Sofia Manning: "Det er de små ting, som spiser livet"

 

“Ej, undskyld, man skulle tro, det var mig, der skulle interviewe dig,” griner Sofia Manning, mens bilen gynger derudad.

Normalt er det da også Sofia Manning, som stiller spørgsmålene.
“Ofte tror folk, at coahing er det samme som at rådgive ud fra egne erfaringer, men i virkeligheden handler det om at kunne stille de rigtige spørgsmål, da man arbejder ud fra den grundfilosofi, at hvis en person indser tingene selv, er der større sandsynlighed for, at denne handler på det.”
Bilen stopper foran den gamle mølle, hvis rustikke vægge i dag danner rammen om familiens liv, og Sofia Mannings nyeste coachingtilbud – et kursusforløb på seks måneder, der indledes med et tredagesophold i Sydspanien.
Stedet kalder de Mil Años (1000 år), inspireret af møllens og områdets lange historie.

 

 

Essensen er at hjælpe folk med at se tingene i et andet lys
Først bliver deltagerne indlogeret på et lille nærliggende hotel, hvor de bor side om side i de tre dage, de opholder sig i Spanien. Derefter transporteres de ned til Mil Años, hvor undervisningen påbegyndes. Det er et intenst ophold, og kursisterne får en anderledes oplevelse, end hvis de havde været på kursus i Danmark, fortæller Sofia Manning.
“Når kursisterne ankommer, er de meget afventende. De er ikke nødvendigvis typerne, der er vant til at rejse ud, eller dyrke selvrealisering, så det kan godt være grænseoverskridende at komme herned, hvor de bliver kørt ud i bjergene og ud på et lille landhotel, hvor personalet kun taler spansk. Det er et større sats end at tage på et kursus i Aarhus eksempelvis, men derfor er de også meget indstillede på at ville ændre på tingene.”

I løbet af det seks måneder lange kursusforløb gennemgår deltagerne flere faser, hvoraf den første indledes i Sydspanien. Her arbejder de med at nå de mål, de har sat sig, tænke ud af boksen og overkomme de forhindringer, som de tidligere har ladet sig bremse af. De lærer at handle på deres drømme. For dét at agere er et vigtigt element inden for coaching, så da Sofia Manning og Jonas Beha tog beslutningen om at forfølge drømmen om et retreat i Sydspanien, gik der heller ikke lang tid, før drømmen blev realiseret.
“Det sværeste i processen var faktisk at nå frem til, at det var det her, vi gerne ville. Da vi først havde besluttet os, gik det stærkt. Vi begyndte at lede efter det perfekte sted. Lidt tilfældigt endte vi ved Ronda, men da vi begyndte at køre rundt området, og da vi så den gamle møllebygning, kunne vi hurtigt mærke, at her, kunne vi godt bo. Når vi ser tilbage på billederne af møllen, som den så ud, tænker vi; ‘hvad havde vi gang i?’, det var jo en kæmpe ruin. Men stedet har ligesom taget os, og så er vi bare blevet revet med. Ja, faktisk har vi gjort nærmest det modsatte af coaching; for lige nu har vi ingen fast retning, og det har været en stor læring.”
Beslutningen om at flytte, på trods af børnelogistik med eksmanden, manglende spanskkundskaber og renoveringen af en ruin, har dog vist sig at være den helt rigtige. Den har givet familien flere perspektiver af livet – ikke mindst for familiens 7-årige Zoe, som går på den lokale landsbyskole med kun ti elever i klassen.

 

 

Fra Charlottenlund til mølleruin i sydspansk pueblo
Sofia Manning og Jonas Beha købte stedet 1. juni 2012, og siden da tog tingene fart. I foråret 2014 åbnede de dørene for de første kursister, og familiens travle forstadsliv blev skiftet ud med landbrug, læsning foran brændeovnen og lange gummistøvler. En forandring, der har budt på udfordringer, og som har givet stof til eftertanke omkring livet i Danmark.
“Jo længere tid vi er her, jo sværere bliver det, hvis vi skulle flytte tilbage til Danmark,” siger Jonas Beha og fortsætter:
“Her er enormt meget frihed og tid til tingene. Nu sidder vi eksempelvis foran brændeovnen og læser højt for Zoe. Det talte vi meget om at gøre før i tiden, men gjorde det aldrig.

Familien har fået meget mere tid til, ja, livet. Noget, der har haft indflydelse på hverdagen, men også på deres opfattelse af tilværelsen, og hvilke værdier de ønsker at give videre til deres børn.
“I Danmark var det sådan, at i stedet for at være en familie, så blev familien et projekt,” siger Sofia Manning.
“Her skal Zoe ikke til ballet om torsdagen, vi har ikke syv forskellige legeaftaler og børnefødselsdage hver uge, ingen faste skemaer, og jeg tror, at man specielt som barn har godt af at få åbnet sin verden og se andre måder at leve på. I Zoe’s klasse er de ti børn fra alderen 5-12 år. Det er noget helt andet end klassen i Charlottenlund, hvor alle børnene har iPad og iPhone. Og vi kan se, at hun synes, det er sjovt. Der er ikke fordi, der er noget galt med Charlottenlund, men det giver jo kun et perspektiv på tilværelsen. Så tror jeg også, det er sundt for børn ikke altid være den, der er ovenpå. I Danmark havde Zoe styr på alting. Her er hun den eneste lyshårede i klassen og kan ikke sproget. Nu er hun indvandreren. Det er livets skole,” siger Sofia Manning, der selv er blevet overrasket over, hvor meget energi det egentligt kræver at være fremmed i et nyt land.
“Pludselig kunne jeg godt forstå indvandrere i Danmark. Der er jo SÅ mange ting, man ikke aner. Bare sådan noget som madpakken. Min datter kan ikke lide serranoskinke, og hvad gør jeg så?” griner hun.

Snart fylder Sofia Manning fyrre år, og den dag har en særlig betydning for hende.
“Jeg har altid sagt, at når jeg er fyrre år, så vil jeg have frihed, og det er tilværelsen her jo lidt en manifestation på,” siger hun og kigger på Jonas, inden hun fortsætter;
“Jeg tror faktisk, der er rigtig mange danskere, som godt kunne tænke sig et mere simpelt liv. I Danmark er der altid tusinde småting, der liiige skal ordnes, det har vi ikke på samme måde her, og det er befriende. Det er de små ting, der spiser livet.”

 

 

Coaching i Spanien, fremtidens drømme og fortidens fordomme
Da Sofia Manning i sin tid besluttede sig for at tage til USA for at uddanne sig til coach rystede familien og flere af hendes venner på hovedet. Det er noget amerikansk pop-fis, en overfladisk genre, og overfladiske spørgsmål, som stilles af chefer, der ikke selv gider tænke, lød de typiske fordomme, da coaching i begyndelsen af 00’erne for alvor kom frem. Da skulle alle da også være selvrealiserende, selvfinansierende coach – hvis de da ikke selv allerede havde en på speed dial. Det fik dog sin ende, da den finansielle krise for alvor gjorde sit indtog og hurtigt fik sorteret de “dårlige” coaches fra.
“Hvis en coach formåede at blive på markedet mere end tre måneder, så vidste man, at personen havde noget at byde på,” fortæller Sofia Manning om datidens coach-boom.
I dag er coaching blevet et accepteret fag og en integreret del i flere store virksomheder. Noget Sofia Manning måske godt kunne forestille sig at udbrede til Spanien på et tidspunkt – men det kræver dog lige, at det spanske sprog flyder lidt nemmere.

Sofia Manning og Jonas Beha har altid begge været tiltrukket af eventyr, så da de valgte at flytte til Spanien, kom det heller ikke som den store overraskelse for deres omgangskreds. Endnu engang blev der dog rystet på hovedet, men ligesom med hendes coaching, kan både venner og familie nu godt se idéen.
“Ja, nu ville flere af dem ønske, at de selv havde en lille finca i de spanske bjerge,” siger Jonas Beha og griner.
Flytningen har givet familien nye perspektiver på livet og en masse ny viden om landbrug, men den har også bidraget positivt til Sofia Mannings karriere og selvopfattelse.
“Jeg synes, jeg er blevet en bedre coach af at være flyttet til Spanien. En af de vigtigste ting som coach er at handle på sine egne drømme. Jeg plejer at sige; du kan ikke hjælpe dine klienter til at komme længere, end du selv tør gå. Og det har været meget livsbekræftende at se, at det kan lykkes både med børn, eksmand og ingen idé om, hvordan det skulle gå,” afslutter Sofia Manning.
Udenfor ligger katten og spinder i solen. Den er en ved et uheld er blevet gravid. Snart ankommer godt 7000 vinplanter, der skal sættes, og møbleringen af huset, tjaaa, det bliver mañana.