Når palmerne vokser ind i himlen

Men rejsen stopper ikke her. Málagas lufthavn har ambitioner om meget mere.

 

Det gamle kontroltårn står der endnu. Det er tårnet fra 1940’erne, som blev moderniseret, da lufthavnen i ’65 gik fra at være militærlufthavn til passagerlufthavn. Man skal dog lede lidt for at finde det gamle tårn, for det står ca. 1000 meter vest fra dagens lufthavn, hvor lufthavnen oprindeligt lå. Tårnet blev brugt frem til slut 70’erne og er ikke kun et symbol på udviklingen. Det er også symbolet på en masse historier og nostalgi for Costa del Sol-danskerne.

Første gæst i ”lufthavnen” var den franske pilot Pierre Latécoére, som på en smuk forårsdag i år 1917 tog turen til det sydspanske for at finde et egnet sted, hvor de franske handelsfly kunne mellemlande på vejen til de franske kolonier i Nordafrika. Et par gode, flade jordarealer udenfor Málaga var ideelle og to år efter indviede franskmændene, med spansk tilkendegivelse, ruten Toulouse-Barcelona-Alicante-Málaga-Tanger-Casablanca. Det var en lang tur med mange mellemlandinger, men flyene kunne ikke klare længere distancer.
Da Francos tropper under borgerkrigen indtog Málaga i 1937, gjorde de lufthavnen til deres militære flybase. Det var samme diktator, som via sit indenrigsministerium, i ’48 gav tilladelse til, at almindelige passagerfly kunne lande og lette i lufthavnen og i 60’erne tog initiativet til de første omlægninger og forbedringer.

 

”Der var rigeligt at tage fat på, for der var kun én landingsbane – og den var af jord. Der var også kun én ankomsthal, og det var dybest set et stort skur, man havde lagt nogle palmeblade over.” Ordene kommer fra Hanne Sørensen.

 

Vel landene hun først i Málaga i ’78, men hun husker tydeligt fotos og fortællinger fra sin afdøde mand, som var med helt fra Costa del Sol-turismens fødsel. Sammen etablerede de senere Josef Rejser i Fuengirola, og Hannes fortællinger illustrerer fint, hvor hurtigt udviklingen er gået i og omkring lufthavnen.

 

Det samme gælder Susanne Lago, som i ’81 blev den første ansatte hos det danske biludlejningsselskab Helle Auto.
”Vi startede op med fem biler og et lille kontor i Fuengirola, for der var ingenting i og omkring lufthavnen dengang. Jeg kørte i selve udlejningsbilen til lufthavnen for at tage imod vores kunder og overdrage dem deres bil. Derefter tog jeg toget tilbage til kontoret i Fuengirola. Tingene tog sin tid dengang. Det kunne let tage en halv arbejdsdag, at få én bil på gaden,” fortæller Susanne med et smil.

Hun husker også tydeligt, hvordan det gik for sig, når kunderne skulle retur til lufthavnen.
”Dengang var der kun én vej til lufthavnen, og det var den ensporede kystvej. Det hændte, der opstod lange køer, så for ikke at komme for sent til kundernes fly måtte vi tage turen ad gedestierne. Vores gæster kom ud for lidt af hvert dengang.”

 

Et par år senere fik det lille selskab lavet en aftale med lufthavnens første P-vagt, som mod en skilling udleverede nøgler og kontrakter til de tilrejsende kunder.
”Dengang kendte alle i og omkring lufthavnen hinanden. Man hjalp hinanden og det var let af få aftaler på plads,” fortæller Susanne Lago, som efter 35 år i branchen ikke kan undgå at blive lidt nostalgisk.
En god aftale fik man også på plads, da Helle Auto som én af de første i slutningen af 80’erne fik lov til at stille en skurvogn op på lufthavnens parkeringsplads. Hér fik en medarbejder sin faste plads for at udfylde lejekontrakter og udlevere nøgler til nu endnu flere biler og kunder. Et par år senere opkøbtes det danske selskab Hollis Car Rental. Heraf har vi dagens Helle Hollis med 45 ansatte og en bilflåde på 1.400 biler.

Hanne Sørensen nikker bekræftende til, at man dengang kendte og hjalp hinanden i lufthavnen. Men hun husker også en knivskarp konkurrence mellem de to danske selskaber Conair og det gamle Sterling (inden deres første af to konkurser). Hannes mand var repræsentant for førstnævnte, mens Sølvræven var Sterlings mand i lufthavnen. Trods ivrig research kan ingen i dag komme på hans rigtige navn.
”Men han havde nogle meget klare sølvgrå striber i tindingerne, og så var han snu som en ræv,” forsikrer Hanne. Lige så karismatisk var hendes egen mand, som blandt skandinaver altid blev kaldt Josef. Men hans rigtige navn var José Manuel. Og da José bliver til øgenavnet Pepe i Spanien fik han, meget lunefuldt, i lufthavnen øgenavnet Pepito, som bedst oversættes til ”Lille Pepe”.

 

”Og hans kampvægt lå konstant på mellem 100 og 130 kilo,” fortæller Hanne med et stort grin på læben og fortæller livlig, hvordan hendes Pepito og Sølvræven kæmpede for at give deres skandinaviske rejsende den bedste service og oplevelse.
”Dengang blev afgangstiderne bøjet lidt i lufthavnen, så man måtte kæmpe lidt for at få sine fly hurtigt af sted. Alle kneb gjaldt. For en stang Prince kom man langt. Kom man sidst i køen, kunne ventetiden blive lang for de rejsende, og det var dårlig PR,” forklarer Hanne.
Lang kunne ventetiden også blive, når passagerne skulle igennem den spanske told, for dengang blev der handlet toldfrit i stor stil ombord på flyene – både til og fra Málaga.
”Det var en pine at få 200 rejsende igennem tolden, hvis tolderne var i dårligt humør. Men med et par stænger gave-cigaretter og ucensurerede videofilm kom der helt andre boller på suppen,” fortæller Hanne, og husker hvordan det selv i 80’erne, ti år efter Francos død, var svært at få fat på de ”rigtige” videofilm i Spanien.

Vennetjenesterne levede i bedste velgående i lufthavnen og om nødvendigt, kunne man også få en flybillet til vennepris. Både Pepito og Sølvræven slog gerne et smut forbi den baren Jupiter i Los Boliches for at få afsat deres afbudsbilletter.
”Dengang var der ingen paskontrol i lufthavnen og flyselskaberne var ligeglade med, om Hr. Jensen rejste på Fru Olsens billet.
De ville bare ikke have tomme sæder, for dengang omsatte flypassagererne for store summer i drikkevarer og TaxFree produkter ombord på flyene,” forklarer Hanne Sørensen.

 

Den manglende kontrol kan Per Hansen snakke med om.
”Som ansat i et fly- eller rejseselskab kunne vi gå frit rundt i hele lufthavnen. Stod vi i afgangshallen og hurtigt skulle ud på flypladsen, satte vi os bare på bagagebåndet, dukkede hovedet, og så var vi fremme. Det var helt andre tider. I dag er der helt andre sikkerhedsforanstaltninger – også for personalet,” fortæller Per Hansen, som i 1980 fik arbejde hos SAS i Málaga. Inden da var han hos Tjæreborg i Alicante.

 

Per Hansen husker tydeligt turen til sin første jobsamtale. ”Jeg startede min Fiat 600 i Alicante og 18 timer senere var jeg i Málaga. Bilen kørte skam fint, men der var ingen motorveje dengang. Der var kun de gamle landeveje, så jeg måtte bl.a. turen over Sierra Nevada”, fortæller han med et grin.
I sine erindringer om lufthavnen kan han ikke komme uden om den lille gade Pasaje Pizarro i Torremolinos.
”Her var der en fantastisk rejsestemning, for det var her, alle flyselskaberne havde deres billetkontorer. Det var der slet ikke plads til i den gamle Terminal 1,” fortæller Per Hansen, som ikke kan undgå at trække på smilebåndet, når han tænker på datidens flybilletter.
”Flybilletterne blev udfyldt i hånden på gennemslagspapir. Man fik en kupon for hver rejse, så skulle en nordmand fra Málaga til Oslo over Madrid og København, som var meget normalt dengang, var det næsten et helt håndskrevet kuponhæfte, man rejste af sted med.”

 

Per Hansen var i SAS i over 25 år og husker, trods de langsommelige arbejdsgange, den første halvdel som de bedste år.
”Det var monopolernes tid, så alle selskaber havde et fornuftigt overskud. Derfor blev der ikke sparet på noget. Vi fik en god løn, havde masser af frynsegoder og, frem for alt, en sjov og spændende arbejdsplads, hvor vi var med hele vejen rundt i branchen. Senere blev alt præget af nedskæringer og rutinepræget arbejde.”

 

Snakken går livligt blandt de tre veteraner. Minderne er mange – og de varer evigt. Men i lufthavnen er man sikker på, man har de bedste år foran sig.

Da Terminal 2 blev designet, var det i forventning om at tage imod 10-12 millioner årlige passagerer i fremtiden. Der skulle dog kun gå knap 20 år fra indvielsen i 1991, før storebroderen, Terminal 3, stod klar. Men den nye terminal, og dennes infrastruktur, hører Málaga lufthavn til blandt de nyeste og mest moderne lufthavne i Spanien.
Det ligger pressechef Pepa Villalobos Cantos ikke skjul på, når hun viser rundt og slynger flotte tal ud.

 

”52 luftfartselskaber har i dag forbindelser til Málaga og vi har et udbud og en standard af forretninger, restauranter, mødelokaler og VIP ventesale, som er fuldt på højde med Madrid, Barcelona og andre europæiske storbyer.”
Efter netop Madrid, Barcelona og så Las Palmas er Málagas lufthavn den fjerde største i Spanien og med en forrygende start på året kan lufthavnen, i følge pressechefen, komme i nærheden af de 18 millioner passagerer allerede i år. ”Mange ved det ikke, men med fuld udnyttelse af alle tre terminaler, har vi faktisk kapacitet til at tage imod 35 millioner årlige passagerer,” slutter hun.
Vel vokser træerne ikke ind i himlen. Men palmerne i Málaga vokser hurtigere end nogensinde.

Desværre har Málaga lufthavn ikke kunnet sige sig fri for ulykker.

 

Den 13. september 1964 fejlbedømte piloten på et Balair fly sin højde og landene så brat, at flyet skred af landingsbanen. Ingen omkom ved ulykken.

 

Den 20. december 1970 måtte et fly fra det belgiske selskab Sobelair vende retur til Málaga grundet slemt uvejr. En fejl i flyet gjorde, at flyet ved landingen væltede mod venstre og landene praktisk talt på siden. Heller ingen omkom ved denne ulykke.

 

Den 13. september 1982 landede en Spantax fly fra New York, men flyet ramte landingsbanen alt for sent og havde ikke bane nok til at bremse. Med 204 km/t ramte flyet en mindre bygning og tre biler og brød i brand. 50 passagerer, primært amerikanere, mistede livet.

 

Den 29. august fejlede motorerne på et Binter fly på vej fra Melilla. Flyet styrtede ned fra meget lav højde blot 50 meter fra det yderste af landingsbanen i Málaga, efter piloten forgæves havde kæmpet for at holde flyet i luften og nå landingsbanen. Fire af de 47 passagerer ombord mistede livet.

Skal du til København, er koden på din billet CPH. Tilsvarende er den MAD for Madrid og BCN for Barcelona. Men for Málaga er den AGP, som ikke passer med byens initialer. Sagen er, at koderne MLG, MAL, MGA og MAG i det internationale ”flysprog” for mange år siden blev optaget af afrikanske lande og byer. Derfor har Málaga fået koden AGP. Der er ingen officiel forklaring på hvorfor, men nogle myter går på, at Picasso har haft en finger med i spillet.

 

Man valgte to bogstaver fra Málaga, og skulle så vælge et tredie vilkårligt, og det blev så et “P” som en af de få bogstavskombinationer, der var ledige.
Málaga Picasso eller Aeropuerto Gran Picasso = AGP

Siden 2011 har lufthavnen søgt om at få koden SOL, men fortsat uden resultat.