Islamisk Stat sætter tredje verdenskrig på dagsordenen

Det internationale samfund har blikket rettet skarpt mod Irak og Syrien. En ny, men alligevel velkendt, trussel har nemlig stukket sit hoved frem fra de golde ørkensletter og kastet vesten ud i endnu en krig mod terror. Islamisk Stat (IS) har proklameret krig mod alle, som ikke følger deres overbevisning, og en kynisk tilgang til menneskeliv kendetegner deres krigsførelse. Og i Spanien besluttede indenrigsministeriet den 9. september at opgradere terrortrusselsniveauet til to efter gentagende trusler fra IS om, at de vil generobre det tabte rige.

 

Al-andalus – det tabte mauriske rige
På arabisk kaldes dele af den Iberiske Halvø for Al-andalus, og referer til det område, som engang var befolket af maurerne. Perioden gik fra 700-tallet og frem til 1492, hvor den sidste emir måtte forlade Alhambra i Granada i flugt fra de spanske tropper. Det drejer sig i høj grad om Andalusien, som både kulinarisk, kulturelt og geografisk stadig bærer præg af de arabiske efterkommere. Alle de spanske byer, som ender med ‘de la Frontera'(ved grænsen), trækker eksempelvis stregen til fortidens arabiske imperium.

I år 711 lykkedes det arabiske og berberiske styrker at krydse Gibraltarstrædet og indtage store dele af Spanien på kort tid. Kun i Nordspanien formåede indbyggerne at holde stand mod østens krigere. I år 751 udnævnte prins Abd al-Rahman 1. sig selv som emir med base i Córdoba, som var hovedstad under det arabiske herredømme. Senere brød Córdoba-kalifatet sammen og Al-andalus blev opdelt i såkaldte Taifa-kongedømmer. Konstante konflikter prægede det fragmenterede land, og de kristne konger øjnede muligheden for at udvide deres territorium. Det blev begyndelsen på ‘la reconquista’ (generobringen). Under muslimernes regeringstid i Spanien var der ingen nævneværdige problemer vedrørende andre religiøse overbevisninger. Dhimmierne, som de ikke muslimske borgere blev kaldt, blev accepteret og havde lov til frit at dyrke deres religion. Til tider var der visse restriktioner, men modsat i dag skulle de ikke frygte forfølgelse og død. Og fortolkningen af islam, som Islamisk Stat lægger sig op af, er således stærkt fordrejet set i en historisk kontekst.
I dag spiller den spansk/arabiske fortid en større rolle, end man kunne forestille sig. Den har nemlig givet anledning til, at Islamisk Stat i dag har fæstnet blikket på den Iberiske Halvø.

 

 

Islamisk Stat er en efterløber af Osama Bin Ladens al-Qaeda, som blev grundlagt i 1980’erne og havde base i Afghanistan. Gennem tiden bredte Al-Qaeda-bevægelsen sig til andre regioner heriblandt Irak, hvor de kæmpede mod USA og dets allierede under invasionen i 2003. Den militante leder for al-Qaeda i Irak, Abu Musaba Al-Zarquawi, blev dræbt i et amerikansk angreb i 2006, samme år som Saddam Hussein blev hængt, og et svækket Al-Qaeda slog sig derefter sammen med andre oprørsgrupper for at danne Islamisk Stat i Irak. Senere delte gruppen sig i to fløje – al-Qaeda og Islamisk Stat. I begyndelsen var IS en ubetydelig gruppering, da gentagende militæraktioner fra USA side havde haft held til at slukke ilden.
Men gløderne fra bålet ulmede stadig i oktober 2011, hvor de sidste amerikanske tropper blev trukket hjem fra Irak. I 2013 steg antallet af selvmordsaktioner og bombeangreb i Irak igen, og volden tog til. Og her i 2014 er bålet blusset op igen med en kraft, man ikke har set tidligere. Siden da har Islamisk Stat spredt sig som en steppebrand fra Bagdad i Irak til Al-Bab i Syrien. Og spørgsmålet, der står tilbage, er, hvordan ilden slukkes denne gang? – for der ikke blot tale om nogle bønder med et sprængstofbælte fæstnet om livet. Det forlyder, at IS allerede tæller op mod 30.000 “hellige krigere”, og at antallet stiger.
USA’s forsvarsdepartementchef, Chuck Hagel, udtalte i et interview den 21. august:
“Der er tale om en velorganiseret hær, der besidder stor krigsforståelse og som er yderst veludrustet både økonomisk og militært. De rækker ud over noget, vi har set tidligere.”
Utallige klip på YouTube af henrettelser og halshugninger bekræfter hans udtalelse, og deres barbariske krigshandlinger har skabt frygt verden over.

 

 

Truslen fra øst rækker ind over Spaniens grænser
Islamisk Stat vækker bekymring – specielt i Spanien, hvor grænselandet Marokko fungerer som ind- og udgang for ekstremistiske jihadister. Den spanske indenrigsminister, Jorge Fernández Díaz, netop hjemvendt fra et møde i USA, hvor han tilkende gav sin støtte til kampen mod IS, har udsendt en pressemeddelelse, hvori han tydeliggør vigtigheden af at opretholde samarbejdet med de marokkanske sikkerhedsstyrker i kampen mod terror. “Vi har i fællesskab opnået gode resultater, hvor flere politiaktioner har filtreret de terrornetværk, som eksisterer i begge lande. Det er meget vigtigt at opretholde den indsats,” pointerer han. Og med god grund. Siden 2001 og frem til 2014 er 25 politiaktioner mod terrorisme blevet gennemført i Spanien med 123 anholdte i alt. Og bare de seneste par år har det nationale politi og Guardia Civil udført mange aktioner af den type. Hele 44 jihadister er blevet anholdt for tilknytning til en terrororganisation. Antallet af ekstremister har været stigende, og man oplever, at unge spanske muslimer rejser til Syrien og Irak for at kæmpe hellig krig. Ifølge Indenrigsministeriet estimeres det, at omkring 50 spaniere er rejst til Irak og Syrien, men man pointerer, at der er stor usikkerhed omkring tallet pga. det fordækte miljø. I pressemeddelelsen udtrykker Jorge Fernández Díaz specielt bekymring omkring terrortruslen fra Sahel-regionen, hvor mange af Afrikas fattigste stater ligger, samt Irak og Syrien, hvorfra de “nye” terrorister hjemvender. Fra regeringens side tager man derfor nye midler i brug for at forhindre unge i at rejse i krig og måske vende tilbage som tikkende bomber.

En ekspres-arrestordre udstedes i Interpol i det øjeblik, politiet får notits om, at personen er draget til eksempelvis Irak. 190 lande modtager arrestordren, og på den måde forsøger regeringen at overvåge den udrejsendes handlinger, og skulle denne vende tilbage, og politiet har beviser nok, vil personen blive anholdt og måske udvist for medvirken til terror.
I Spanien ligger ekstremisme højt på den politiske dagsorden, og landet går måske snart i Frankrigs fodspor og vedtager et burka-forbud i det offentlige rum. Jorge Fernández Díaz har nemlig åbnet op for en regulering af loven om borgernes rettigheder. Og generelt tager man ekstremisme meget seriøst fortæller en anonym kilde inden for politiet, til La Danesa:
“Vi er meget hårdhændede, når det kommer til ekstremister. Derfor ser man heller ikke så mange sager i Spanien set i lyset af landets størrelse. I Nordeuropa er man berøringsangste, og derfor trives mange ekstremister der. Og de udnytter de demokratiske friheder til at organisere sig og udbrede deres ideologi. For at undgå den slags bliver vi nødt til at indskrænke frihedsrettighederne og slå meget hårdt ned på undertrykkende religiøse handlinger.”

 

 

Diplomati og forhandling er en selvmordsaktion
Modsat deres forfædre i al-Andalus har den nye generation af religiøse krigere ingen respekt for andre verdensopfattelser eller værdien af menneskeliv. Og som den anonyme politikilde pointerer: “Man kan ikke bekæmpe terror med diplomati.” En opfattelse som tidligere krigsrapporter og nu forfatter, Arturo Pérez-Reverte, deler. Han beskriver sine observationer omkring den nye terror-generation i en artikel på sin blog:
“I Vesten (Europa), kostede det mange års lidelse, at opnå den frihed, man nyder i dag. Du kan være utro uden at blive stenet, tale blasfemisk uden at blive brændt eller gå i en kort nederdel uden at blive kaldt luder. Og kampen blev kæmpet, mens Europa var ung, og man stadig havde tro. Men i dag er der tale om anderledes unge; de er børn af propaganda, af bødlen, der halshugger – og af fanatikeren, der er villig til slå 30 vantro ihjel for at komme i paradis. Set i et historisk perspektiv er det de nye barbarer. I dag er Europa, hvor friheden blev født, gammel, udbrændt og frygtsom, mens den radikale islam er ung, modig med en umættelig sult, desperat og fyldt med unge mænd og kvinder parat til kamp.”
Islamisk Stat er et eksempel på den ungdomsgeneration, og hvad der for blot et par måneder siden blev betragtet som endnu en lille fanatisk bevægelse, har hurtigt udviklet sig til en organiseret hær med ét determineret mål: Et verdensomspændende Kalifat (islamisk statsform).
Noget, der ifølge Arturo Pérez-Reverte måske ikke burde komme som en overraskelse. Han nævner eksempelvis mødet med en kilde i Melilla – en ven gennem 30 år, som han betegner som en anonym kriger i en skjult krig. Her fortæller han, hvordan kilden sætter sig til rette i en stol og bryder ud i en lidt håbløs latter:
“De fatter det ikke, de idioter. Det er en krig, og vi er lige midt i den. Det er Tredje Verdenskrig, og de ser det ikke,” forklarer han henvisende til verdens ledere.
Hvorvidt Arturo Pérez-Revertes kilde er virkelig eller ej, må stå uvist hen, men budskabet er tydelig, og senere i artiklen sender Pérez endnu et til Vestens diplomater.
“Hvis man tror, løsningen er forhandling eller at se den anden vej, er det meget mere end blot en ignorant. Det er selvmord. Se bare på internettet og fortæl mig, hvordan har man tænkt sig at forhandle? Og med hvem? Det er en krig, og der er ikke andet for end at se det i øjnene. Og kampen foregår ikke kun på den anden side af TV’et, men også her.”
Set i lyset af USA’s og Europas seneste udmeldinger og reaktioner tyder noget dog på, at man i Washington og Bruxelles begynder at tage seriøst, at Islamisk Stat nemt kan udvikle sig til en reel stat i hjertet af Mellemøsten – et sted hvorfra de har nem adgang til at ramme USA og dets allieredes interesser.