Sydlandsk stemningsbillede fra Trier

 

I et smørhul mellem Frankrig og Luxembourg, mellem Hunsrük- og Eifelbjergene og ved floden Mosel i den tyske delstat Rheinland-Pfalz ligger byen Trier og godter sig, selvsikker og bevidst om sin egen charme og sin velbegrundede plads blandt Tysklands mest fascinerende byer.

 

Torvepladsen Hauptmarkt for enden af Triers hovedstrøg, Simeonstrasse, er byens omdrejningspunkt. Her flokkes indbyggerne omkring boderne, der sælger friske frugter og grønsager. Handelslivet bidrager til en nærmest sydlandsk stemning.

Pladsen blev grundlagt i 900-tallet, da vikinger havde angrebet den tidligere markedsplads nede ved Mosel; mange af de bygninger, der i dag omkranser pladsen, er fra middelalderen. Den mest særprægede og pladsens ældste bygning er Löwenapotheke fra 1200-tallet, der huser Tysklands ældste apotek. Sammen udgør bygningerne en skøn og egentlig ret utysk uorden af stilarter, som krydres med klenodier som Petrusbrønden og Marktkreuz, der holdes oppe af en søjle fra byens oprindelige basilika, som vi snart kommer til.
Kommer man forbi her mellem marts og d. 24. juni, står der ‘Spargel’ på hvert andet skilt ved boderne, for det er tyskernes aspargessæson. Startdatoen afhænger af vejret, mens den sidste aspargesdag altid er Sankthansdag. Alle byens spisesteder serverer de hvide asparges, gerne med smeltet smør eller hollandaise, i disse uger, hvor tyskerne tilsyneladende ikke kan få nok af de hvide stængler, hvilket er forståeligt nok.
Trier har godt 100.000 indbyggere, hvoraf de 25.000 er studerende. Sidstnævnte bidrager til et ungdommeligt leben, men byen har også en vidunderlig historie, helt tilbage fra antikken.

 

 

Romerne og kristendommen
Fra Hauptmarkt anes den romerske byport, Porta Nigra, der engang var en del af en 6,5 km lang bymur. På trods af det latinske navn fik den først i middelalderen dette navn, da stenene var blevet sorte af forurening og tidens nogle gange uvenlige tand.
Det er ét eksempel på byens romerske arv, der har bidraget til byens medlemskab i den fine klub, UNESCO’s verdensarvsliste. Trier lægger navn til mange afsnit i historiebøgerne, og historien kan ikke overses i byen med det største udbud af romerske ruiner nord for Alperne.
Da de gamle romere kom hertil, hvilket formodes at have været i år 17 f.Kr., anført af selveste kejser Augustus, kaldte de byen for Augusta Treverorum. Selvfølgelig efter kejseren og derudover efter de oprindelige indbyggere trevererne, der var keltere, som blev trynet af romerne.
I årene herefter trivedes byen, mens den for alvor kom på det daværende verdenskort i 300-tallet, da den var hovedby i én af de fire dele af Romerriget, der var i opløsning grundet interne stridigheder. I år 306 blev Konstantin den Store udråbt til kejser her. Det skete i tronsalen, datidens Aula Palatina, senere kaldet Konstantinbasilika. Den står stadigvæk står her og er nu en lutheransk kirke.
Der er normalerweise åbent og gratis adgang til den spartansk indrettede kirke, der ligger kun 10 minutters gang fra Hauptmarkt.
Få år efter kroningen skulle Konstantin den Store komme til at gøre kristendommen til officiel religion i Romerriget, og hans beslutning må have bidraget væsentligt til kristendommens udbredelse.
Han fik som bekendt det opdelte Romerrige genforenet, og for Trier betød det, at byen så småt mistede sin betydning som kejserby. Men inden da opførtes både bade, de mægtige Kejsertermer, og et amfiteater, som også stadig kan ses. Det samme gælder den romerske bro over Mosel, Römerbrücke, der på trods af al fornuft den dag i dag benyttes til biltrafik.

 

 

Tysklands ældste domkirke
I forbindelse med kejser Konstantins besøg i årene 328-329 blev her opført først et kejserpalads, og et par år senere en enorm kirke.
Det skete bare et stenkast fra dagens Hauptmarkt.
Denne tidlige kirke var så stor, at da man omtrent 700 år senere besluttede at ommøblere, var her plads til ikke bare én, men to kirker, og selv med dem var der byttepenge tilovers. Det er den store, romanske domkirke, Skt. Peter, der er Tysklands ældste domkirke, og hvis buer rækker op til 25 meters højde. Og det er den gotiske Liebfrauenkirche.
De to kirker er forbundet med en korsgang, som smelter romerske, saliske, romanske, gotiske og barokke elementer sammen til et kompleks, der gør et gevaldigt indtryk.
Domkirkens skattekammer gemmer i øvrigt på et par relikvier, nemlig en kjortel, som skulle være den, som Jesus bar på vej til Golgata, og et søm fra korset. Begge skulle være bragt hertil af Konstantin den Stores mor, den hellige Helena, der havde været på en rejse til Jerusalem for at lede efter Jesu gravsted.
Der er generøst nok og normalerweise fri adgang til de to kirker.
Ellers kan man hvile bentøjet på et par søjler, der ligger udenfor domkirken. Et sagn fortæller, at da man skulle bygge kirken, bad man, og her må vi lade årsagen være uforklaret, djævelen om hjælp med at flytte nogle store søjler. Man bildte ham ind, at man ville opføre et über-stort værtshus, hvorfor djævelen ilede til. Men da han havde besværet sig, fandt han ud af, at stedet allerede var indviet til kirke, hvorfor han i raseri smed et par af søjlerne fra sig. Og her ligger de så, til evig minde om kro og kirke.

 

Kinesere i kø og krig
Kinesere besøger ikke nødvendigvis Trier for at se på romerske ruiner eller for at spise asparges. I stedet kan man se dem stå i kø ved Brückenstrasse 10.
Her blev den gode kommunist Karl Marx nemlig født, hvilket skete i 1818, og huset er indrettet som et museum over hans liv og arbejde.
Russerne kommer her ikke så meget mere.
I den sydlige del af byen ligger det gamle jødiske kvarter med et vidunderligt virvar af smalle gader og stræder, bl.a. Judengasse, hvor det hermed anbefales at slentre rundt og fare vild. Det samme gælder det gamle fiskerkvarter nede ved floden.
I forbindelse med de allieredes bombeangreb under 2. Verdenskrig blev mere end 40 procent af Trier ødelagt. Som så mange andre af Tysklands byer er Trier heldigvis siden blevet genopbygget med stor respekt for de oprindelige bygninger. Også det kan man kun være taknemmelig for i Trier.

 

 

Porta Nigra er fra ca. år 180. Den var én af fire porte ind til byen, og er den eneste tilbageværende.
Den menes at have overlevet takket være en græsk munk kaldet Simeon, og heraf navnet på Triers strøg, Simeonstrasse. Han var eremit, og han opholdt sig i årene 1028-35 i portens kamre. Efter hans død blev han begravet i en sarkofag i porten, hvoraf en del blev indrettet til en kirke, og det er takket være denne kirke, at porten har undgået at bukke under for den værste hærgen, selvom Napoleons tropper gjorde deres bedste.

 

Et besøg i Trier bør kombineres med en tur langs Mosel. Her ligger hundredvis af idylliske småbyer med bindingsværkshuse, Bierstuben und Weinstuben, sogar.
Et eksempel på en sådan by er Cochem, der ses på billedet. Over byen vokser vinstokke og her står Reichburg, der er den største blandt de mange middelalderborge langs floden.
Trier er centrum for handelen med den vin, der kommer fra Moseldalen, og det er ikke så lidt. Omkring 9.000 hektar er tilplantet på skrænterne, og det gør Mosel til det femtestørste vindistrikt i Tyskland. Riesling er den altdominerende druesort, og af den fremstilles den lette hvidvin, som de senere år er gået fra et renommé som kedelig Liebfraumilch til fin og velfortjent, international anerkendelse.

Af Jette Christiansen