerute igennem de gamle minegange og tunneller. Ruten hedder SL- A 77 og hvis man Googler det, får man ruten at se. Nu skal vi ud på en vandretur på 11,7 km. gennem et meget afvekslende og betagende landskab, og da denne rute er helt unik, er der ingen undskyldning: vi må fatte stavene og bevæbne os med madpakke, masser af vand og lygter. Lygterne skal vi bruge i de 4 tunneller, som ruten går gennem. Og så er vi klar til et nyt eventyr.
For at komme hen til rutens start kører vi mod Los Gallardos fra rundkørslen nedenfor Mojácar. I udkanten af Los Gallardos finder vi vej AL 6109 mod Bédar, som fører os under motorvejen A 7. Nu skal vi holde øje med km. stenene, for mellem km. 3 og 4, sådan ca. halvvejs, skal vi dreje af mod venstre hvor der står ‘Ruta de la Minería´. Vi befinder os nu ved en ladeplads, hvor mineralerne blev læsset på vogne. Denne plads hedder Tres Amigos og ligger lige foran en tunnel. Her parkerer vi, og her er det opsat et stort skilt med en del af vores rute.
Ruten er ualmindeligt godt afmærket, så vi starter bare med at gå hen langs med tunnellens yderside. Efter ca. 200 m. drejer ruten af til venstre og nu går det opad for en kort bemærkning. Denne korte opstigning er kun en af to – tre opstigninger på ruten, som af samme grund har fået betegnelsen: fácil (let). Og vi må give rutebeskriverne ret: Der er ikke mere end 280 højdemeter op og ned på hele ruten, så det er rent guf: en herlig, spændende og nem rute i vores allesammens vandreparadis: Andalusien. Hvem kan få armene ned?
Efter en halv times vandring kommer vi til den første tunnel, som er over 200 m. lang og hedder Túnel del Servalico. Det anbefales, at man tager lygter med, så det havde vi gjort, men når sandheden skal frem, er det ikke strengt nødvendigt. Men hvis man gerne vil kunne se underlaget inde midt i tunnellen, så er det selvfølgelig en god idé. Denne tunnel blev brugt til transport af det jern og bly, som man udvandt fra bjergene. Til den ende havde man anlagt en smalsporet bane med tipvogne. Det er denne bane, vi skal følge på en del af turen.
Når vi kommer ud af den første tunnel, kommer vi til et kryds. Hvis vi kigger op til højre, ser vi nogle fine villaer og en vej, der går ned fra dem og møder vores sti på den nedlagte jernbane. Denne vej er en del af vores returrute. Men lige nu fortsætter vi bare lige ud og følger skiltene. Vejen stiger lidt og vi kommer op til et sted, hvor vi har en flot kig ned over en herlig dal, hvor der er tydelige spor efter minedrift. Vejen følger dalens runding, men pludselig drejer vores rute skarpt ind til højre og her støder vi på rutens 2. tunnel – Túnel de San Manuel. Det er den laveste af de 4 tunneller, og der står, at den kun er 1,3 m. høj, men det er nok lidt af en underdrivelse, for vi kunne alle sammen næste stå oprejst derinde. Da denne tunnel ikke er ret lang, har man heller ikke her brug for lygter. Når man kommer ud af tunnelen, er man midt i et vildt vulkansk landskab, og denne del af ruten kaldes da også Vía Vulcana. Nu bliver stien smal og er anlagt på en opbygget kant på siden af en stejl kløft. Rester af træsveller fortæller os, at her har der også gået en smal jernbane.
Turens mest spændende del går på denne smalle men behagelige sti, som ligger på kanten af en slugt på venstre hånd. Efter en stund kommer vi til den 3. tunnel, som hedder Túnel de la Vía Vulcana, som er ret snæver, men kort. Den 4. tunnel har en lidt tricky tilgang, så der er sat et jernreb fast, som man kan holde fast i, men der var nu ingen af os der følte, at det var nødvendigt. Efter tunnellen passerer vi et sted, hvor der har ligget en bygning til lagring af malm, og hvor man kan se de udmundinger, hvorfra malmen blev hældt på tipvognene.
Nu skal vi over rutens eneste bro, kaldet Puente del Barranco de los Lobos (ulveslugtens bro). Det er en fin smal bro, som fører os over den kløft, vi har haft på venstre hånd. Efter broen stiger vi opad og forlader mine landskabet. Stien er nu bred og fører os opad med en svag stigning. Vi får nu en bebyggelse at se foran os, og det er udkanten af en urbanisation, der hedder Los Pinos. Efter en del kurver og opstigning ser vi pludselig et skilt der peger hen til højre til Hoyo Júpiter – altså Jupiters hul. Det må vi jo hen og se hvad er, så vi drejer af. Efter blot 100 m. står vi ved dette hul, som er meget stejlt og spektakulært.
Vi går tilbage til stien og fortsætter ufortrødent. Inden længe kommer vi ind i landsbyen La Serena. Det er en lille søvnig flække, hvis eneste attraktion er en gammel kilde. Her i denne by standser den ellers meget fine afmærkning, og vi må spørge en dame der beskærer roser i sin have, hvor La Ruta de la Minería fortsætter. Hun peger blot ned ad vejen. Og nu ser vi at der er tegnet store pile i asfalten…. Vi er altså ikke de første, der ikke kunne forstå, hvorfor afmærkningen nu er ophørt.
Nu bør man gøre følgende: sætte sig ved kilden og tage en tår vand og evt. fylde flaskerne op. Nu skal man bemærke hvad ens km. tæller (Garmin, Endomondo eller Wikiloc) står på. Fra kilden er der ca. 800 m. hen til det kryds, hvor vi skal dreje væk fra asfaltvejen. Krydset er ikke til at overse, og hvis man er i tvivl, skal man blot lægge mærke til et lille åbent betonskab med en grøn stribe malet forneden. Så ved man, at det er det rigtige sted. Her drejer vi altså til højre og fortsætter hen ad vejen. På et tidspunkt kommer vi til en urbanisation med de fine huse, vi så nede fra ruten lige efter den første tunnel. Vi passerer bl.a. huset Las Lagartijas og vejen går nu nedad. Inden vi får set os om, er vi nede på stien og nu skal vi bare dreje til venstre og gå gennem den første tunnel: Túnel del Servalico.
Når vi kommer ud af tunnelen, er der kun ca. 1 km. tilbage af ruten, og inden vi ser os om, står vi nede ved bilen efter denne spændende udflugt. Nu trænger vi i den grad til kaffe og is, så vi kører tilbage til kysten og finder lidt efter Mojácar-stranden, på vej ned mod Carboneras, en herlig isbar på højre hånd. Her har de bjerge af is og lader til at være is-entusiaster. På et skilt står der: Skinny people are easier to kidnap… Stay safe… Eat Ice cream…. Og det gør vi så, for vi vil da ikke risikere at blive kidnappet nu efter strabadserne på La Ruta de la Minería.
Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov
