Kære læser, Du er ikke så vigtig, som du selv tror

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Tillad mig at underbygge denne lidt provokerende påstand:

Personligt har jeg danset rigtig meget zumba. Det svarer til 80’ernes aerobic blot uden malplacerede benvarmere og skrigende neonfarver. Mange er bekymret for, om de nu kan følge med koreografien til sådan en time og, værst af alt, om de andre deltagere tænker, man er idiot, hvis man træder ved siden af. 
Sandheden er, at deltagerne til sådan en zumbatime mest af alt har travlt med at iagttage og følge instruktørens koreografi, og skulle man have et enkelt øjebliks overskud, bliver det brugt på at glo på eget spejlbillede i det desperate håb om, at det er Beyoncé, der overskudsagtigt smiler tilbage til én (det er det aldrig).
 
Hvis du, kære læser, følger med på La Danesas Facebook-side eller i vores nyhedsmails, vil du sikkert have set undertegnede dukke op i et par videoer hist og her fra nogle af La Danesas reportager ‘ude i felten’. Jeg bliver tit mødt af folk, der opfatter det som modigt, at jeg tør stille mig op foran kameraet i bedste Ulla Terkelsen-stil. Men det, folk ikke tænker på, er, at jeg tager tilbage på kontoret og klipper de bidder fra, hvor jeg stammer, falder over ordene, ser åndssvag ud eller øh’er mig igennem sætningerne.
Jeg vil faktisk hellere producere en video til titusind seere, end jeg vil holde en tale for ti personer.
 
Og adskillige studier har da også vist, at de fleste menneskers største frygt er at tale foran en forsamling. Denne frygt skulle rangere højere end frygten for at dø – i hvert fald ifølge undersøgelserne. Men hvorfor? Vores logisk tænkende hjerne ved jo godt, at vi ikke kommer til skade på nogen måde.
Svaret skal tilsyneladende findes i vores ‘primalhjerne’. Den del af hjernen, der husker, da vi i tidligere tider levede sammen i grupper og vores overlevelse afhang af dette. Social ekskludering, altså hvor man var uden for gruppen (som når man træder op på en scene alene), betød, at man ikke kunne beskytte sig og skaffe nok forråd, hvilket i sidste ende var en regulær dødsdom.
Så det er nok ikke så underligt, at de fleste af os får svedige hænder, høj puls og tør mund, hvis vi skal give en præsentation eller holde en tale.
 
For nylig var jeg med til et arrangement hos Toastmasters. Her giver modige personer pokker i tør gane og sitrende hænder på vejen til at blive bedre talere. Og det kan tillæres. Læs hele artiklen inde i magasinet.
 
Amerikanerne har regnet den ud. Jeg er tit imponeret over amerikanernes fantastiske evne til at tale om dem selv, som om de er de fedeste personer i verden. Min egen lommeteori går på skolernes implementering af ‘show and tell’ helt fra de små klasser. Her tager eleverne f.eks. deres hamster med i skole, stiller sig op foran sine klassekammerater og fortæller, hvorfor netop deres gnaver er det fedeste kæledyr i hele verden. Eller nå ja, måske bare et udmærket kæledyr.
Jeg kunne i hvert fald godt have brugt lidt mere øvelse, da jeg som kikset teenager i 7. klasse skulle begynde at lave reelle fremlæggelser – ordet kan stadig give mig koldsved ned ad ryggen.
 
Lad mig til slut understøtte min indledende påstand med dette citat af ukendt forfatter:

In your 20’s you worry about what other people think. In your 40’s you stop worrying about what other people think. Finally in your 60’s you realize they were never thinking about you in the first place!

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa