Bodytalk - om at 'holde rummet'

I min sidste artikel brugte jeg vendingen ‘at holde rummet’ for andre, og siden har jeg fået masser af spørgsmål om det. ‘To hold the space’ lyder det på engelsk, og det er vanskeligt at finde en dansk version, som dækker præcist. Jeg kan bedst forklare det sådan her: At være med andre uden at dømme, uden at blande sig, forstyrre eller gribe ind. Det er ikke ‘at holde hånden under’, for opgaven er netop ikke at redde nogen. ‘At være der for’ i den klassiske betydning – heller ikke, for det er mere invaderende…

I min BodyTalk-klinik møder jeg mennesker, der står midt i store livskriser; egen sygdom, som pårørende til et sygt eller døende menneske, i skilsmisse, familiekonflikt, konkurs, kærestesorg etc. etc. Nogle har masser af velmenende mennesker omkring sig, men føler sig alligevel dybt ensomme midt i det hele. Andre står reelt alene med krisen. I nogle tilfælde holder jeg som BodyTalker rummet for dem undervejs – hele vejen eller blot lidt af den. Det er en stor oplevelse hver gang. For begge parter. Kan alle ‘holde rummet’ for andre? Ja, men man skal vide hvordan.

Da min far var syg sidste sommer, tilbragte jeg lange dage på hospitalet, og i glimt (meget små glimt) oplevede jeg sygeplejersker, der forstod ‘at holde rummet’ for os, når det var allersværest. Når følelserne var ‘helt uden på tøjet’. Men det er, som jeg fik at vide igen og igen, ‘ikke deres fokus’, hvorfor der da også var lavet en vagtplan, som gjorde, at man aldrig havde den samme sygeplejerske tilknyttet flere dage i træk. Sygdom og død skal jo nødig gå hen at blive noget personligt i det offentlige sundhedssystem…

Jeg havde vanskeligt ved ‘at holde rummet’ for min far, fordi jeg selv var så bange og fyldt med sorg for ham og for mig. Og fordi der midt i det hele var mange praktiske ting, som skulle ordnes. Man kan ikke ‘holde rummet’, hvis man ikke kan sætte sig selv og egne følelser udenfor.

For snart mange år siden, da min mor var døende, oplevede jeg for første gang, hvordan ‘rummet kan holdes’. En af de sygeplejersker, der kom i mine forældres hjem for at passe hende, gjorde det for mig – i glimt, men ikke desto mindre fik det enorm betydning. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, men forsøgte at støtte min mor. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske, hvornår og hvordan. Sygeplejersken viste mig vej, gav mig råd og vejledning, men kun lidt ad gangen. Ingen kritik, bare vejledning. Jeg kendte hende ikke, og det var ikke vigtigt. Eller måske var det præcis det, det var. Jeg tænker tit på hende, og det vigtige rolle, hun spillede, under mit sidste ophold i Danmark, inden min mor døde.

‘At holde rummet’ er at være villig til at gå ved siden af andre på den vej, de nu engang er på – uden at dømme, uden at få dem til at føle sig utilstrækkelige, uden at forsøge at fixe dem eller have indflydelse på resultatet. Man åbner sit hjerte, tilbyder betingelsesløs støtte og giver slip på kontrollen.
Nogle gange holder vi rummet for en anden, mens denne holder rummet for andre, fx som pårørende til et døende menneske. På samme måde håber jeg, at nogen holder rummet for sygeplejerskerne, mens de udfører dette udfordrende og meningsfyldte arbejde. Det er nemlig tæt på umuligt at holde rummet for andre, hvis man ikke har nogen til at holde rummet for én selv. Også de stærkeste ledere, coaches og ja, sygeplejersker, har brug for at have deres ‘rumholdere’, med hvem de kan være sårbare og svage uden frygt for fordømmelse.

De fleste mennesker har en tendens til at ville fixe andre og deres problemer. Råde og vejlede – og dømme. Det kaldes omsorg, men er ofte baseret på misforstået hensyn – og behov for egen præstation.

At yde egentlig støtte til mennesker i deres sorg eller transformation kræver, at vi ikke fjerner deres egen kraft (fx ved at ville fixe deres problemer), ikke giver dem skamfølelse (ved fx at antyde, at de burde kunne klare det) eller overvælder dem (ved at give mere information, end de er klar til at modtage). Vi skal kunne træde til side, og lade dem træffe deres egne beslutninger, tilbyde betingelsesløs støtte og forsigtig vejledning, når der er behov, så de føler sig trygge, selv når de begår fejl.

Dyr er fantastiske ‘rumholdere’, fordi de instinktivt sætter sig selv helt til side, og bare er der med fuld og ubetinget kærlighed og ro. Men jo, alle kan ‘holde rummet’ for andre. For vores familie, venner, naboer, ja selv en fremmed, hvis blik man møder i bussen på vej til arbejde. Det er ikke kun for behandlere.

1. Lad personen have tillid til egen intuition og visdom. Da jeg besøgte min mor den sidste gang, vidste jeg intuitivt, at det var sådan, og jeg fik sagt farvel på min måde – på hendes og min måde. På vores måde. Sygeplejersken lod mig vide, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at gøre det det. Jeg fik lov til at stole på min egen fornemmelse og vores akkumulerede visdom fra mange års kærlighed mellem mor og barn.

2. Tilbyd kun den mængde information, som personen kan overskue. Sygeplejersken gav mig simple instruktioner, men undlod at overvælde mig med mere, end jeg kunne bearbejde i situationen. For meget information ville have fået mig til at føle mig utilstrækkelig.

3. Gør ikke personen magtesløs. Nogle gange er det nødvendigt at træde til og hjælpe en svær beslutning på vej (fx når man står med et misbrug, og behandling er en livsnødvendighed), men oftest har personen brug for frihed til at træffe egne valg (det gælder også børn). Man skal undlade at guide og kontrollere processen. Og gøre plads til, at personen kan træffe valg, som man ikke selv ville have gjort. Det handler om at respektere og ære hinandens forskelligheder.

4. Sæt dig selv til side. Det er noget af det vigtigste. Vi kender det alle, når vi pludselig tror, at andres succes afhænger af os. Eller når vi tror, at noget handler om os selv. Det er en fælde, som vi alle falder i af og til. I begyndelsen af min tid som BodyTalker oplevede jeg, at jeg kunne bekymre mig mere om, hvorvidt en klient synes, jeg er en dygtig nok behandler, end om klientens helbred. Det var selvsagt hverken godt for klienten eller for mig. Da jeg lærte at sætte mig selv ‘udenfor sessionen’, begyndte magien at blomstre.

5. Få personen til at føle sig tryg nok til at fejle. I livskriser begår vi alle fejl. Som ‘rumholder’ tilbyder vi, uden at dømme eller skabe skamfølelse, mulighed for, at personen kan finde ind til modet og tage chancer – og modstandskraft til at fortsætte, når de fejler. Man støtter personen til at lære af fejlene i stedet for at slå sig selv oven i hovedet med dem.

6. Tilbyd råd og vejledning med bevidsthed. En vis ‘rumholder’ ved, hvornår vejledning skal holdes tilbage eller tilbydes, i hvilken mængde og hastighed, så personen ikke føler sig sat ud af spillet. Det er som en forsigtig dans, som vi må danse, når vi ‘holder rummet’ for andre. Det kræver øvelse og ydmyghed.

7. Skab et rum til komplekse følelser og angst. Et sted, hvor personen føler sig tryg nok til at ‘gå helt i opløsning’ af sorg, erkende afmagt og vise angst. ‘Rumholderen’ tilbyder styrke og mod.

Det er ikke let ‘at holde rummet’ for andre, men alle kan lære det, øve sig og blive bedre til at modtage og give. Det er vigtigt at være i stand til ‘at holde rummet’ for sig selv, før man gør det for andre. Være i stand til at vise selvmedfølelse og tage vare på sig selv, inden man varetager andres behov. Ellers kan man ganske enkelt ikke tilbyde ‘at holde rummet’ for andre – uanset hvor gerne man vil. Kan du ‘holde rummet’ for dig selv? Gennemgå de syv punkter herover, og du vil vide, om du er klar.

Med BodyTalk lærer du at slippe behovet for kontrol over dig selv eller andre. Du sætter dig selv fri til ‘at holde rummet’, og dermed få et bredere perspektiv og en langt større oplevelse af livet og de konflikter, det indeholder.

Vil du bestille tid til en session eller have mere information om BodyTalk, er du velkommen til at ringe mig på tel. +34 607 62 91 06 – eller læse mere om BodyTalk på www.bodytalk-torreblanca.com.