Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Dario-2

Det er en pavestolt far, der på tilskuerpladserne i Fredericia Teater ser sin søn blive udnævnt som vinder af Dansk Melodi Grand Prix i 1961. Ernesto Campeotto elsker musik, og kan den italienske salmebog på rygraden. Men han har ikke en tone i livet. Det har hans søn til gengæld. Og han har den stadig. Både stemmen og blikket i øjet vil være lige så skarpt som i 1961, når Dario Campeotto giver to koncerter på Costa del Sol i næste måned.
 

Der bliver sunget og danset hver lørdag aften i hjemmet på Frederiksberg. Det italienske ægtepar, Ernesto og Emma, danser livligt til tidens italienske musik. Deres datter sidder ved klaveret, mens deres søn synger på livet løs. Ernesto er teknisk direktør for Fiat i Danmark, med et værksted på 25 mekanikere under sig. Tidens konge indenfor dansk showbiz, Volmer Sørensen, er kunde på det travle værksted, og møder den unge Dario. Derfra er der ikke langt til en stemmeprøve og senere deltagelse i det Danske Melodi Grand Prix. “Sejren her ændrer mit liv 180 grader. Lige pludselig er jeg et teenageidol og får tilbudt masser af spillejobs. Også filmjobs,” erindrer Dario over telefonen fra Danmark. Han får stor succes både som sanger og skuespiller og en dag får han en hovedrolle i en film med datidens mest populære skuespillerinde, Ghita Nørby. De skal kysse i en scene, som må tages om et par gange. Men det er tilsyneladende ikke noget problem for det unge par. “Tak, tak, tak, vi er færdige, råbte filminstruktøren. Men det var Ghita og jeg altså ikke,” husker Dario Campeotto.

 
4402256-ghita-nrby 
 
Dansk brugskunst i Torino
Dario og Ghita får hinanden. De får også en søn. Det sker samtidig med, at Dario også får nok af turnélivet. Parret beslutter sig for at flytte til Torino, hvor Darios forældre nu nyder deres otium på en smuk gård. “Det var en herlig tid. Idyllisk og familiært,” fortæller Dario, som for første gang i sit liv prøver at bo i sit andet fædreland. Sammen med Ghita åbner han en butik med dansk brugskunst. Det bliver en stor succes. Men efter nogle år er det ikke længere nok for Ghita Nørby. “Ghita havde skuespillergejsten. Og den kan man ikke bare lægge fra sig,” forklarer Dario, som oftere og oftere må se konen sætte sig i flyet til København for at medvirke i film og spille teater. “Jeg følte, jeg havde et talent, der skulle passes. Det var ikke længere nok at være husmor og stå i butik. Derfor gik vores liv i to forskellige retninger,” har Ghita Nørby flere gange forklaret i interviews. Tilsvarende har hun aldrig lagt skjul på, at hun altid har været forelsket i Dario, men at karrieren kom først.
 
Palmehave-musik
Efter et par søde ungkarleår i det italienske, men med en karriere på standby, ringer telefonen en dag i starten af 70’erne. “Hvornår kommer du hjem?” lyder det kontant i den anden ende af røret. Det er Volmer Sørensen, der har gang i et par nye revyprojekter. “Det var også på det tidspunkt, det blomstrede op med nye restauranter i Danmark, der ville have levende musik og store orkestre. Man kaldte det Palmehave-musik. Det blev min chance for et comeback. Og det viste sig, at blive et stort comeback,” fortæller den danske sanger. Dario kom netop atter på alles læber. Der var bud efter ham og hans plader solgte godt. De mange koncerter bringer ham også til Bornholm, hvor han møder Gertrud, som han har været sammen med lige siden. “Denne gang sikrede jeg mig, at det var en pige, der ikke havde drømme om at gøre sig indenfor showbiz,” siger Dario lunt med klar henvisning til sit første ægteskab.
Siden da har Darios private og professionelle liv været, om ikke en dans på roser, så i det mindste som en af hans smukke italienske melodier.
 
Dario-3
 
Glimtet i øjet
Dario Campeotto har i dag rundet de 76, men nyder fortsat stor respekt blandt kendte danske musikere. Også blandt dem der er en generation yngre. “Dario er det danske svar på Dean Martin og Frank Sinatra. Nogle forsøger at efterligne ham, men det kan de ikke. Dario er den ægte vare.” De flotte ord kommer fra Claes Antonsen, som er kapelmester og trommeslager i Thomas Helmigs band. Claes Antonsen får stadig gåsehud, når han hører Campeotto synge ‘Angelique’. Og Dario er stadig noget helt særligt. “Der er noget ikke-dansk over ham. Noget varme og nærhed. Lidt frækhed og et glimt i øjet,” forklarer producer Søren Bundgaard, som i dag bor og arbejder fra sit studie i Toscana. Sidste år indspillede Dario her sit seneste album – på italiensk. Det har solgt så godt i Danmark, at endnu et album skal indspilles omkring påske. Dario Campeotto kan skam endnu. Han er stadig pigernes Dario.
 
Dario Campeotto koncerter på Costa del Sol
 
Tirsdag 14. april kl. 18.00
Restaurant Parque del Rio, Torre del Mar.
Billetsalg: Maddie 686 722 349
 
Torsdag 16. april kl. 18.00
Restaurant Valparaíso, Mijas.
Pris: 55 euro inkl. middag, koncert og dans.
Billetsalg: Pia 722 490 013
 
Mere info på costa-events.com  og facebook “costa-events”.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa