Det danske magasin i Spanien
“I skriver om Torremolinos, men jeres journalister kommer jo aldrig hertil,” lød den kontante melding på La Danesas Facebook side. Manden bag ordene havde jo ret. Det er en by i rivende udvikling, men det afspejler vores artikler ikke.
 
Efter at have sundet mig lidt mindede jeg mig selv om, at vi faktisk er en redaktion, der ikke er bange for at få jord under neglene. Og et par timer senere sad jeg på en bar i Torremolinos og afkrævede den mand, der har været krofatter i byen i næsten 30 år en forklaring på, hvad der er så interessant ved Torremolinos. Og jeg fik svar på tiltale.
 
Bed jeg lige på krogen? Ja.
Kan det svare sig at række ud? Absolut.
Ville jeg ønske, der var flere læsere, der gjorde det? I den grad.
 
Når der skal skrives artikler til vores magasin, er det nemlig ikke sådan, at vi bare rækker ned under skrivebordet og hiver en håndfuld skuffeskriverier op, der passer til sæsonen. Af samme årsag kan man også af og til opleve en fuldstændig tom redaktion, hvis man træder ind på kontoret hos Norrbom Marketing. Dét afspejler sig forhåbentlig i artiklerne – at vi har været med ude, hvor tingene sker.
 
Denne måned har mine kollegaer og jeg blandt andet været på restaurantbesøg i Benalmádena. Vi har været ude og smage på spiselige blomster på gartneri i Axarquía, vi har været til Jack and Jones’ photoshoot i Málaga, vi har lavet voxpop i Mijas om økologi. Dertil har vi set på hængende huse i Cuenca, vi har talt med kommunen i Fuengirola om de forestående internationale dage, og så har vi været et smut i Álora for at besøge en dame, der gennem mange år har fået foden inden for hos indbyggerne og ikke mindst sigøjnerne i byen.
 
Og, nå ja, så var vi naturligvis også på besøg i Torremolinos.
 
Så, kære læser, hvis du på en eller anden måde mener, du har noget unikt, vi bør dække, så send mig eller en af mine kollegaer en mail. Det kan være, du kender et særligt godt sted, andre også bør besøge eller har et helt specielt kendskab til et område, en spændende person, en hændelse eller noget helt andet.
 
Væk min interesse eller provokér mig. Fortæl mig en historie, der kan inspirere og motivere. Ræk ud!
 
Jeg glæder mig til at høre fra dig,
 
lmf
Af Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.