Jeg har dummet mig. Det har du helt sikkert også. Det er der sådan set ikke noget sensationelt i.
Alligevel er det ikke rigtig noget, vi er særligt gode til at tale om. Slet ikke, hvis bommerten skete i professionelt regi. Det er der en organisation, der forsøger ændre på., og det kan du læse om i artiklen ‘FuckUp Nights’ inde i magasinet. Her fortæller virksomhedsejere, hvordan de med syvmileskridt har trådt ved siden af i forretningsverdenen. Det er hudløst ærlige udmeldinger, der bidrager til, at vi får aftabuiseret det at fejle.
Vi har vist alle sammen prøvet at skvatte på cyklen fra bageren med franskbrød og rundstykker på cykelstyret. ‘Jeg er okay!’ nærmest skriger man og forsøger at ligne en, der ikke netop har pådraget sig hudafskrabninger på størrelse med Lolland og en stikkende smerte, der går helt ind til knoglemarven. Man kan ikke afværge omkringstående bekymrede personer hurtigt nok for at kunne komme rundt om hjørnet og slikke sine sår og forsøge at genvinde det tabte ansigt. HVIS vi nu havde bidt stoltheden i os og sagt ‘det gjorde faktisk vildt ondt’. Så kunne det være, at vi havde fået den hjælpende hånd, vi havde brug for til at komme videre og huske den pose med bagerens herligheder, der lå og dekorerede cykelstien.
‘Det går godt!’, svarer vi ligeledes nærmest pr. automatik, når der bliver spurgt ind til forretningen eller jobbet. For det modsatte er forbundet med meget stærke følelser som skam og skyld. Hvad nu hvis vi blev bedre til ærligt at sige ‘det går godt, men jeg har den her nød, der er hård at knække’?
Jeg går ikke ind for, at man dyrker hullerne i osten. Dem er der sådan set ikke noget interessant ved. Men hvor er det menneskeligt og vigtigt, at vi deler de her erfaringer med hinanden. Der er aldrig nogen, der har lært noget af at stryge lige til tops uden knubs og skrabede knæ.
Rent personligt må jeg ofte minde mig selv om, at det ikke altid er den fulde sandhed, der portrætteres – især på de sociale medier. For eksempel manifesterer der sig ikke automatisk en Starbucks-kop i hånden på kvinder med perfekt sminkede ansigter under upåklageligt ondulerede Loreal-lokker. Sådan ser det nok kun ud på de perfekte fotos, der bliver delt på de sociale medier, når kaffe-prinsesserne toner frem i mit feed, mens jeg selv kigger på skærmen med morgenhår, rander under øjnene og dårlig ånde.
For mændenes vedkommende kan jeg forestille mig, at man kan have behov for at minde sig selv om, at marathonløb ikke som sådan er en fast weekendaktivitet for alle, når man kigger på de sociale medier søndag eftermiddag og løbsnummerdekorerede brystkasser dukker op i flæng.
Livet består ikke kun af succeshistorier – ofte fejler vi, og som resultat kommer vi klogere og endnu mere sultne ud på den anden side. Hvis vi blev bedre til at dele fadæserne med hinanden, kunne det være, at vi ikke var nødt til at begå alle fejlene selv.
Happy failing and happy sharing.
LMF
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com
