Costa Blanca – den skønne, hvide kyst

Costa Blanca er navnet på den 200 km. lange kyststrækning, der strækker sig fra Denia i nord til ca. 20 km. syd for Torrevieja (Torre de Horadada) i syd. Vi er på Spaniens østkyst “Levanten”, i Alicante provinsen, og med til Costa Blanca hører de populære turistdestinationer Benidorm, Alicante, Denia, Altea, Calpe og Jávea. Costa Blanca har masser af interessante ting at byde på: Alicante selv er en perle, lilleputøen Tabarca er helt speciel, vandreruten “Barranco del Infierno” (helvedes kløft) er en vandrers drøm (den kaldes vandrernes katedral), Europas største palmelund ligger ved Elche, strandene med deres fine hvide sand er pragtfulde, klimaet er om muligt bedre end på Solkysten, der produceres noget af Spaniens bedste vin og maden er sublim. Vi er taget til Costa Blanca for et bese herlighederne.
Betegnelsen Costa Blanca blev “opfundet” i 1957 da British Airways lancerede en ny rute fra London til Valencia, og de valgte sikkert navnet pga. strandenes fine, hvide sand. I dag er området især besøgt af engelske og tyske turister, selv om der også er en ret stor gruppe skandinaver, især i Torrevieja. Costa Blanca udmærker sig ved, at den har læ for vestenvinden (den her på sydkysten så berygtede “poniente”), hvilket betyder, at der er flere vindstille dage, end vi er vant til her. Og jeg må sige, at vejret var sublimt i slutningen af oktober. Faktisk kan jeg dårligt få armene ned over, hvor herlig en kyststrækning Costa Blanca er.

 

 

Et besøg på Costa Blanca bør starte i hovedbyen Alicante, som er en superfin by med 335.000 indbyggere. Lige midt i byen ligger havnen, som primært er en lystbådehavn. Her ligger den ene kæmpestore yacht efter den anden, men derudover er havnen nu blevet hjemsted for replicaen af et af spansk histories mest berømte skibe, La Santa Trinidad, bygget i 1769. Skibet var dengang verdens største (63 m. langt, 17 m. bredt), det sværest bevæbnede (det havde 140 kanoner) og det havde en besætning på 1160 mand. Skibet deltog i mange berømte søslag som den spanske armadas flagskib. Men det led en krank skæbne, idet det gik ned under slaget ved Trafalgar i 1805. Dets sænkning blev symbolet på enden for den spanske armadas storhedstid og for Spanien som stormagt på verdenshavene.
Der er blevet brugt tæt ved 4 millioner € på at bygge kopien af La Santísima Trinidad, og jeg synes, den var sjov at se, selv om jeg tvivler på, om investeringen nogensinde kommer hjem igen, for der var kun få besøgende. Inde i skibet er der opstillet “scener” af livet om bord, og i det hele taget er det et imponerende historisk indblik man kan få, når man besøger skibet. Se www.eltrinidad.es.
En andet superinteressant seværdighed i Alicante er den gamle borg “Castillo de Santa Bárbara”, der ligger på en 166 m. høj, hvid klippe lige bagved havnen. Det var naturligvis omkring klippen, at byen opstod, og der er fundet rester fra både bronze alderen, ibererne, fønikerne og romerne. Det var imidlertid araberne, der byggede borgen, og den havde stor strategisk betydning, idet man deroppe fra kunne se hele Alicante bugten og sletten bagved byen. Klippen blev besat af araberne omkring 715 og i over 500 år var den på arabiske hænder. I 1248 blev den tilbageerobret af de kristne, anført af Alfonso af Castillien. Overgivelsen fandt sted den 4. december, Santa Bárbaras helgendag, og derfor blev borgen opkaldt efter hende.
Et besøg i borgen starter med, at man besigtiger et af de kæmpestore vanddepoter, som araberne byggede for at sikre forsyningen af drikkevand. Man går ind i bunden af den store beholder og et specielt lys får en til at tro, at man er omgivet af vand. En ganske usædvanlig oplevelse. Engang i midten af 1800 tallet mistede borgen sin militære betydning og blev derefter undertiden brugt som fængsel. Dette skete blandt andet under den spanske borgerkrig, hvor adskillige republikanske fanger måtte henslæbe nogle kummerlige år i borgens mørke fangekældre. Det eneste lyspunkt har nok være toiletbesøget, idet latrinerne var nogle huller, der hang i fri luften ud over klippen. Fra hullerne havde man en fabelagtig udsigt ud over havet, så det var i sandhed “a loo with a view”.

 

 

Besøget omfatter både fangekældre med torturinstrumenter, lokummerne samt rummene, hvor soldaterne var indkvarteret. Til sidst tager man elevatoren op til borgens top, hvorfra man har en helt fabelagtig udsigt. I sandhed en stor oplevelse. Når man kigger mod nord ser man det fine bjerg Puig Campana, som med sine 1410 m. er et af provinsens højeste. Bjerget ligger lige bagved Benidorm og kan bestiges på en 11 km. lang vandrerute.
Derudover har Alicante et af Spaniens fineste arkæologiske museer samt et museum for moderne kunst, en skøn palmeflankeret paseo langs med havnen med 650.000 marmor fliser, et meget fint lokalt marked og et spændende gammelt kvarter, Santa Cruz, der ligger lige nedenfor borgen.
Under besøget boede vi på Hotel Abba, lige midt i byen. Det er et superfint hotel og et dobbeltværelse koster omkring 70€.

Se: www.abbacentrumalicante.com

 

 

Hvis man vil ud om aftenen og spise fancy tapas kan El Rinóon del Sibarita lige midt i byen anbefales.
Omkring 15 km. syd for byen ligger den lille ø Tabarca, og det hører med til et Alicantebesøg at tage en færge ud til øen. Der går færger både fra havnen i Alicante og fra strandbyen Santa Pola ( 14 km. syd for Alicante) ud til Tabarca. Den korteste sejltur går fra Santa Pola, som kun ligger 6 km. fra øen.
Tabarca er 1,75 km. lang og 300 m. bred på det bredeste sted. Det er dermed en lillebitte ø, som man kan vandre rundt om på omkring en time. Der er ca. 20 indbyggere om vinteren og mange flere om sommeren. Der er også et par hoteller (herunder et fint “boutique hotel”), lidt B&B og adskillige restauranter. Tabarca er todelt som et timeglas og i den ene ende ligger der en by med snorlige gader, anlagt i 1700 tallet, da øen blev befæstet for at beskytte kysten imod pirater. I dag ligger gaderne hen som dengang, og der kan stadig ses nogle gamle militære bygninger samt bymure og en kirke. Der er også et lille museum. Midt på “timeglasset” er øen ikke mere end 15-20 m. bred, men så vider den sig ud igen, og den sydlige del ligger helt ubeboet hen, som en slags semi ørken.

 

Det, der har gjort Tabarca kendt, er uden tvivl dets marine reservat. Hele kysten og havet rundt om øen er fredet, vandet er krystalklart, og alle former for fiskeri eller fiskeforstyrrelser er absolut forbudt. Et fantastisk broget marint liv udfolder sig blandt de små klipper ud for øen, og det er et must at tage ud og snorkle, når man nu er der. Jeg er ellers ikke så meget for det våde element, men stærkt presset og uden at kunne finde på dårlige undskyldninger, måtte jeg iføre mig snorkelmaske og svømmefødder og hoppe ud fra den lejede gummibåd. Vandet var ikke spor koldt og til min store overraskelse nød jeg meget denne “dykning”, for havet vrimlede med mangefarvede fisk i alle størrelser. Der var en mængde stimer af gulstribede fisk, der var blå og sølvstribede, der var surt udseende kæmpefisk med underbid, der var alskens søgræsser og tang, ja, det var som om man lige var taget et smut til Great Barrier Reef. Jeg var helt mundlam, da jeg efter 20 min. blev hevet op igen. En superfin oplevelse, som ikke må forsømmes. Vi blev sejlet ud fra Santa Pola af firmaet Anthias (www.anthias.es) som arrangerer dykning med og uden iltflaske. Da der er tale om et marine reservat, skal man have tilladelse til at dykke, og det arrangerer Anthias.

 

Tabarca har en lille havn på øens østside og her bør man aflægge en af restauranterne et besøg, for her kan man få ægte alicantinsk mad, som især er præget af alt godt fra havet. I restauranten La Almadraba fik vi en ret, som bestod af en i lunser skåret fisk, der var kogt sammen med kartofler i sin egen saft tilsat alskens krydderier. Oven i hele molevitten var der kastet mange klatter alioli og i en ene ende af fadet lå fiskens hoved og så vredt ud. En stærk oplevelse, som afsluttedes med en risret (provinsen er kendt som risretternes moder) kogt i suppen fra fisken. Og så skal det lige siges, at man altid i Alicante først får ristet brød med revet tomat og alioli. Det smager himmelsk, så man må vare sig for ikke at spise sig mæt, inden de egentlige retter kommer. Det alicantinske køkken er ganske anderledes end det, vi kender fra Solkysten, ja, det smager bare af mere, især af fisk.
Costa Blanca er også kendt for sine fine strande. Nu ved jeg godt, at vi også har strande her i Andalusien, men helt så fine som Alicantes er de ikke. For her er der fint, hvidt sand over hele stranden og hele vejen ud i havet. Badesko er unødvendige, og hvis man kan lide at få sand mellem tæerne, er det bare sagen. Igen måtte jeg af bare begejstring overskride min “comfort zone” og begive mig ud i en kajak, i hvilken jeg besejlede stranden ud for Arenales del Sol lige syd for byen.
Ja, der kan man se, hvad Alicante kan gøre for én. “Alicante es la leche!”.

Af Else Byskov, fotos af Else Byskov og Manuel Hernandez