Det danske magasin i Spanien
Netflix – Se film, når du vil!

Netflix - Se film, når du vil!

shutterstock 177068117
 
Film og serie-portalen Netflix, der har taget det meste af verden med storm, har nu været tilgængelig i Spanien i godt en måneds tid, men hvad er det der Netflix egentlig, hvad kan du bruge det til, og hvordan får du det?

 
Hvad er Netflix?
Netflix er en service, som giver dig lovlig adgang til at se hundredvis af film og tv-serier via internettet. Det eneste, du har brug for, er en internetforbindelse af rimelig god kvalitet og et login til Netflix.com.
Netflix har et stort udvalg af film og et hav af gode tv-serier at vælge imellem, hvor mange af tv-serierne eksklusivt er produceret til Netflix’ egne brugere. Der er blandt andet serierne Narcos, Sense8 og Marco Polo, som alle er velproducerede serier med gode skuespillere, men pas på! Starter man på en serie, kan man sagtens ‘komme til’ at se en hel sæson i træk.
Netflix kan blive brugt på alle typer af skærme som Smart TV, spillekonsoller, Chromecast, tablets, iPad, Apple Tv m.m. Endvidere er Netflix enormt fleksibelt med hensyn til båndbredde, så det er muligt at se film og serier uden at have en god internetforbindelse. Mange af Netflix’ film og tv-serier har undertekster på alle sprog.
Netflix er let at sætte op. Det eneste, det kræver, er som sagt en internetforbindelse og et Netflix-abonnement. Når man er oprettet som bruger, er det sådan set bare at vælge, hvilken film eller tv-serie, man vil se, læne sig tilbage i sofaen – og trykke på ‘Play’.
 
Hvad er Netflix ikke?
Netflix har mange serier, men ikke dem alle. For eksempel kan man ikke se populære serier som ‘Game of Trones’ eller gamle klassikere som ‘Dharma og Greg’. Det samme gør sig gældende for film. Kataloget er stort, men ukomplet. Der mangler rigtig, rigtig mange film, som løbende bliver tilføjet. Men det er en bevidst strategi fra Netflix’ side, når de starter i et nyt land.
Udbuddet af serier og film er heller ikke ens i alle lande, så det er ikke sikkert, at du kan se de samme film som i andre lande.
 
Hvordan får jeg Netflix?
Enhver person med internetforbindelse og et betalingskort kan få Netflix. Registrer dig på deres officielle side (netflix.com) med dit betalingskort, og du er i gang. Første måned er gratis, og du kan afmelde dig, når du har lyst.
 
Hvad er prisen?
Der er flere abonnementsmodeller at vælge. Den billigste i Spanien koster 7,99 € om måneden og giver adgang til én skærm i standard billed- og lydkvalitet. For 9,99 € kan man streame to forskellige film til to apparater på samme tid i høj kvalitet. Og endelig for 11,99 € kan man streame fire forskellige film til fire forskellige skærme på samme tid i ultrahøj kvalitet.
 
Et par gode film produceret af Netflix
 
Beasts of No Nation – Netflix’ første film, der handler om en ung dreng, der kæmper for at overleve, mens hans land er i krig. Filmen er baseret på bogen af samme navn og har vundet flere priser.
 
McCullin – Stærk og gribende dokumentarfilm om verdens måske mest betydningsfulde krigsfotograf gennem tiderne. Don McCullin fortæller selv om sine oplevelser i verdens brændpunkter.
 
Tips og tricks til Netflix
Netflix Spanien er rettet til spaniere, så hver film har synkroniseret spansk tale, som dog heldigvis kan blive skiftet til originalsprog. Samtidig kan man selv bestemme, om filmen skal have undertekster eller ej og på hvilket sprog, underteksterne skal være.
Underteksternes udseende kan man også finjustere til eget behov. Går man ind på sin konto og vælger ‘Undertekster udseende’, kan man bestemme skrift, størrelse og farve – og om teksterne skal have baggrundsfarve.
Under indstillinger kan man endvidere aktivere ‘forældrekontrol’, så ens børn også kan benytte sig af Netflix uden at have adgang til film og serier forbeholdt et ældre publikum.
 
Andre konkurrenter til Netflix
Netflix er måske den mest populære og største tv-streamingtjeneste i øjeblikket, men der er mange alternativer. Eksempelvis er der her i Spanien: wuaki.tv, TotalChannel og Nubeox, der på mange måder fungerer som en gammel video-biks, hvor du lejer en film, som du så kan streame, når du vil. Findes filmen ikke på Netflix, kan du næsten med garanti finde den på Wuaki.
Af Michael Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.