Den værste tørke i... snart nogensinde

Spanien har ca. 1.200 vandreservoirer, hvilket er europæisk rekord, og de har tilsammen en kapacitet på omtrent 54.000 kubikhektometer. Det er et unikt system, opført strategisk for at opsamle regnvand og sikre vandforsyningen til hustande og landbrug i hele landet. Flere steder er de også skabt i forbindelse med opdæmning for nogle af landets 1.800 floder og åer, og dermed producere elektricitet. Vandløbene er sammenlagt på godt 172.000 km.

Lægger man reservoirer og vandløb sammen, synes det umiddelbart som rigtig meget og tilstrækkeligt vand, der er tilgængeligt.
Nu er nogle af reservoirerne dog næsten tomme, regnen kommer sparsomt eller alt for voldsomt, og floderne pines af overforbrug tilbagebetalt med forurening. Landbrug og landskab lider, ørkendannelser forekommer allerede, skovbrande forekommer hyppigt, og selv de normalt tørkeresistente pinje-, oliven- og mandeltræer er ved at dø af tørst.

 

Ifølge FN vil mindst 25 procent af Jordens befolkning i år 2050 leve med begrænset adgang til vand. Ved århundredets udgang vil regnmængden være faldet mellem 20 og 25 procent. Vand kan forventes nærmest at blive så værdifuldt, som olie er det i dag. Og lige så omstridt. Tænk bare på Tigris og Eufrat, som løber gennem flere mellemøstlige lande, hvor millioner af mennesker er afhængige af flodernes vand, og den ufred, som en blokade eller en kontamination ville skabe.
Det Europæiske Miljøagentur advarede tidligere i år om, at klimaændringerne specielt vil ramme Middelhavsområdet. Det var ikke første gang.
I Spanien er der en længerevarende debat omkring overførsel af vand fra nord til syd, og så er naboerne i Portugal trætte af at modtage forurenet flodvand fra spanierne.

En del regn faldt i sensommeren, man ser stadig vand pible i vandløb, og vandhanerne er da ikke tørlagte. Måske er det ikke så slemt? Jo, det er det. Se bare, hvad det spanske meteorologiske institut, Agencia Estatal de Meteorología (Aemet), mener. Herfra lyder det, at i løbet af august røg gennemsnittet af vandstanden i de 1.200 reservoirer under de alarmerende 50 procent. I starten af september lød tallet på 42,9 procent. På denne årstid er normen 60 procent. Flodbassiner og -deltaer har det mindst lige så grumt, og et eksempel er Segura-deltaet, som er på 17,2 procent af dets kapacitet.
Den sammenlagte vandbeholdning er i starten af efteråret kun 26 procent af de sidste 10 års gennemsnit. Flere steder er vanding helt forbudt eller begrænset.
Manglende regn er en del af forklaringen. Nedbørsmængden i det seneste såkaldte hydrauliske år, som gik fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017, var 12 procent under normen, lyder det fra Aemet. Året er det tredje mest tørre år, efter 1981 og 2005.

Tørken er ganske naturligt værst i syd. Specielt galt er det i landets sydøstlige del, såsom i Alicante, Murcia og Almería. Så hvorfor ikke lede vand fra nord ned til Europas køkkenhaver i eksempelvis Almería?
Svaret er, at det har man i mange år gjort med Tajo-Segura-kanalen. Helt tilbage i 1902 blev der udtænkt en plan om at lede vand fra reservoirerne på Tajo, der med 1.007 km er den længste flod på Den Iberiske Halvø, og via Segurafloden videre til godtfolk og landbrugsmarker i det tørre sydøst. Opførelsen startede i 1966, og vandet begyndte at flyde fra Tajo mod syd i 1979. Den kaldes Trasvase Tajo-Segura.
Men mængden af disponibelt vand var fejlkalkuleret, og tørkeperioder var ikke taget i betragtning, og i dag, hvor vandstanden i floden er næsten halveret, nogle reservoirer undervejs er nede på så lidt som 11 procent, er der for lidt vand til kanalen. Der afledes kun, når vandstanden er på et vist niveau. Så er det tilladt, og ifølge en ny lov er det også obligatorisk. Når vandstanden er på sit højeste i Tajo, afledes 65 procent af vandet til Segura.
Det gavner det sydøstlige område, hvor 85 procent af dette vand bruges til at vande afgrøder i Almería, mens det resterende går til Alicante og Murcia.
Der er modstand imod den eksisterende løsning, og endnu mere imod en udvidelse, for selvom fordelene synes åbenlyse, indeholder sagen flere problematikker. Regnmangel er ikke begrænset til syden, og ordningen gør det umuligt at akkumulere vand i nord. Der er forskelle på livet i vandløbene i nord ift. syd, og ved at importere liv fra nord ødelægger man sydens økosystemer.
Overførslen af vand har gavnet landbruget i sydøst i årevis, men situationen har også skabt politisk splid og konflikter, og grundet det mindre vand i Tajos videre løb har det resulteret i en miljømæssig katastrofe.

Tajo er altså leverandør af vand til kanalen. Og den er et eksempel på, hvor meget man kan udnytte en flod.
Lad os følge den på sin vej. Den har sit udspring i Aragonien, løber sydvest om Madrid og til Portugal, hvor den udmunder i Atlanterhavet syd for Lissabon.
På sin vej fra Aragonien til Portugal er Tajo opdæmmet ikke færre end 51 gange – alene i Spanien. Det bremser fisk på vej op ad floden eksempelvis for at gyde, og det mindsker hver gang vandstanden.
Flodens resterende vand skal desuden levere vand til Madrids 6 mio. indbyggere, hvis utilstrækkeligt rensede spildevand ledes tilbage i floden, som tager det med til Portugal. Med på vejen kommer nitrater og fosfater fra kunstgødning, og vandet bruges også til at afkøle atomreaktorer, med unaturligt høje temperaturer til følge.
Der er ikke meget at sige til, at Tajo truer med helt at tørre ud.
Der er jo andre floder at tappe fra, men mon ikke resultatet ville være det samme, da man heller ikke i den nordlige del af landet giver vand ved dørene. Og det bliver mindre og mindre, eftersom flere floder fodres direkte eller indirekte fra gletsjere i Pyrenæerne, men her er 90 procent af isen forsvundet det sidste århundrede. Alene i årene 2002 – 2008 forsvandt 25 procent af isen på den spanske side.

Portugiserne begræder den stand, som Tajos vand er i, når det kommer til dem. Tidligere på året indgav de en klage til EU, som dog var over Spaniens planer om at opføre et nukleart affaldsbehandlingsanlæg tæt på floden og nær den portugisiske grænse. Spaniere selv mener, at man har levet over evne, hvad vand angår. Vand har altid været en mangelvare, og det bliver kun værre og værre som temperaturerne stiger, nedbøren falder, og forbruget bare øges. Det er dette og det eneste, som kan kontrolleres.
Spanien er ikke begunstiget med store forekomster af grundvand, selvom det dog med held kan hentes op flere steder. I den centrale del af landet er der forekomster langt nede, som med store investeringer kan hentes op.
Afsaltning af havvand er en anden af de løsninger, som kan redde Spanien ud af en permanent tørst. Afsaltning startede allerede i 1960’erne. Uden disse anlæg kunne man f.eks. ikke dyrke alle de grøntsager i Almería, når Tajo ikke har kunnet levere, og som særligt i vinterhalvåret forsyner resten af landet og det øvrige Europa med frugt og grønt.
Spanien er i øvrigt verdensførende indenfor afsaltningsanlæg, og der eksporteres anlæg til flere lande. En udvidelse på hjemmebanen kræver politiske beslutninger, og én af den spanske kongres’ primære opgaver dette efterår er at udarbejde en aktions- og lovpakke, som skal bremse tørkens effekter. Og Aemet spår et tørt efterår.

Kulde og hagl i foråret, en sommer med hede og tørke, har ødelagt mellem 40 og 60 procent af vinstokkene i de nordlige og nordøstlige vinområder. I eksempelvis Rioja Alta-regionen bliver tabene anslået til mere end 50 procent.
Forudsigelser peger på en samlet høst på 36 millioner hektoliter mod 44 millioner hektoliter i 2016. Det vil resultere i stigende priser, men visse steder også en højere kvalitet, da dette års høst godt kan give små druer med et bedre slutresultat. Som følge heraf er producenterne overbeviste om, at priserne på vine fra kvalitetsstyrede oprindelsesbetegnelser, herunder La Rioja eller Ribera de Duero, vil stige efter flere års stagnation.
Dårlige vejrforhold har også påvirket Spaniens største konkurrenter i Italien og Frankrig. Samlet set forventes vinproduktionen i EU at være 10 procent lavere i år ift. 2016.

Da flere af de store vandreservoirer blev anlagt for 50-60 år siden måtte folk forlade hus og hjem, mens disse blev overgivet til vandmasserne. Nu hvor reservoirerne er ved at tørre ud, er skeletter af huse og hele landsbyer begyndt at dukke op igen. Det sker i omkring 10 steder i landet, bl.a. i Mansilla de la Sierra i La Rioja, der ses på billedet. Selv i regnfulde Galicien på kanten af Atlanterhavet sker det, eksempelvis Portodemouros i Agolada, hvor også det egetræ, man før i tiden brugte til at hænge folk i, er dukket op igen.

 

Af Jette Christiansen