Immigrationens væsen: Del 1. Klemt fast mellem Marokko og Spanien

I 2003 forlod den nu 30-årige Laila Halhoul sit hjemby Kenitra i det nordlige Marokko for at studere i Málaga. Studiet blev imidlertid ikke bestået, og en tilværelse som papirløs immigrant tog sin begyndelse. I dag har hun opholdstilladelse, og selvom det er otte år siden, hun så sin familie sidst, er prisen for at vende tilbage til Marokko alligevel større end savnet.

 

 

Ringer de til politiet?
Da Laila Halhoul ankom til Sydspanien, var hun fyldt med ungdommens mod og en forventning om, at hun her kunne leve frit uden at skulle forholde sig til diskrimination, som hun ellers var vant til i fædrelandet på grund af sit køn. Det fik hun til dels ret i. Spanien er ikke længere er underlagt samme mandschauvinistiske tilgang til livet som i Marokko, men i stedet blev hun stigmatiseret og mødt med fordomme, fordi hendes fødested tilfældigvis ligger syd for den spansk/marokkanske grænsen.
“Jeg bliver konstant mindet om, at jeg er anderledes, og folks uvidenhed skinner igennem på de mange dumme spørgsmål og kommentarer. På mit første job, var der eksempelvis en, som sagde til mig: “Vent, nu skal jeg vise dig, hvordan man piller en appelsin”, som om jeg kom fra junglen eller en anden verden. Eller da jeg tog med en veninde ud til hendes landsby, og moren ikke ville give mig kys på kinden, fordi jeg var fra Marokko, som om jeg havde en virus… Og det er anstrengende, at hver gang man diskuterer med nogen, slutter de af med at spørge, om man nu også har papirerne i orden. Det gør, at man opbygger en hård facade, og til sidst ender man med at tro, at det er sådan, man er, og man holder helt op med at vise følelser,” fortæller hun og kigger for en kort stund ud af vinduet mod det land, hun engang forlod.
De mange nedværdigende oplevelser har sat sine spor i sjælen og på kroppen på den ellers så smilende pige. Hun har fået maveproblemer, ondt i ryggen og tabt rigtig meget vægt, siden hun krydsede grænsen – noget hun forbinder med den psykiske stress, som medfølger, når man opholder sig illegalt i et land.
“Det var de værste år i mit liv. Jeg kom til Spanien med ideen om, at her var mere frihed. Men her er stigmatiseringen faktisk værre end i mit fædreland. Og inden jeg fik mine papirer, blev jeg ofte nødt til at holde mund af frygt for, at dem jeg talte med ville ringe til politiet.”
Fordommene, hun bliver mødt med, har dog haft den positive effekt, at hun er blevet meget opmærksom på, ikke slev at sætte mærkater på folk. Hendes venner er derfor et bredt miks af spaniere, marokkanere og andre udlændinge, og hendes kæreste er tysker, og her mærker hun især den frihed, hun har som kvinde i Spanien.
“I Marokko bliver det mere og mere udbredt, at se marokkanske kvinder med en udenlandsk mand, men det er stadig et tabu og ildeset. Kvinderne har mere selvbestemmelse i dag, end da jeg forlod landet, men det er en langvarig proces, før vi får det ligesom i Europa.”
Hun er derfor meget taknemmelig for, at hun nu legalt kan blive på denne side af grænsen – for her kan hun være den, hun er. Og det har været grund nok for hende til at blive, selv da sprogvanskelighederne gjorde det umuligt at bestå uddannelsen, og hun måtte sige farvel til studievisum og goddag til en tilværelse som illegal immigrant.

 

 

Systemet gør det svært at integrere sig
Personer, der ønsker at slå sig ned i Spanien, skal opfylde en lang række betingelser, før de kan få en længerevarende opholds- eller arbejdstilladelse. Den nemmeste vej til at få arbejdstilladelsen går gennem det, som kaldes Arraigo Social, men det kræver, at man som Laila Halhoul har boet i landet i minimum tre år på en tidsbegrænset opholdstilladelse. Her kræver myndighederne officielle eller private papirer, som beviser, hvornår man kom til landet, og at man har været fastboende hele tiden. Immigranten må inden for den treårige periode således ikke have været uden for Spaniens grænser i mere end 120 dage om året, og derudover er det vigtigste element for at få Arraigo Social en arbejdskontrakt på 40 timer med minimum et års varighed.

Det er dog også det sværeste at opnå, og her efterspørger Laila Halhoul mere fleksibilitet inden for systemet.
“Indvandreloven er absurd og fungerer ikke. Det er utopi at tro, at nogen vil give mig en etårig arbejdskontrakt på 40 timer uden at kende mig, samtidig med at de så også skal vente på, at immigrationsprocessen afsluttes. Dertil kommer fordommene omkring marokkanere, konkurrencen med alle spanierne, og hvis man samtidig ikke taler sproget perfekt, er chancen meget lille.”
Ofte må immigranterne derfor arbejde sort eller tage de småjob, de kan finde, og så droppe idéen om at få arbejdstilladelsen lige med det samme. Det var i mange år også tilfældet for Laila Halhoul, der har tjent til dagen og vejen ved at gøre rent, passe børn, vaske op eller lave andet forefaldent arbejde.
“Der har været øjeblikke, hvor jeg har arbejdet 60 timer om ugen til en meget lav løn, fordi det er det, der er, når man ikke har papirerne.”
I dag har arbejder hun med at passe ældre mennesker i Málaga og kan ligge fortiden på hylden. Derudover har hun påbegyndt studiet som receptionist, hvilket gerne skulle føre til flere karrieremuligheder.

 

Afsavnet til fædrelandet og medmenneskeligheden
For Laila Halhoul har det taget godt ti år at få arbejds- og opholdstilladelsen, og det har ikke kun haft betydning for hendes liv i Spanien, men også på muligheden for at tage hjem og se sin familie. Uden papirerne, var sandsynligheden for, at de ikke ville lade hende komme tilbage til Spanien meget stor – og den risiko turde hun ikke løbe. Alligevel betegner hun sig selv som heldig, da hun er en af de immigranter, som har kunnet få økonomisk hjælp hjemmefra, da hendes far er en anerkendt læge i Kenitra. For de flestes vedkommende sendes pengene nemlig ofte den anden vej.
“Mange immigranter her i Málaga tjener 400 euro om måneden, og så sender 200 euro hjem til familien i Marokko, så de kan leve for det. Det er de færreste, som ønsker at tage til Spanien. Det handler om overlevelse. Hvis du har mulighed for at forbedre de dårlige vilkår, din familie lever under, så tænker du ikke længe. Vi kan jo ikke gøre for, at vi er født i fattige lande. Sådan som jeg ser det, taler man meget om medmenneskelighed og frihed i Europa, men det er ikke det, som afspejles i samfundene.”

På det område kan hun godt savne livet i Marokko. For selvom hun på ingen måde har lyst til at leve som kvinde der, så har de marokkanske samfund sine smukke sider. Gæstfriheden og familiesammenholdet er stærkere i de små lokalsamfund på den anden side af grænsen, og folk går ikke så meget op i kroppen og udseendet, men har en mere spirituel og afslappet tilgang til livet.
“Min oplevelse er, at spanierne er meget usikre på sig selv. De er meget kropsfikseret, og det skal være det rigtige tøj, den rigtige musik etc. – derfor ligner alle også hinanden, og de opfører sig ens. Det er som om, man gennem generationer har glemt at vise, hvad der er vigtigt i livet, og at det er ok, at vi er forskellige.”

Tilbage i Málaga kan Laila Halhoul således ånde lettet op. Hun har ret til at være i Spanien, og selvom fortidens spøgelser dukker op med jævne mellemrum, så fylder de ikke så meget mere. Ligesom diskriminationen heller ikke er noget, hun går så meget op i længere. Hun er blot taknemlig for, at hun nu kan leve et frit liv og tillade sig selv at drømme om fremtiden.