Det danske magasin i Spanien
Løb stærkere end loven tillod – og måtte i 11. time skille sig af med et par spillere for at holde lønloftet

Løb stærkere end loven tillod – og måtte i 11. time skille sig af med et par spillere for at holde lønloftet

Han er kaldt til fotografering med mig på Málaga CFs trænings-anneks ved Estadio La Rosaleda, den 50-årige sportsdirektør Jose Caminero. Altid hurtig i farten.

 
Som da han på halvanden måned strikkede et helt nyt Málaga-hold sammen til en spændende sæson i 2. division – den såkaldt 1/2/3-liga. 22 kampe, der skal resultere i omgående oprykning til La Liga. Det er den klare og krævende målsætning til spillerne, der trods lidet kendskab til hinanden startede sæsonen ganske forrygende.
 
Det gik så hæsblæsende stærkt for den tidligere landsholdsspiller Caminero med en flot aktiv karriere i Valladolid og Atletico Madrid og senere sportsdirektør i begge la Liga-klubber, at Málaga CF passerede det såkaldte løncap i klubben. Lønudgifterne blev større end de af La Liga-organisationen dikterede. Et sådant diktat tilflyder alle klubber i de to bedste spanske rækker. Det står i forhold til deres økonomiske formåen.
 

Anfører solgt – unge på vej

Så der skulle ske noget i de sidste døgn, inden transfervinduets deadline midnat til den 1. september.
Løsningen blev at sælge sidste sæsons første-anfører Recio til Leganes for 2 mio. euro, fritstille veteranen Iturra, der prompte røg til Villarreal, og sende et af fejlkøbene fra 2015, marokkaneren Tighadouini til Esbjerg FB. Deres afgange lettede på løn-budgettet, så de sidst ankomne spillere kunne opnå deres licens.
Hermed blev det samlet til 11 afgange af spillere fra Málaga CF til andre klubber og 11 nye ankomster – de fleste på lejemål.
Selvom der nu er lidt pusterum til Caminero, begynder han så småt at se frem mod næste sæson.
Spillere skal sikres på fast kontrakt med klubben. Med hjælp af træner Muñiz er flere af Málaga CFs talentfulde spillere fra 2. holdet i 2. division B ved at blive implementeret. Vi skal lægge mærke til navnene Harper (skotsk U-landsholdsspiller), Hicham, Abgar (marokkansk U-landsholdsspiler) og Keidi Bare (albansk U-landsholdsspiller) – alle opfostret i Málaga CFs akademi.

 

Smuttede fra Málaga efter lægetjekket

Men ikke alt, hvad Caminero ønskede, opnåede han. Således gik midtbanespilleren Maikel Messa fra Gimnastic hans næse forbi. Han røg til Las Palmas. Gimnastic forlangte 1 mio. euro for ham. Málaga CF bød 450.000 euro og Las Palmas 750.000. Derfor spiller Messa nu for Ø-holdet.
Og heller ikke den 23-årige Alvaro Jimenez, en hurtig fløj, kom i hus. Han var ellers ankommet til La Rosaleda, havde gennemgået det obligatoriske lægetjek, besigtiget faciliteterne i klubben og sammen med sin agent, Manuel García Quilón, fået en aftale på plads.
Men da problemerne med lønloftet kom ham for ører, smuttede han straks – til 2. divisions-rivalen Sporting Gijón i det nordlige Spanien.
En situation Caminero tog helt roligt.
En sådan natur er han også.
 
 

Årets spiller i Spanien

Rundt om Caminero:
Fulde navn:
Jose Luis Perez Caminero
Født den 8. november 1967 i Madrid
Hans aktive karriere:
1986 – 1989: Real Madrid B
1989 – 1993: Valladolid – 134 kampe (3 mål)
1993 – 1998: Atlético Madrid – 149 kampe (40 mål)
1998 – 2004: Valladolid – 155 kampe (15 mål)
Position: Offensiv midtbanespiller
Med Atlético Madrid blev han i 1996 både spansk mester og pokalvinder.
Og samme år kåret som Årets Fodboldspiller i Spanien.
I perioden 1993 – 1996 opnåede Caminero 21 kampe på det spanske landshold med otte scoringer.
Han var en del af den spanske trup til både VM i 1994 og EM i 1996.
Som pensioneret fodboldspiller en karriere som sportsdirektør henholdsvis Valladolid og Atlético Madrid og nu altså i Málaga Club de Futbol.
 

Tesesa en oprykker sponsor

Kort før sæsonen skrev Málaga CF kontrakt med en ny – eller rettere sagt gammel hovedsponsor.
Málaga-firmaet Tesesa, der fabrikerer døre, skabe og køkkener, pryder nu det blå-hvide kampdress i et lidt smartere design.
Det kommunale sponsorat fra kommunen Benahavís markeres nederst på bagsiden, hvor også mottoet ”Vi elsker dig Málaga” er printet.
Tesesa stod også som sponsor for Málaga CF, da klubben for 11 år siden rykkede op i La Liga. Firmaets sponsorat gælder endvidere Málagas kvindehold, der netop er rykket op i den bedste spanske række, og ungdomsafdelingen.
Tesesa afløser spillefirmaet Marthonbet, der efter Málaga CFs nedrykning rykkede til en anden La Liga klub, Girona i Catalonien.
 

Siden sidst: Salg for 10 mio. og køb for 700.000 euro

Som beskrevet andet sted på siderne om Málaga CF fik sportsdirektør Caminero sine kabaler til at gå op.
De betød, at Málaga CF solgte spillere for 10 mio. euro og købte for 700.000 euro.
Spillerne bag tallene:
Recio solgt til Leganes for 2 mio. euro.
Miguel til Getafe for 3 mio. euro
En-Nesyri til Leganes for 5 mio. euro.
Af beløbet for En-Nesyri indkasserer et akademi i Marokko, hvor han startede sit fodboldliv, 1 mio. euro.
Indkøbene hen over transfervinduet formede sig således:
Boulahroud fra FUS i Marokko for 600.000 euro.
Renato Santos fra Boaviste i Portugal får 100.000 euro med en ejerdel af ham til Boavista på 60 %.
Lige inden transfervinduet lukkede, kom den 33-årige målmand Pawel Kieszek fra Warszawa til på en fri transfer fra Córdoba. Han tegnede en 1-årig kontrakt med Málaga CF og skal vogte målet, når første-keeper Munir er optaget af landskampe for sit land, Marokko.
Keiszek er en rutineret herre, der har repræsenteret klubber i såvel Polen, som Grækenland, Holland og Portugal.
Og efter transfervinduet dukkede den klubløse centerforsvarer David Limbán, 31 år og tidligere Valencia, Salamanca, Xerez, Barcelona B, Elche, Granada og Eibar op og underskrev en to-årig kontrakt med Málaga CF.
 

19.000 sæsonkort solgt i Málaga CF

Der blev i Málaga CF et fald i salget af sæsonkort i forhold til La Liga-sæsonen 2017-18, men slet ikke så stort som man kunne have frygtet. Flot, at 19.000 er solgt, men forsalget fortsætter og kan jo hermed øges.
Antallet i sidste sæson lød på knap 25.000.
Således er salget gået i de enkelte 2. divisionsklubber:
Zaragoza: 25.000
Sporting: 23.000
Deportivo: 20.000
Las Palmas: 19.000
Málaga CF: 19.000
Oviedo: 17.000
Osasuna: 15.200
Cadiz: 15.000
Córdoba: 15.000
Elche: 12.700
Mallorca: 9.300
Tenerife: 8.000
Granada: 8.000
Almería: 7.500
Albacete: 7.500
Extremadura: 6.700
Gimnastic: 5.500
Numancia: 4.000
Lugo: 3.500
Reus: 3.000
Alcorcón: 1.800
Majadahonda: 1.500
 
Tal i toppen, der misunder mange La Liga-klubber.
 
LA LIGA-TALLENE
ser således ud:
Barcelona: 85.000
Real Madrid: 61.300
Atlético: 56.500
Betis: 50.400
Athletic: 44.600
Sevilla: 41.000
Valencia: 40.000
Sociedad: 28.000
Espanyol: 21.000
Levante: 21.000
Valladolid: 20.000
Villarreal: 19.000
Celta Vigo: 18.000
Alaves: 17.800
Vallecano: 11.800
Getafe: 11.700
Leganes: 10.000
Girona: 7.300
Huesca: 6.000
Eibar: 5.500
 

Málaga i toppen af Europa…!

I sidste sæson i La Liga markerede Málaga CF sig ikke alene ved spillemæssig elendighed, men også som det tredje hårdest spillende i Europa – målt på antal frispark og gule og røde kort. En statistik, der toppes af spanske hold.
Synderegisteret ser således ud:
Getafe, Spanien
Girona, Spanien
Málaga, Spanien
Cagliari, Italien
Alaves, Spanien
Villarreal, Spanien
Leganes, Spanien
Toulouse, Frankrig
Torino, Italien
Sevilla, Spanien
Genoa, Italien
Levante, Spanien
Fiorentina, Italien
Schalke, Tyskland
Atlético, Spanien
Metz, Frankrig
Bordoux, Frankrig
Udinese, Italien
Mainz, Tyskland
Athletic, Spanien
Málaga CF noterede sig for i alt 90 advarsler og 613 frispark.
 

Stærke i Luften

Málaga-mandskabet er i forhold til sidste sæson stærkt forynget. Og i luftrummet næsten suverænt.
De højeste er:
Pau Torres, centerforsvaret, 1.91 meter, N’Diaye, midtbanen, 1.87, Harper, forward, 1.85, Adrian, midtbanen 1.83, og Luis Hernandez, centerforsvaret.
Resultater

CD Lugo – Málaga CF 1-2
Málaga CF – Alcorcon 1-0
UD Almería – Málaga CF 0-1
Málaga CF – CD Tenerife 1-0
Málaga CF – Córdoba CF 3 – 0
UD Las Palmas – Málaga CF ???

 

Afkast til Málaga CF, da Castillejo skiftede til AC Milan

I 2015 forlod de fodboldspillende venner, Samu Castillejo og Samuel García, grædende Málaga CF.
Solgt i en pakkeløsning for en samlet sum på 15 mio. euro til Villarreal. De undskyldte nærmeste på farvel-pressemødet, men gældsplagede Málaga var i pengenød og skilte sig af med nogle af de store talenter, klubben selv havde fostret på akademiet.
De 2xSamu skiltes herefter. García blev ikke fast mand på Villarreal-mandskabet og røg til russiske Kazan uden den store succes. Levante i Valencia tog imod ham for i foråret at låne ham ud til Málaga CF. Nu sidder han på reservebænken i Levante.
Derimod binder succes sig til den høje, ranglede Catillejo med 19 U-landskampe for Spanien. I sommerens transfervindue solgte Villarreal den nu 23 årige fløjspiller til den italienske storklub AC Milan for 15. mio. euro.
Ifølge de internationale solidaritetsregler tilfalder der Málaga CF ca. 490.000 euro af pengene – en procent-bestemmelse, der skal tilgodese klubber, der har opfostret professionelle spillere.
Og 37.500 euro til den lille Málaga-klub Mortadelo, hvor Castillejo tog sine første fodbold-skridt.
 
 

Tribunepladser får hos La Peña de Dinamarca

Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol i Spanien som fra andre lande er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til top-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser midtfor på den ene langside – beskyttet for eventuel regn.
Forinden let måltid og matchoplæg i restaurant Casa Danesa/Club Danés på Mijas-vejen og bus tur-retur til stadion.
Medlemsrabatter til alle kampe.
 
Kontaktpersoner:
Formand Morten Møller
+34 617 700 424
info@malaga-support.dk
 
Kasserer Gabrielle Duebæk
+34 699 652 896
 
kontakt@Málaga-support.dk
La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF optaget i Federación De Peñas Malaguistas i Málaga CF. Den tæller mere end 300 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena.
Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.malaga-support.dk
Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.