Det danske magasin i Spanien
isco0811
Den gyldne dreng har sagt nej til Machester City, Juventus og Tottenham – og er nu et varmt emne i Málaga CF.
Et kommende Málaga-hold bygget om klubbens største navn gennem nyere tid, den nu 24-årige Francisco Román Alarcón Suarez, populært kaldet Isco, er absolut en mulighed. Først sagde han nej til at følge Málaga CFs tidligere succestræner Manuel Pellegrini fra Chile til Manchester City og i år har Isco afvist tilbud fra såvel den italienske mesterklub Juventus som engelske Tottenham med den danske landsholdsspiller Christian Eriksen som en væsentlig aktør.
I hans nuværende klub, Real Madrid, finder træner Zidane kun plads til den i Benalmádena fødte Isco, når holdet er ramt af skader, hvorimod Spaniens nye landstræner, den 50-årige Julen Lopeteque, gerne udtager andalusieren blandt en del af de tidligere U19 og 21-spillere, der vandt europamesterskaber for Spanien under hans ledelse.

Faldet i pris

Med salget af Isco til Real Madrid i 2013 efter den helt store successæson med en kvartfinaleplads i Champions League høstede Málaga CF et rekordstort beløb på 30. mio. euro. Det anerkendte ”Transfermarkt ” vurderede ham i sæsonen 2015-16 til 45 mio. euro, men med sin nuværende periferiske rolle i kongeklubben står Isco nu til en værdi på ”blot” 35. mio. euro – et fald på 23 procent på kort tid.
Men styrtende mange penge for sheik Al-Thani og hans Málaga CF – om end meget kan indhentes ved salg af merchandise med Isco i en stjerneposition i klubben.

Den gyldne dreng

En sådan indtog Isco i succesårene i Málaga med den helt store hæder som ”The Golden Boy” i Europa med Milans Stephan El Shaarawy og Chelsea-keeperen Tribaut Courtois på de følgende topplaceringer. Han blev kåret som ”Man of the match”, da Málaga CF hjemme på Estadio La Rosaleda besejrede russiske FC Zenit Sant Petersborg med 3-0 og to Isco-scoringer.
Han tegnede sig endvidere for en fuldtræffer i Málagas 3-2 triumf mod Real Madrid på La Rosaleda – klubbens første La Liga-sejr over Kongeklubben i 29 år!

Dørene står åbne

Iscos kontrakt udløber i Real Madrid sommeren 2018, men kan en afgang komme på tale tidligere?
Málaga CF sonderer mulighederne, selvom sportsdirektør Arnau nedtoner forventninger til en snarlig tilbagekomst til den klub og egn, Isco holder så meget af. Han siger dog:
”Vi kender alle hans kærlighed til vor klub. Han er ligesom vort barn og vore døre står altid åbne for ham. Vi er parate til at slå til, når situationen tillader det”.
Repræsentanten for Isco, hans far Paco Alarcón, har sagt:
”Der bliver ikke tale om et klubskifte her i januars transfervindue. Vi har besluttet at holde en lav profil i pressen. Først til sommer vil vi overveje tilbud”.

De gyldne drenge

Siden 2003 har det italienske medie ”Tuttosport” hvert år uddelt hæder til de bedste spillere under 21 år i de europæiske fodboldligaer. Kun to spaniere er kåret:
Cesc Fabregas og Isco.
Her samtlige vindere:
2003: Rafael van der Vaart – Ajax Amsterdam – nu FC Midtjylland.
2004: Wayne Rooney, Manchestwer United – spiller stadig i United.
2005: Lionel Messi, FC Barcelona – spiller stadig i Barcelona.
2006: Cesc Fabregas, Arsenal – spiller nu i Chelsea.
2007: Sergiuo Aguero, Atlético Madrid – spiller nu i Manchester City.
2008: Anderson, Manchester United – spiller nu i Internacional i Brasilien.
2009: Alexandre Pato, AC Milan – spiller nu i Corinthians i Brasilien.
2010: Mario Balotteli, Manchester City – spiller nu i Nice.
2011: Mario Götze, Borussia Dortmund – spiller nu i Bayern München.
2012: Isco, Málaga CF – spiller nu i Real Madrid.
2013: Paul Pogba, Juventus – spiller nu Manchester United.
2014: Raheem Sterling, Liverpoll – spiller nu i Manchester City.
2015: Anthony Matrial, Manchester United – spiller stadig i United.

Værdien af Real Madrid-spillerne

Transfermarkt har i euro værdisat de dyre drenge i Real Madrid således (for 2015-16 og 2016-17):
Asensio: 2,5 mio. – 12 mio. + 242 %.
Mariano: 0,5 mio. – 2 mio. + 200 %.
Casemiro: 7 mio. – 20 mio. + 185 %.
Keylor: 8 mio. – 20 mio. + 150 %.
Vazquez: 4 mio. – 10 mio. +150 %.
Morata: 18 mio. – 40 mio. + 122 %.
Varane: 25 mio. – 30 mio. + 20 %.
Benzema: 50 mio. – 60 mio. + 20 %.
Marcelo: 25 mio. – 30 mio. + 20 %.
James: 60 mio. – 70 mio. + 16 %.
Carvajal: 22 mio. – 25 mio. + 13%
Bale: 80 mio. – 90 mio. + 12%.
Kroos: 50 mio. – 55 mio. + 10%
Yanez: 0,3 mio. – 0,3 mio. 0%.
Ronaldo: 120 mio. – 110 mio. – 9%.
Kovavic: 22 mio. – 20 mio. -10%
Danilo: 20 mio. – 18 mio. – 10%
Modric: 55 mio. – 50 mio. – 10%
Ramos: 45 mio. – 40 mio. – 11%
Nacho: 6 mio. – 5 mio. – 17%.
Asilla: 7,5 mio. – 6 mio. – 20%.
Isco: 45 mio. – 35 mio. – 23 %.
Coentrao: 18. mio. – 10 mio. – 45 %.
Pepe: 15 mio. – 6 mio. – 60%..

Rundt om Isco

Fulde navn: Francisco Román Alarcón Suarez.
Fødselsdagsdato: Den 21. april 1992.
Fødested: Benalmádena.
Hans forældre bor i Benalmádena og han har en bror.
Er skilt med en søn i det tidligere ægteskab.
Højde og vægt: 1,76 m – 74 kilo.
Aktuelt hold: Real Madrid.
Rygnummer: 22.
Position: Offensiv midtbanespiller.
Ungdomskarriere:
2006 – 2009: Benamiel og Valencia.
Seniorkarriere:
2009 – 2001: Valencia B (52 kampe – 16 mål)
2010 – 2011: Valencia (4 – 0)
2011 – 2013: Málaga CF (69 – 14)
2013 – 2018: Real Madrid (105 – 17)
Landsholdskarriere:
2008: Spanien U 16 (3 – 1)
2008 – 2009: Spanien U 17 (21 – 6)
2010: Spanien U 18 (1 – 1)
2010 – 2011: Spanien U 19 (12 – 7)
2011: Spanien U 20 ( 6 – 1)
2011 – 2014: Spanien U 21 (19 – 14)
2012: Spanien U 23 (5-0)
2013 – ?: Spanien A (14 – 1)

Sandro i top
Real Madrid-talent er nu i kikkerten

Efter 11 runder i La Liga lå Málaga CF midt i rækken som nummer 10 med 15 point.
Stærk på hjemmebanen Estadio La Rosaleda med blot et nederlag her.
På topscorerlisten lå den 23-årige Sandro, erhvervet i FC Barcelona, som nummer et med fem fuldtræffere.
Nu har Málaga CF den jævnaldrende Real Madrid-forward Mariano i kikkerten. Han er et kæmpetalent med landskampe for Den Dominikanske Republik, men med Real Madrids stjernespækkede hold er det kun blevet til én La Liga-kamp for ham her.
Men på klubbens 2. hold scorede Mariano ikke mindre end 30 mål i 40 kampe (2014 – 16).
En lejeaftale med Málaga CF kunne komme på tale i transfervinduet i januar.

Nu også to ex Málaga-spillere i Rubin Kazan

Da træneren i Málaga CF gennem to sæsoner, Javi Gracia, lod sig hyre til den russiske topklub Rubin Kazan var det ventet, at han straks ville anmode sin nye klub om spanske spillere i truppen. Sådanne overførsler fandt da også sted.
26-årige Samuel Garcia Sanchez erhvervet i Villarreal, og 30-årige Sergio Sanchez fra græske Panathinaikos. De repræsenterede begge Málaga i fire sæsoner (2011-15).
Sergio solgte Málaga CF for 800.000 euro, men efter en skadespause i det græske slap klubben ham gratis. Samuel kostede Rubin Kazan 5 mio. euro. Sidstnævnte overførtes fra Málaga til Villareral i en pakkeløsning, hvori Castillejo også indgik for 16 mio. euro.
Da Samuel er opfostret på Málaga CF akademi tilflyder der nu klubben, efter internationale regler, 75.000 euro.

Fra Coín til San Sebastián

Det undrede mange fodboldkendere, at den engelske Premier League-klub Southampton efter sidste sæson smed 5 mio. euro på bordet for den spinkle Málaga-forward, Juanmi, født i 1993 i Coín. Og opholdet i England blev da heller ingen succes for ham.
Blot i 12 kampe kom han på banen og nu har den spanske La Liga-klub Real Sociedad fra San Sebastián taget ham over på en 5-årig kontrakt. Købspris ukendt.
I Juanmis tid i Málaga fra 2010-15 noteredes han i 85 kampe for 18 scoringer, bl.a. den på Camp Nou i Barcelona, da Málaga sensationelt besejrede FC Barcelona 1-0. Det var i februar 2015.

Fra Velez til Oviedo

Han havde fra juli 2011 en kort periode som general manager i Málaga CF, Fernando Hierro, født i Velez-Málaga for 48 år siden. Men han gav op under sheik Al-Thanis ledelsen. Herefter vendte han tilbage til det spanske fodboldforbund, men nu vil den tidligere Real Madrid- og landsholdsspiller prøve kræfter som træner.
2. divisionsklubben Oviedo har hyret ham.
I perioden 1989 – 2003 opnåede Hierro ikke mindre end 439 kampe for Real Madrid som centerforsvarer med 102 scoringer. På landsholdet blev det til 89 kampe og 29 mål.
Oviedo havde tidligere danske Peter Møller i spillerstaben, og da Hierro i en kort periode i sit spillemæssige efterår tørnede ud for engelske Bolton var han her holdkammerat med danske Henrik ”Tømrer” Pedersen.

Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca

Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol i Spanien som i andre lande er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn. Forinden let måltid, oplæg og i restaurant Casa Danesa og bus tur-retur til stadion fra Fuengirola.

Opgør på Estadio La Rosaleda i december. La Liga:

Den 9. kl. 20.45 Málaga CF – Granada.
Copa del Rey:
Den 21.: Málaga CF – Córdoba.
Kick off fastsættes af tv. Føg med på www.malaga-support.dk

Kontaktpersoner:

Sekretær Louise Kathrine Pedersen
661 959 681
kontakt@malaga-support.dk
Formand Morten Møller
617 700 424
info@malaga-support.dk

La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF optaget i Federación de Peñas Malaguistas i Málaga CF. Den tæller mere end 250 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena og børnehospital i Málaga. Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.malaga-support.dk

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.