Den rejsende flamencodanserinde

Jeg har altid nydt mine personlige møder i udlandet. Særligt når jeg går alene ud, og derved ikke er opslugt af selskab på forhånd. Selvfølgelig er man som alene altid mere blottet og på mere usikker grund, men heldigvis er man derved også mere modtagelig overfor, hvad de tilfældige møder med lokalbefolkningen et givent sted kan bringe med sig af impulsive oplevelser. Jeg boede i Granada for 10 år siden, hvor jeg studerede, og det har været en helt særlig og spændende følelse at vende tilbage efter så mange år for at bo her igen nogle måneder. Det er en blanding af at kende stedet, eller at genkende det, og samtidig føle sig ny og til tider geografisk forvirret i de smukke og ofte temmelig stejle gader, når jeg bevæger mig rundt.

Jeg har besøgt flamencobaren Eshavira i Granada, som jeg også kom på for 10 år siden. Det er en natklub, hvor der er koncerter og shows indenfor flamenco og jazz, og hvor der denne dag var danseoptræden med japanske flamencodanserinder. Det lykkedes mig at finde en ledig stol, og jeg sad og ventede spændt. Jeg havde aldrig set japanere danse flamenco før, men har efterfølgende fundet ud af, at flamenco er utroligt populært i Japan. Pausen trak lidt ud, og jeg sad og lyttede til den gode flamencomusik i højtalerne. Ved siden af mig sad en kvinde og sang med. Jeg spurgte hende, hvem sangerinden var, og hun sagde at det var en sang fra det nyeste album af Niña Pastori. Vi præsenterede os. Hun hed Elena. Under selve flamencoshowet, der var rigtig intenst og på højt niveau, råbte Elena flere gange rosende ord op til de japanske danserinder, hvis modighed hun understregede overfor mig og de andre ved siden af. Jeg spurgte, om hun også selv dansede, og hun sagde ja. Efter showet talte vi om at mødes, da jeg rigtig gerne ville høre mere om hendes virke som flamencodanserinde, og hun også gerne ville høre om mine rejser i Andalusien.

Vi mødtes et par dage efter på Plaza Larga i Albaicín, hvor vi fik forskellige forfriskninger med de tilhørende tapas, som er Granadas altid herskende nærmest magiske lov, som går ud på, at man ved hver bestilt drikkevare får serveret en tapa. Elena fortalte, at hun havde danset, siden hun var ganske ung, og at hun havde dedikeret sig til flamencoverdenen, som havde bragt hende rundt i Spanien, hvor hun både har boet både i nordlige og sydlige dele. Hun har en gruppe, som hun nu rejser og optræder internationalt med. Hun har ligeledes været bosat i længere perioder i både Italien og i England. Nu er hun tilbage i Spanien og vil videreudvikle sine kompetencer indenfor virksomhedsledelse, så hun kan udbygge sit foretagende yderligere som selvstændig planlægger og kunstner med sin rejsende gruppe. Indtil videre har hun optrådt i blandt andet Qatar, Pakistan, England, Indien, Tunesien, Italien og Frankrig, og hun har haft kunstnerisk samarbejde med både fotografer og musikere, ligesom hun også har danset mange forskellige flamencoshows, både mere traditionelle og også eksperimenterende, på dansefestivaller i Spanien og internationalt.

Elenas havde som 15-årig danset street-dance, som var den stilart, hun dengang identificerede sig mest med. Men flamencoen havde også hendes opmærksomhed, da den var indbegrebet af det leben, der var tilstede der, hvor hendes mor var fra og hvor hendes mormor boede, nemlig i Granada. Derfor kendte hun musikken og stemningerne, men musisk havde hun flere gange bedt moren om at skrue ned, når hun satte flamenco på derhjemme. Det var ikke, før Elena blev 20 år, hvor hun blev overtalt af sin danselærer til at prøve at danse flamenco, at hun overgav sig. Hun havde aldrig prøvet sko med hæle på og da slet ikke overvejet at danse med dem på. Men fra første dansetime var hun solgt. Flamencoen skabte en balance i hende, fortalte hun. Efter al den street-dance nød Elena den sensualitet og visdom, som flamencoen gav hende, og som hun også oplevede et behov for.
”Lidt efter lidt oplevede jeg, at det blev til en hel livsstil for mig – en livsstil som forbandt mig med mine rødder og fortsat gør det”, fortalte Elena.

Jeg spurgte Elena, hvordan hun kom på at rejse med flamenco, og hun fortalte, at hun var begyndt nationalt, hvor flamencoen som sagt allerede havde bragt hende til forskellige egne. Hun havde både boet i Cádiz, Barcelona og Sevilla. Sideløbende med interessen for flamencodans har hun også altid elsket at rejse, og da ingen af disse to passioner er blevet mindre med årene, så udlever hun dem nu begge to og på samme tid.
”Jeg startede med at rejse efter flamencoen med min flamenco-personlighed, og det har ført til, at jeg rejser med og på grund af flamencoen”, forklarede hun. Hun fortalte også, at dét at leve i andre lande og at rejse rundt med flamencoen i hånden, har givet hende den kæmpe gave, at hun har lært en masse smukke personligheder at kende og derigennem også deres kulturer.

”Jeg har deltaget i danseundervisning og også selv undervist de fleste af de steder, jeg har rejst og boet, og det har for mig været utroligt givende og lærerigt”, fortalte Elena og fortsatte: ”Der var en gang i London, hvor jeg var ved at afrunde en dansetime. En tysk pige havde overværet undervisningen. Hun havde tilfældigvis boet i Sydspanien, og hun fortalte mig, at hun altid havde elsket flamenco, og at hun kendte til den fra sin tid i Spanien. Hun fortalte også, at hun aldrig havde haft mod på at danse flamenco selv, da det jo var noget man skulle have de rette rødder for at kunne gøre. Det synes jeg var morsomt og ret pudsigt, så jeg spurgte hende: ’Græder du? Føler du glæde? Forelsker du dig? Har du længsler? Og sorger? Hvis ja, så velkommen! For så kan du træde ind i flamencoen.’ Flamencoen er netop dette. Den er helt aktuelt en kilde til menneskelig livskvalitet, som ikke er forankret i noget materielt”, fortalte Elena.

Da Elena uddybede, hvordan det er for hende at optræde, forstod jeg bedre hendes store opbakning til de japanske dansere. Det gik op for mig, hvor sårbar en situation, det egentlig er at fortælle en historie med sin egen krop foran et publikum. Det kræver et enormt mod, og Elena fortalte, at det kan variere meget, hvordan hun føler det på scenen, da hun som alle andre kan have vidt forskellige dage. Men uanset humør kan hun altid gå på scenen med sit hoved så at sige og danse derudfra. Hun oplever, at dansen i de situationer altid ender med at skabe en positiv forbindelse til hendes krop.
”Når jeg danser, inspireres jeg til at føle passion, lidelse samt selve historien i musikken og teksterne ud fra mit eget liv. Jeg kender og oplever alle de følelser selv, og flamencoen bliver en kanal jeg bruger til at udtrykke dem.”, fortalte hun.
”Flamencoens ’Palos’, som er musikkens forskellige rytmer og stilarter, repræsenterer alle en bestemt følelse, og at det er klart, at jeg sommetider er mindre motiveret til at danse eksempelvis en ’Alegría’ end andre gange. Så kan jeg via kommunikation med musikerne modificere udtrykket rent teknisk. For det er med flamencoen som med al anden kunst: Jo mere kommunikation der er tilstede, og jo mere ærlig den er, jo smukkere og mere helstøbt bliver oplevelsen”.

Efter mit møde med Elena, som jeg har haft stort udbytte af i form af den inspiration, hun giver med sit eksempel som ildsjæl og kunstner, har jeg tænkt videre over vigtigheden af, at vi tager chancer på egen hånd. Store som små. For det viste sig, at både Elena og jeg var taget ud alene den søndag for at se det japanske flamencoshow, og vi er enige om, at vi vil opfordre flere til at gøre det samme. Der sker spændende møder, når vi går alene i byen. Ikke mindst sprogligt, kan jeg love alle, der gerne vil lære spansk så hurtigt og med så autentisk udtale som muligt. De impulsive tilfældige møder mellem mennesker og dermed kulturer kan jo dyrkes, hvor end vi befinder os. Hun er en person, som også har gjort sig udførlige tanker om, at dét at være kunstner er en livsform, som så mange andre livsformer, og hun tager afstand fra, hvis man som kunstner ser sig selv som mere ophøjet end andre mennesker, grundet at man lever af noget kreativt og anderledes. Det er simpelthen en livsform og et udtryk, som så meget andet, mener hun, og med disse overvejelser er Elena meget bevidst om, at møde folk i øjenhøjde og med et stort nærvær og ligeværd. Jeg håber meget, at de nordiske lande også vil få glæde af Elenas skønne personlighed og smukke flamencodans, og at vi vil invitere hendes flamencogruppe til at optræde en dag nordpå. For som hun selv siger: ”Min plan er at fortsætte med at rejse og danse!!”

 

For mere information om Elena La Machana, tjek følgende sider:
https://www.facebook.com/ElenaLaMachanaCia/?fref=ts

http://elenamartinflamenco.com/

Af Lærke Helene Askholm