Dette flotte vandfald ligger i den østlige ende af naturparken Sierras de Tejeda, Almijara og Alhama og man kommer til det ved at køre ad Andalusiens flotteste vejstrækning, nemlig A 4050, som er den gamle vej mellem Almuñecar og Granada. Denne del af naturparken er meget dramatisk, og ruten ned til vandfaldet er nok en af de flottest stier på disse kanter. Tag med ud på en betagende vandretur på små 9 km gennem den smukkeste natur ned til et helt specielt vandfald.
Før motorvejen mellem kysten og Granada blev bygget var A 4050 (i folkemunde kendt som La Cabra – geden) hovedvejen mellem Almuñecar og Granada. Det var her bussen mellem de to byer kørte, og mangen en passager har siddet med hjertet oppe i halsen, når chaufføren raskt svingede bussen rundt i de dramatiske sving, og når der var 400 m. rent drop ned til siden. Jo, vej A 4050 er i sig selv en udflugt værd, især på den del, hvor den snor sig mellem forvitrede klipper på kanten af Rio Verdes vilde løb. Det er Rio Verde vi skal besøge på denne udflugt, og de forstenede træstammers vandfald er skabt af Rio Verde.
I Almuñecar finder vi afkørslen til A 4050 i rundkørslen ved triumfbuen ved at køre imod Jete og Otívar. Vi kører forbi Torrecuevas og når lige at kaste et blik på resterne af den romerske akvædukt på højre hånd, inden vi kører under den imponerende bro, som den moderne motorvej hviler på. Vi skal køre forbi både Jete og Otívar, og det er efter Otívar det mest dramatiske stykke af A 4050 starter. Vi skal køre helt op til vi har passeret km. 32 skiltet, og kort derefter ser vi en lille P plads på venstre hånd. Her parkerer vi og går lidt længere frem ad vejen forbi et klippefremspring. Her ser vi et stort skilt og her starter vores rute med at stige et par meter op ad en trappe.
Nu ligger Rio Verdes dal for vores fødder, men der er 350 højdemeter derned. Heldigvis er stien ikke alt for stejl, idet den langsomt og nænsomt fører nedad – i starten i hver fald. Den første del af stien går op en kæmpeklippe, der elegant ligger således, at den rækker indad mod dalen. Det er en fantastisk sti at gå på, fordi man her befinder sig højt over dalen med fantastiske kig til alle sider. Jeg ved ikke hvor det bliver flottere end her! På et tidspunkt passerer vi et fint skilt, som på panoramisk vis viser et udsnit af Sierra de Almijara med navne på diverse toppe. Det er bare imponerende med alle de bjergtoppe og Sierra de Almijara er en overordentligt smuk bjergkæde, som fortjener at blive mere kendt. Kort efter skiltet begynder stien at gå ret meget nedad, så det er nok ikke en for folk med sarte nerver, og det kan anbefales at medbringe stave, ja jeg ville nødigt gå ruten uden.
Snart ser vi et skilt der forklarer det med vandfaldet med de forstenede træstammer. I 1920erne fældede man fyrretræer til brug som jernbanesveller. Træerne blev fældet og afgrenet højere oppe af Rio Verdes løb og skulle derfra transporteres til et savværk, der dengang lå ved Cázulas, lige overfor Otívar. Det hændte at nogle træstammer satte sig fast på siden af vandfaldet, og så kunne de ikke komme længere. Med tiden blev disse stammer forstenet af den kalk, der fandtes i vandet, og i dag kan man altså se dem stå der og flankere vandfaldet, som ud over stammerne kan fremvise mange spøjse klippeformationer, der er udskåret af vandet i den porøse bjergside.
Efter skiltet fortsætter vi ned mod vandfaldet og når vi er kommet ned af alt det stejle fører en lille sti derhen. Lige inden vi når vandfaldet, deler stien sig og den der går til højre fører hen til en fin hule, men først vil vi se vandfaldet. Det er meget specielt, fordi det er ret højt, og naturen har malet med mange gule og okker farver her. Nedenfor vandfaldet er der et lille bassin, som man kan bade i. Det er ikke ret dybt, men en varm sommerdag er det vederkvægende at blive afkølet her. Vi spiser altid vores madpakker her på denne skønne plet mens vandet risler. Det er i sandhed et forunderligt sted. Efter endt spisning skal vi op og se hulen, som ligger på højre side af vandfaldet. Vi går lidt tilbage ad stien som vi kom fra og tager nu den højre gaffel – der er kun ca. 20 m. derop. Hulen er smal og høj og sjov at besøge, men den opfordrer ikke til noget langt ophold. Dertil er der for dejligt ude i solen ved det rislende vand.
Vores vandretur er en rundtur, så vi skal heldigvis ikke kravle tilbage ad den stejle sti, men da vi jo gik 350 højdemeter ned til vandfaldet skal vi overvinde dem på tilbagevejen. Heldigvis er tilbageturen ret flad og derfor længere, og da den forgår på en grusvej er den fint fremkommelig. For at finde tilbagevejen går vi ad en sti der bevæger sig væk fra vandfaldet og krydser vandløbet et par gange. Efter ca. 100 m. kan vi kravle op på grusvejen, som fører ned til den del af Rio Verde, der benyttes flittigt til canyoning. Canyoning eller rappelling er jo en populær aktivitet, som består i at bevæge sig ned ad et flodløb iført neoprendragt og forsynet med hjelm, reb, glideunderlag til måsen osv. Man glider ganske enkelt med flodens løb, og når der er vandfald og andre forhindringer, så tager man dem med. Derfor skal man have rutchelapper på enden udenpå sin neoprendragt og reb, når man møder stejle vandfald, som man skal hejses ned. Utvivlsomt en spændende oplevelse, og hvis man har lyst, kan man gå ned til højre fra det sted hvor vi kommer op på grusvejen, for dernede er der et stort skilt, der fortæller, hvor man skal henvende sig, hvis man vil prøve flodrutchning eller canyoning.
Hvis man bare vil vandre, går man til venstre, når man kommer op på grusvejen og følger den tilbage til A 4050. Tilbageturen er også meget smuk, men den kan synes lidt lang. Men pyt, vi er jo friske folk, og hver gang vi går den, tænker vi på vores barnebarn Naya, som gik hele ruten selv kun 5 år gammel. Og når hun kunne, så kan vi også.
Når man når asfalten, drejer man til venstre og så er der ca. 1 km. tilbage til bilen. Og så er det at man kan glæde sig til en is på restauranten El Capricho i Otívar.
Se ruten og download GPS spor på
www.elsebyskov.com under hikes / maps for hikes from La Danesa.
Af Else Byskov, fotos af Declan McMahon og Else Byskov
