EM-klumme fra Toulouse - Når ægte fodboldfans mødes

Billeder fra kampene mellem russiske og engelske hooligans i Marseille ved EM i fodbold lignede nærmere en transmission af en borgerkrig. Byen stod tilbage raseret, revet itu.
Ved EM-slutrunden i fodbold i Frankrig i juni måned så vi den groveste fodboldvold i nyere tid. Russerne tog det til helt nye højder efter tidligere tider med briterne som de altdominerende hooligans.
Også kroaterne og tyrkerne blev sagsøgt af UEFA. Listen vil jeg end ikke færdiggøre i denne klumme, for hvad jeg oplevede, var en helt anden side af fodboldsporten. Det smukke spil. Hvordan bolden forener kulturer og folkefærd på tværs.

På Allée Gabriel Biénès på en ø midt i Garonne-floden, som deler den sydfranske by Toulouse, ligger Stade de Toulouse som en fodboldoase, hvor fodboldfans mødes og har en fest. Italien og Sverige skal mødes ved deres anden kamp i gruppespillet ved EM.
Solen bager ned fra den blå himmel. En himmel der går i ét med de azurblå italienske fodboldtrøjer. Nogle af dem går arm i arm med de gulklædte. Fjenden fra nord.
De op mod 30.000 fans fra de to lande gør deres for at råde bod på det krakelerede billede af fodboldfans ved denne slutrunde.

Italienerne er favoritter i denne kamp, men deres fans trækker alligevel på underlæben og lægger ansigtet i folder, der signalerer græmmelse, når svenske fans synger “Zlatan Ibrahimovic” i den lange kø for at komme igennem sikkerhedstjekket på vej mod stadion. Svenskeren med de bosniske og kroatiske rødder er både berømt og berygtet. Elsket af fansene og frygtet af modstanderen. Zlatan er på mange måder symbolet på integration og forening. Han er idol for drenge med indvandrerbaggrund. Symbolet på, at man kan få succes i livet selv i et fremmed samfund. I de første år af karrieren skulle fodboldelskere lige sluge denne Zlatan. Han var meget anderledes end, hvad vi kendte til hos de mere modererede vesteuropæiske og nordiske fodboldspillere. Men én ting kan alle fans på tværs af grænser blive enige om i dag. Alle elsker Zlatan. For den han er.

Omsider på min plads på lægterne kan jeg konstatere, at de svenske fans lever op til deres renommé som et slutrunde-folk. Det er et gult hav på lægterne. Sverige lægger ud med den smukke nationalmelodi “Du gamle, du fria”. Hårene lader sig rejse, mens det gule hav på lægterne synger for. TV-produceren slutter naturligvis af med et nærbillede af Zlatan på storskærmen. Stadion eksploderer i ekstase.
Italienerne har været mere modererede på tribunen under spillernes opvarmning, men også de vågner op til dåd under nationalmelodien – i folkemunde kendt som “Inno di Mameli” opkaldt efter tekstforfatteren. Passionen udtrykkes klarest af Italiens legendariske 38-årige målmand Gianluigi Buffon, der udtrykker en hel nations fodboldpassion, når han synger nationalmelodi. Inno di Mameli afsluttes med et brag. Nu er vi i gang.

I dette øjeblik er jeg tryllebundet til fodboldscenen endnu en gang. Følelsen fra da Málaga CF spillede Champions League blusser op. “Zlatan Ibrahimovic” synges der i håb om, at deres stjerne, alles idol, kan gøre det måske umulige mod et tændt italiensk hold.

Stadionuret har rundet 87 minutter. På banen er det svært at finde den helt store dominant, men på lægterne har svenskerne vundet kampen, og på banen ser det ud til, at Sverige er på vej mod et meget flot uafgjort resultat mod en af turneringens favoritter. Men så sker der lige pludselig noget. Italiens Eder modtager bolden i venstre side. Han tager et træk ind i banen. Sveriges forsvarsspiller med daglig gang i FC København Erik Johansson smider sig heroisk for at stoppe den vævre italiener, men italieneren snyder ham. I stedet for at sparke på mål tager han endnu et træk med højrefoden og udplacerer med italiensk elegance Andreas Isaksson i målet. Træner Erik Hamrén står som forstenet foran den svenske udskiftningsbænk. Tiden går i stå nogle få sekunder på den gule halvdel af stadion. Imens eksploderer resten i et italiensk inferno. Træner Antonio Conte – i laksko og sort jakkesæt – løber rundt som en travhest og springer op på toppen af bunken af spillere.

Slukørede trasker svenskerne – mange af dem berusede – fra stadion langs Garonne-floden og ind mod bymidten. Her fortsætter den fest, som de forlod før kampen for en lille håndfuld timer siden.
Der er ingen hoveren fra italienske fans på vejen tilbage mod byen. Kun opmuntrende klap på ryggen og omfavnelser.

Men mandag er det hele tilbage ved det gamle, fristes man næsten til at sige efter denne slutrunde, hvor fodboldvold har fyldt mere end fodbold. Rusland skal spille en alt-eller-intet-kamp mod Wales her i byen.
Tjeneren på den restaurant, hvor jeg sætter mig, fortæller, at alle barer, restauranter og butikker i bymidten lukker ned. De siger nej tak til omsætning. De vil ikke have de bøller ind. Det er en skamplet for fodbolden, når man tænker på den idyl, jeg sidder i lige nu med glade svenskere og italienere omkring mig.

Toulouse kaldes “la ville rose” – den lyserøde by – på grund af de mange og gamle murstensbygninger. Men mandag svæver byen ikke længere på en lyserød sky. Russerne kommer.