Forunderligt mere end egentlig underligt. Livet. Heldigvis! Forunderligt levner ligesom mere plads til bevægelse i tingene, til forbedring. Det giver håb. Mens underligt er mere bombastisk permanent. Lader alt håb ude. Nogle ting er imidlertid så underlige, at det er svært at går forunderlig på dem, men lad mig prøve alligevel. I Danmark piber man over, at uligheden er blevet større, at der er flere fattige og hjemløse, at de gamle får virkelig ringe kost på plejehjemmene, at patienter venter sig ihjel… Alligevel samles kultureliten med landets mest hjertevarme politikere til DR’s store, årligt tilbagevendende satsning: Danmarks Indsamling. Den lader vi lige stå et øjeblik. Smag på det: Danmarks Indsamling. Jeg ved ikke, om det kun er mig, men lyder det ikke bare lidt, som om det er Danmark, der samler ind til danskerne? Burde det ikke være sådan? Er det er så svært at regne ud, at mennesker, der har det godt i deres land, er mere villige til at hjælpe mennesker udenfor deres land. Det er da forunderligt, er det ikke? Forestil jer lige, hvor meget de 90 mio. kr., som man samlede ind til fattige børn ude i verden i år, kunne have givet af indlysende nødvendig velfærd i Danmark. Ikke at jeg har noget problem med at se det usammenlignelige i en i forvejen for velnæret dansk pensionist, der brokker sig over den udbragte mad og så et underernæret, forældreløst gadebarn i Indien. Uretfærdigheden gør ondt helt ind i sjælen. Og det skal den også. Men prioriteterne og rækkefølgen skal bringes i orden her. Nøjagtigt ligesom med al anden konsensus. Måske er jeg naiv, men jeg fornemmer, at vi alle, i både mit fædreland og mit bopælsland, vil gøre en stor indsats for at hjælpe ude i verden, når vi har kræfterne til det. Og mange kræfter kunne danskerne få med den milliard kr., som er det beløb, Danmarks Indsamling har fået danskerne til at punge ud med i de sidste 10 år. Mange af mine venner gør en kæmpe indsats for både mennesker og dyr i bl.a. Asien og Afrika, og deres beretninger og billeder frister mig til at følge deres eksempel. Men så er det, jeg kigger mig omkring i mit lokalområde, hvor afrikanske flygtninge lokket hertil af skrupelløse menneskesmuglere kæmper for at opretholde deres eget og familiens liv derhjemme i Afrika ved at sælge kopitasker, -ure og solbriller. Jeg ser mishandlerede og udsultede heste og æsler, seniorhunde og hvalpe, som hjerteløst efterlades i campoen. Jeg oplever mennesker i min egen by, som ikke har råd til mad, tøj og bøger til deres børn… Der er nok at gøre her. Hjælp dine egne først, og overskuddet til at hjælpe ude er skabt. Det er ikke ligefrem raketvidenskab. Selv stewardesser ved det, og siger det under sikkerhedsproceduren på alle flyvninger: Hvis trykket falder … så tag selv masken på, før du hjælper andre.
Forunderlige liv – TAKE 155: Trumpeterne
For første gang i meget lang tid prydes de danske netavisers forsider ikke af en fed bræmme af Anti-Trump-opstød blæst ud af hæren af ‘trumpeter’, som jeg har døbt dem. Hver dag siden 20. januar er det kommet lige efter Breaking News om snevejr og færdselsuheld. Er gassen ved at fise af ballonen? Er der nogen, som trods alt må erkende, at det er lidt svært at være imod at sætte en stopper for ulovlig indvandring. Kan man overhovedet være imod det, medmindre man er indvandreren selv? Ikke rigtigt, vel? Det ligger ligesom intrinsisk i ordene: Ulovlig indvandring. Og hvad med ‘køb amerikansk’? Jeg mindes ikke, at der var nogen, der havde noget imod 80’er kampagnen ‘Køb dansk’, som oven i købet fik en renæssance efter Muhammedtegningesagen i 06. Der ligger ikke blot jobskabelse og skattedollars, -euro eller -kroner til velfærd i sådan en kampagne. Den indeholder også en del stolthed over egen præstation. Og hvem har ikke brug for et skulderklap? Amerikanerne har efter otte underlige (for ja, de var mere underlige end forunderlige) år med Obama. For nylig var USA’s nye FN-ambassadør, Nikki Haley, til sit første møde i Sikkerhedsrådet om problemerne i Mellemøsten. Det fandt hun underligt. Underligt fordi ingen talte om Hizbollahs oprustning i Libanon, det handlede ikke om Irans økonomiske støtte til terrorister, der var ingen snak om, hvordan vi skal komme IS til livs eller hvordan vi kan holde Assad ansvarlig for nedslagtningen af tusindvis af civile. Nej, mødet handlede om at kritisere regionens eneste egentlige demokrati, Israel. Personligt er jeg ikke den store fan af Israel og deres bosættelsesprojekter, men endnu mindre vild er jeg med FN, som er en alt for dyr, alt for bureaukratisk og alt for udtjent pamperorganisation. Tænk bare på, at Lykketoft har været formand der. Uffff! Tilbage til trumpeternes vanligt ensidige dækning af Trumps gøren og laden. Er der da slet ingen journalister, der tænker ved sig selv: Nej, nu må jeg altså lige trykke på reset-knappen engang, og begynde at dække stoffet politisk – og ikke barnligt fornærmet over, at det blev en lidenskabeligt engageret forretningsmand og ikke en pamper, der vandt valget.
Sjovt nok falder den manglede Trump-bræmme sammen med balladen i Stockholm, som man så allerede på andendagen fravalgte som stof vigtigt nok til forsiden i nabolandet. Damn, havde ham Trump alligevel ret i sin kritik af Sveriges hjertevarme? Så må vi hellere gå i flyverskjul og lade som om, vi slet ikke har opdaget det. Men kan trumpeterne blive ved at komme uden om, at det kunne være godt for USA (ved europæiske journalister overhovedet, hvad amerikanerne gerne vil? Det er der ikke meget, der tyder på, når man tænker på trumpeternes overraskelse, da Trump vandt), at præsidenten rent faktisk vil bekæmpe terror, finde en form for fodslag med Putin, styrke erhvervslivet, rette op på fejlene i ObamaCare osv. osv. Lad nu bare trumpeterne tone ud, og trompeterne overtage underlægningsmusikken (‘Star spangled banner’ er så flot på trompet), mens præsidenten og hans mænd og kvinder får the job done. Og så kan vi jo kritisere det bagefter.
he
