Ágatha Ruiz de la Prada

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
shutterstock 4265388311

Spanien er et land, som ofte ender med at stå i skyggen af nabolandene, Frankrig og Italien, når det kommer til mode. Det er en skam. Spanien har nemlig meget at byde på i modeverdenen takket være sin rige kulturarv. Den spanske mode er både eksperimenterende, minimalistisk, klassisk og trendy. Og eftersom Málagas egen modeuge bliver stadig mere og mere populær, tænkte La Danesa, at det nu er på tide at udforske nogle af den spanske modeverdens skabere i en artikelserie. Denne serie afsluttes med et farvestrålende fyrværkeri fra de fine saloner i hovedstaden.

Langs modeverdenens catwalks ser man ofte intetsigende ansigter skjult bag mørke solbriller. End ikke en antydning til træk på smilebåndet afslører publikums tanker. Det kan ske, at nogen peger og hvisker en kommentar til personen ved siden af. Men sjældent mere end det.
Noget helt andet er det derimod, når Ágatha Ruiz de la Prada viser sine kreationer frem. Der kan man nemlig både høre latter og klapsalver. Når hun præsenterer sine kollektioner er der nærmest legende, farveglade fyrværkerier.
Ágatha Ruiz de la Prada blev født i Madrid den 22. juli 1960. Hun er datter af den berømte arkitekt Juan Manuel Ruis de la Prada y Sanchiz samt María Isabel de Sentmenat y Urruela – begge fra fine aristokratiske familier. Faderen med castilianske rødder og moderen fra Catalonien.

Der herskede ingen tvivl om, hvilken retning Ágatha Ruiz de la Prada ville gå. Efter sin uddannelse på Escuela de Artes y Técnicas de la Moda i Barcelona, begyndte hun at arbejde som assistent for designeren Pepe Rubio i Madrid. Ágatha Ruiz de la Prada lærte hurtigt sit håndværk og efter deltagelsen i et kollektivt modeshow, gik der ikke længe, før hun åbnede sin første butik. Det skete blot to år efter, at hun startede som assistent, og i 1991 fik hun sit brand registreret.
Helt fra begyndelsen af har Ágatha Ruiz de la Pradas kreationer været kendetegnet ved det, som stadig ses i hendes arbejde. Hendes kollektioner skiller sig ud fra mængden i modeverdenen og identificeres ved legende farver – gerne pasteller, geometriske former og blomster, hjerter og stjerner. Hun siger selv, at hendes design er konceptuelt, og at hun tager alt det overflødige væk, så tøjet er behageligt, både for krop og sjæl. Man skulle næsten tro, at Ágatha Ruiz de la Prada ser hele verden gennem en regnbueprisme, hvilket skaber en unik stil, der er intens og nærmest lidt rebelsk.

Ligesom farverne og formerne i hendes tøj er snittene og materialerne også legende. Til tider endda provokerende. Med udgangspunkt i klassiske snit skaber hun asymmetriske silhuetter, og ofte med en afslappethed, volumen samt humor. Kombinationen skaber unægtelig glæde, både for den, der bærer tøjet, og for dem, som ser på det. Materialet udgøres af alt fra den fineste silke til tyk neopren. Fløjl er en favorit, men hun benytter sig også ofte af materialer såsom metal med glitter og kugler.

De grundlæggende begreber i Ágatha Ruiz de la Pradas deisgn kom også til udtryk både i årets sommer- samt efterårs- og vinterkollektion. Hendes optimisme og glæde gør, at der altid er plads til liv og farver i hendes meget kreative verden. Sommeren kendetegnes ved lyse farver og lette materialer, hvor basen ofte er hvid, og de glade mønstre er lavet i lette pasteller. Det siges endda, at hun har kørt til Italien for atter at blive bekendt med silken fra Como samt andet stof, som hun arbejdede meget med i begyndelsen af sin karriere.
Til efteråret og vinteren har hun lavet praktisk og behageligt tøj, som er let at bære. Her ses en kontrast til sommerens design både i forhold til stof og farver. Selvom kreationerne naturligvis stadig er farverige, er den hvide base væk, og farverne er mørkere, materialet kraftigere, snittene mere lige, omend de stadig er med meget volumen i ægte, utæmmet og kreativ Ágatha Ruiz de la Prada ånd.

En hel verden for sig selv
Kvinden bag de karakteristiske kreationer designer meget mere end som så. I sand Ágatha Ruiz de la Prada stil designer hun nemlig også tasker, sko, ure, fliser, brevpapir, møbler, teaterkostumer, dukketøj, strømper og køkkendetaljer. Derudover har hun også givet navn til en parfume, designet brudekjoler, mobiltelefoner, motorcykelhjelme og meget mere. Listen over, hvad der får plads i Ágatha Ruiz de la Pradas verden kan gøres lang.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa