Toscana - klassikerne kort fortalt

Toscana er Italiens mest besøgte region, og antallet af besøgende overstiger nemt de kun 3,7 millioner indbyggere i området, hvor man med rimelig sikkerhed kan forvente, at man ikke får hverken landeveje eller seværdighederne for sig selv.
Det er der mange gode grunde til.

 

Floskler trænger sig på. Ivrige efter at komme til udtryk er også en stribe af tillægsord som idyllisk, der bliver brugt så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. Men ikke når det gælder Toscana.
Derfor er det ikke usædvanligt at løbe ind i folk, der fortæller, at de besøger området for 27. gang, og at de faktisk aldrig ferierer andre steder. Det kan synes ekstremt eller uopfindsomt – og så dog. For her er en overflod af mål at nå. Det være sig at se hver en krog af Firenze og de muromkransede middelalderbyer, at tage på ture ud på landet, hvor der er højt til himlen og nært til alt andet og dermed heller aldrig langt til et trattoria, hvor man hverken bør modstå fristelsen til at spise sig gennem de toskanske egnsretter eller de bølgende bakkers frembringelser, der tæller alt fra Chianti i genopståede bastflasker til fornemme Brunello di Montalcino, og det er alt sammen dele af Toscanas poesi og stedets utallige kulturskatte.

 

 

Zebrastribede domkirker, David og vinoteker
Og Toscana har sin egen kulturarv. Det var etruskerne, der før romerne satte deres præg på området og dets befolkning. Ligesom det meste af dagens Italien, der jo først blev genfødt i 1861, var også denne region gennem mange hundrede år, fra før og op gennem middelalderen, en egen stat. Først var det som flere separate bystater og senere, efter Firenzes mange års krig med de omkringliggende bystater, hele vor tids Toscana.
Her herskede blandt andre Medici-familien, der efter en middelalderlig målestok var frisindede og velhavende, og de gav mulighed for renæssancens kunstnere, som Michelangelo og Bellini, Filippo Brunelleschi og Leonardo da Vinci. Her opstod også en helt egen arkitektur, som vi møder i netop Firenze, regionens hovedby, var basen for mange af disse kunstnere.
I byen går man også, takket være dem, fra den ene ih, hold da op-oplevelse til den næste.
Der er domkirken, Cattedrale di Santa Maria del Fiore eller bare Doumo, som er zebrastribet, og hvis klokketårn og dåbskapel står separat i forhold til den egentlige kirkebygning, ligesom i andre toskanske byer. Kuplen på Firenzes domkirke er nærmest mytisk, da den først blev færdig i 1436, mens selve kirken stod klar i 1378, fordi man ikke forstod at konvertere tegningerne til virkeligheden. Det lykkedes derimod for Filippo Brunelleschi ud fra byggemetoder, som man stadig har svært ved at forstå. Duomo-pladsen er trang, men for nyligt er pladsmanglen blevet afhjulpet af byens borgmester, Matteo Renzi, som endelig, efter en debat, der havde fundet sted siden engang i 1960’erne, gjorde området bilfrit, hvilket faktisk kan have spillet en ikke uvigtig rolle, da han i februar 2014 blev valgt til Italiens statsminister, kun 39 år gammel og den yngste nogensinde.

 

Der er netop Renzis residens, Palazzo Pubblico, det gamle rådhus, hvor samme mand i øvrigt har tænkt, at når nu så mange mennesker vælger at besøge byen, er det mindste, man kan gøre da at byde dem på vand at drikke, og derfor kan man nu frit forsyne sig med vand, både med og uden brus, af haner på bygningens venstre side. Mens man slukker tørsten, kan man passende beskue Michelangelos David, en kopi, for originalen står på museet Galleria dell’ Accademia. Han står med slynge i den ene hånd og sten i den anden og er klar til kamp mod Goliat. Han har selskab af flere statuer i dette friluftsmuseum, mens de helt store kunstværker står i rådhusets nabobygning, Uffizi. Book endelig entreen hjemmefra, da køerne her kan være for lange for selv den mest ihærdige, selv med vandflasken fyldt op. Udendørs kan man også frit fornøje sig med den gamle bro, Ponte Vecchio, fra 1345, hvor byens slagtere i tiderne uden køleskabe holdt hus, hvilket blev for meget for den regerende Medici, Cosimo I. På trods af, at han havde ladet en lukket gangbro opføre over selve broen, beordrede han slagterne ud, og i dag er her så i stedet guldsmedeforretninger.
Der er kirken San Lorenzo, hvor danske Niels Steensen,1638-1686, ligger begravet. Florentinerne kalder ham Nicolaus Steno. Han var konverteret til katolicismen, og blev i 1988 saligkåret, hvilket er første skridt mod helgenkåring. Dette skyldes bl.a., at han var pioner indenfor både anatomi og geologi. Der er en særlig indgang på kirkens højre side, hvor man kan gå direkte ind til Steensens sarkofag, og det vælger mange at gøre for at lægge en besked på sarkofagen med en bøn eller et ønske til denne måske snart helgen.
Papirlapperne hober sig op.
Og mellem San Lorenzo og Duomo er der smalle, hyggelige gader med fortovscafeer og vinoteker, hvor tjenerne med de gamle etruskeres sindsro gerne fortæller om de toskanske vines lyksaligheder.

 

 

Middelalderbyer, vagttårne og Katarinas hoved
Det sker skam også i San Gimignano, der lægger navn til den let mousserende hvidvin Vernaccia di San Gimignano. Den stammer fra 1200-tallet og var den første vin i Italien, som fik betegnelsen DOC.
Byen ligger syd for Firenze, og vejen dertil går netop gennem nogle af de blide bakker, gennem Chianti-distrikterne og omkring flere af de skønne middelalderbyer, hvoraf manges fæstningsværk og tårne stadig står som påmindelse om bystaternes stridigheder.
Tårne er der mange af. I fordums tider havde alene San Gimignano, en by på 7.000 indbyggere, hele 72 af dem. De fungerede som vagttårne, som en del at fæstningsværket, og det er sandsynligt, at der var et vist snobberi med i spillet, da de blev opført af familier, der skulle have ønsket at bygge tårne, der var højere end naboens.
Nu er der 15 tårne tilbage, og de fylder godt i denne by, der står for den højeste grad af toskansk charme. De ses på lang afstand. Det højeste tårn er La Grossa på 54 m. Det står ved Domkirkepladsen, der hedder sådan, selvom kirken, La Collegiata, egentlig ikke er nogen domkirke. Men hvorfor hænge sig i bagateller? Uanset hvad, kan den romanske kirkes beskedne facade snyde, da den indenfor byder på nogle fænomenale freskoer af en række kunstnere, der har fortolket snart samtlige bibelscener. Heriblandt ser man dommedagsbilleder, helvedes pinsler, historien om Kain og Abel, Jesu dåb, krydret med englebasser, dyrene og arken og Noa i en ordentlig brandert.
Nå. Is bør man i øvrigt købe i Gelateria di Piazza på Piazza della Cisterna, hvor ismagerne flere gange har vundet verdensmesterskabet, inden man bevæger sig videre, og det måske længere mod syd, til Siena.
Dette pragtværk af en by, der også har været en selvstændig bystat, har, hvad mange kalder Jordens smukkeste plads, den konkylieformede Piazza del Campo. Her står rådhuset – det som Københavns ditto flere hundrede år senere blev inspireret af. Her er det, at byens 70.000 indbyggere to gange om året går kollektivt amok under hestevæddeløbet Il Palio, der kun varer godt et hæsblæsende minut.
Zebrastriberne på domkirken, Santa Maria Assunta, er mindst lige så fremtrædende som dem i Firenze. 1200-tallets sienesere ønskede at overgå florentinerne, også i størrelse på kirkebyggeri. Mens det ikke lykkedes, så mener mange, at detaljerigdommen overgår den i Firenzes domkirke. Indvendig er der en skov af stribede søjler omkring et vidunderligt gulv med 56 marmorbilleder, der som et marmortæppe forestiller scener fra Det Gamle og Ny Testamente.
I udkanten af Siena finder man kirken San Domenico, som har tilnavnet Basilica Caterina, da den hellige Katarina af Sienas virkede her, og da hendes hoved opbevares i et skrin kirken. Man kan se hendes ansigt. I denne del af byen står desuden Mediciernes borg, Fortezza Santa Barbara, som de lod opføre som en magtdemonstration og for derfra at kunne holde øje med indbyggerne, efter at florentinerne i 1500-tallet havde erobret denne by og samlede Toscana.

 

 

En mur, et tårn og et på gensyn
Over flere bakkedrag, imod vest, kommer man til Lucca. Her møder man først en tilsyneladende ugæstfri bymur, der strækker sig 4,5 km rundt om byen i op til 12 meters højde. Ingen anden italiensk by af denne størrelse har stadig helt intakte forsvarsmure, der egentlig er mere som volde, hvorpå man kan gå eller cykle en tur. Cykler kan lejes.
Flere byporte lukker dog én ind i byen og en ret indviklet labyrint af smalle gader. Inde i virvaret bør man pejle sig frem til pladsen Piazza dell Anfiteatro. Den
blev i 200-tallet opført som et romersk amfiteater, men er som mange af romernes bygningsværker forfaldet efter Romerrigets undergang i 400-tallet. Derefter har man brugt mange af byggematerialerne til andre byggerier. Hvorfor gå over åen efter vand? Nu er her blomstermarked og flere hyggelige cafeer, hvor man ikke skal blive forbavset over den megen Puccini-musik, da komponisten, som har givet os operaerne La Bohème, Tosca, Madame Butterfly og Turandot kom herfra, og det får vi aldrig lov til at glemme.
Her er også – ja, en zebrastribet domkirke.
Pisa. Det måtte jo komme. Det skæve tårn er både tilløbsstykke og nok Toscanas mest udskældte tårn, fordi det ikke altid lever op til de besøgendes forventninger. Men så er det måske forventningerne, der bør justeres, for det er et fint tårn. Det er skam pilskævt, og det står på Mirakelpladsen, Piazza dei Miracoli, sammen med domkirken og dåbskapellet.
Selve Pisa er ofte overset, men byen gemmer på både romerske ruiner, en charmerende bymidte, og her fødtes Galileo Galilei, han som først påpegede, at det er Jorden, der bevæger sig om Solen og ikke omvendt. Og det sammen med alt andet end klassikerne i Toscana bør heller ikke forblive overset.