I det nordlige Spanien udgraves og afstøves knogler og fossilerede rester af de ældste af vore forfædre, og forskere har netop bekræftet tilstedeværelsen af tidlige neandertalere. Dette glimt går langt tilbage i tiden. Meget langt. Faktisk så langt som man endnu er kommet i menneskets historie.
I Sierra de Atapuerca ved Burgos ligger Sima de los Huesos (gruben af knogler), der er en guldgrube i arbejdet på at forstå menneskets evolution.
Intet andet sted i verden kommer tæt på det omfattende indehold af oplysninger, som i Atapuerca. I andre udgravninger kan en mennesketand repræsentere en stor opdagelse, mens der i dette grottesystem er fundet 17 kranier, hvoraf nogle intakte, rester fra mindst 28 individer og godt 6.500 fossilerede knoglerester.
Her er desuden fundet gravpladser og hulemalerier, der forestiller jagtscener.
Rundt regnet 1,2 millioner år
Tidlige mennesker befandt sig allerede for 1,2 millioner år siden i Atapuerca, fremgår det af fossiler fundet i den del af stedet, som er kaldet El Elefante. Det er Homo Heidelbergensis, én af homo sapiens tidlige forfædre.
Gruben er formet i kalksten over millioner af år, og her menes at have levet tobenede skabninger fra disse tidlige tider og frem til vestgoternes tid.
Neandertalernes moster
Det er dog ikke de allerældste knogler, som lige nu får forskerne i bl.a. palæontologi fra universitetet i Alcalá de Henares og fra flere andre lande til at hoppe støvet af sig.
For nyligt offentliggjorde holdet en afhandling, der forklarer de seneste opdagelser i Sima de los Huesos, herunder syv nye kranier, som bringer det samlede antal op på 17.
Rapporten forklarer, at her også for omkring 430.000 år siden boede mennesker, og at disse var som en moster til de efterfølgende neandertalerne. Der er altså ikke nødvendigvis tale om en direkte stamfader, men en slægtning, da der på det tidspunkt ikke kun var én enkelt menneskelige race, men at flere samtidigt eksisterede i dette område.
De knapt en halv million år gamle knogler tilhører begyndelsen på neandertalerne; de ældste i den slægt. Deres ansigtstræk og deres tænder er dog typiske for neandertalerne, de havde tykke øjenbrynspartier og stærke kæber, mens selve hjerneskallerne er relativt små, hvilket peger på, at styrke er kommet før intelligens. Udviklingen i retning af neandertalerne er da også relateret til tygge; og der ses ændringer i forbindelse med intensiv brug af deres fortænder, som om de brugte deres tænder som en tredje hånd til at hjælpe med forskellige opgaver.
Evolutionen fortsætter
Neandertalerne levede i Europa for fra omkring 200.000 år indtil 30.000 – 40.000 år siden, da de uddøde. De menes at have levet flere steder på den Iberiske Halvø, og de sidste skulle være set på Gibraltar, hvor der er fundet rester i denne klippehalvøs grottesystem. Deres områder blevet overtaget af homo sapiens, det såkaldt moderne menneske, der kom ind fra Afrika og Mellemøsten, mens der dog skete en vis krydsning mellem de to menneskeracer.
Gruberne og udgravningerne i Sierra de Atapuerca kom i 2000 på UNESCO’s verdensarvsliste for at bevare det unikke sted, der giver en uvurderlig indsigt i det puslespil, der er menneskets evolution.
