Kære læser – Forunderlige liv: TAKE 159 – 160

Kære læser - Forunderlige liv: TAKE 159 - 160

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Forunderlige liv – TAKE 159: Testosteron, instinkt og pandekager

I aftes var der et indslag i de danske tv-nyheder om, at mænds testosterontal falder, når de lever i fast parforhold. Det har man fundet ud af på Riget. Hvorfor det overhovedet er interessant, har jeg lidt svært ved at få øje på. Personligt kender jeg mange mænd, som er lykkeligt gift med skønne kvinder, uden at de har fået tynde arme og tævepatter af den grund. Nej, det der var interessant – eller måske nærmere skræmmende ved indslaget, var the venue: Et slags træningslokale, hvor en snes mænd lå på gulvet med deres babyer og sagde underlige lyde. De var i gang med at ‘være sammen med’ deres små børn, hvilket der i sig selv ikke er det mindste galt med. Man skal være sammen med sine børn, elske dem betingelsesløst, give dem tryghed, kærlighed, næring og kærtegn. I den grad! Men hvorfor er det blevet noget, man skal gå på kursus for at lære. Det er da fuldstændig absurd, at et voksent menneske ikke kan forbinde sig med sit instinkt og være forælder for sit afkom uden at der står en hipstertype med polarskæg og hyggebukser, og anviser hvordan. Lige der fik jeg sådan en voldsom lyst til at springe på flyet til DK, opsøge FarogBarn-holdet og råbe højt. Forhåbentlig fik de bank af deres koner, da de kom hjem.
At være forælder er efterhånden blevet et projekt med meget høje standarder. Så høje at helt almindelige og sunde familieværdier ingen plads har i … husbåden eller storby-‘loftet’ (for mindre kan vel ikke gøre det ud for børnefamiliens hjem?). Jeg bliver vred oppe i hovedet og trist i hjertet, når jeg tænker på børns egentligt ret simple grundbehov: At få lov til at komme i allerførste række hos deres forældre – bare engang i mellem. Bare et lille øjeblik, hvor det er helt ligegyldigt, om de hedder Jens, Susanne eller Erik (nej, det er ikke længere in at hedde Urt, Tallulah eller William Alexander), om de har bogstavsdiagnoser eller er allergiske overfor de rigtige ting, om de er gode til parkour, fridykning eller styrtløb (børnefamilier skal stadig på skiferie i uge 7), om de er veganere, går i skovbørnehave og har en iPhone 7 med keramikholder – som barnet selv har lavet på fars keramikaftenskolehold til far-barn-eventet, og som er blevet delt i kunstnerisk redigeret form på Instagram med hashtaggene #farogbarnlaverkeramiksammen #farsbarnerkunstner, på Facebook i Gruppen FarogBarn og på Pinterest under emnet: FarogBarn.
Bare et lille øjeblik med kærlighed og pandekager…

 

Forunderlige liv – TAKE 160: Alliancer og respekt

Forleden trådte en af mine mandlige venner til side for en ung dame, så hun kunne gå ind i elevatoren før ham. Han holdt døren for hende. Hun blev vældig fortørnet, og spurgte, hvad han bildte sig ind. Hun ville i hvert fald ikke udsættes for kønsdiskrimination. Jeg troede, det var løgn. Troede, at vi var kommet videre. Var det ikke dengang, vi kvinder smed bh’erne, røg pibe og huggede brænde? – helt tilbage i 60’erne og 70’erne? Okay, nu smed de spanske kvinder måske ikke bh’erne i 60’erne, men noget må da have flyttet sig. Min ven var blot dannet og høflig… hvilket så lige er et karaktertræk, jeg savner hos unge mænd i dag (men de er sikkert også blevet påduttet at lege med dukker i børnehaven og at sidde ned, når de skal tisse, så hvad kan man forvente?). Min ven tog trappen.
Personligt er jeg, af princip, holdt op med at bruge hammer, søm og boremaskine. Skal der bores, skal det ske til duften af mand, mens jeg lakerer negle, knuser et peberkorn og falder lidt i staver. Jeg ved jo godt, at jeg kan selv. Jeg kan bygge en bivuak i skoven, sørge for brænde og musefælder. Jeg kan skifte hjul på bilen og sætte tvillingmontering på en traktor, hvis det skulle blive nødvendigt. Og jeg er ikke for fin til at grave ud til et nyt lokum eller feje døde kakerlakker ud fra kælderrummet. Jeg kan betale mine regninger, bygge huset om og skifte olie på bilen. Men at jeg kan skifte olie på bilen, betyder ikke, at jeg vil.
Jeg gider godt at være kvinde, og det gør jeg, fordi jeg har en mand, som ikke er bange for at være det: En mand! Og jeg elsker det. Det handler om balance. Både kvinder og mænd er udstyret med maskuline og feminine sider, som vi kan forbinde os til, når der er behov for det. Og det handler ikke om, hvem der er mest sammen med børnene, hvem der bager brødet eller hvem der tjener mest. Det handler om en stærk alliance mellem ægtefællerne, om respekt og kærlighed – og at hver part i forholdet gør mest af det, som han eller hun nu er bedst til. Hjemme hos os er det fx min mand, der bager brødet og mig, der skifter dæk på bilen – uden at jeg behøver være mindre kvinde, og min mand mindre mand. Helt fint for dem der vælger yderpunkterne – men megaskønt for dem der tør veksle. Ville det ikke være et fint grundlag at opfostre børn på?
Med til denne svada hører, at jeg gerne ville se flere mænd, der er stolte af deres maskulinitet, og som tør sige nej!, hvis de ikke gider sidde på første parket til en fødsel eller gå til far-og-barn-kurser og sige underlige lyde, mens de ligger på gulvet (og så var der sgu ovenikøbet tv på). Mænd der ikke gør det til et projekt at være sammen med deres børn, men er FAR for dem, giver dem tryghed, kærlighed, visdom, cykelspænder og plaster på.
he
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa